Tech-branchens superstars: Danmark kan udfordre Silicon Valley

Der er opbrud på den globale tech-scene. Investorerne er blevet dristige og sultne, og Danmark har lige nu det hurtigst voksende startup-miljø i Norden. Det giver os en historisk mulighed, erklærer en række globale supertech-iværksættere. Men kun hvis rammevilkårene ændres.
Jens Jørgen MadsenMarianne Kristensen Schacht

”Vi taler om et window of opportunity. Det er lige nu, det sker. Danske tech-virksomheder blander sig for alvor med de helt store. Scenen er fordoblet siden sidste år, og samtidig flyver nogle af de tungeste venture-kapitalister til København i tiltro til, at de kan gøre gode forretninger her.”

Stjerne-iværksætteren David Helgason, der står bag Unity Technologies med mere end 1.000 ansatte i 20 lande og med en markedsværdi på over en milliard dollar, er ikke i tvivl: Hvis Danmark udformede en ambitiøs vækststrategi for startups, ændrede på fem centrale rammevilkår – særligt skattevilkårene – og dernæst meldte klart ud til omverdenen, så kunne vi udfordre Silicon Valley. Se figur 1.

Hvem tilbyder de bedste vilkår for tech-startups?

Figur 1 | Forstør   Luk


”Det er det helt rigtige tidspunkt. Der er momentum lige nu,” siger han.

Og Helgason står ikke alene. Mandag Morgen har talt med mere end et dusin af den danske tech-branches superstars, heriblandt topcheferne for unicorn-aspiranterne Trustpilot og Tradeshift samt en række af dem, der spås at blive de næste unicorns – dvs. virksomheder med en værdi på mere end en milliard dollar. Alle tilkendegiver de en tro på, at vi kan blive en førende tech-nation. Men det kræver, at politikerne gør det mere attraktivt at investere direkte i Danmark.

”Danmark er et super attraktivt sted at investere. Det gælder især, hvis man sidder i udlandet. Vi har mange kvaliteter, men det gælder bare ikke, hvis man er investor bosiddende i Danmark, ” siger Jesper Jarlbæk, formand for DanBan, Danish Business Angels.

Han erklærer sig derfor enig med David Helgason, der efterlyser politisk vilje til at ændre rammevilkårene, så den historiske mulighed ikke fordufter.

Fra lukket fest til åbent hus

Det lignede ellers mest af alt en lukket fest, da en lille håndfuld af de mest visionære fra den danske tech-branche samledes for første gang for et par år siden. Siden er det gået stærkt. Festen er blevet til en ugelang event med en international konference som flagskibet udadtil, og Danmark har nu den hurtigst voksende tech-scene i Norden.

Da hele branchen tirsdag i sidste uge var samlet i Operaen til årets TECHBBQ-konference i København, var der da også highfives og en optimisme som aldrig før. Flere end 2.000 deltagere, mængder af pitches og præsentationer fra spirende startups og 29 af verdens mest indflydelsesrige tech-investorer og venture-selskaber – heriblandt Y Combinator, der af erhvervsmagasinet Fortune er udnævnt til verdens mest magtfulde accelerator for startups – erklærede sig alle klar med risikovillig kapital.

Men der var også et tilløb af disruptionstruede virksomheder fra den gamle garde som Danske Bank, Mærsk m.fl., som har erkendt, at de er nødt til at samarbejde med de unge smarte iværksættere, hvis de ikke skal blive overhalet indenom. Det blev yderligere understreget af, at Mærsk var hovedsponsor for årets event.

”Det nye er, at tyngdekraften i Silicon Valley er begyndt at svækkes,” siger David Helgason med henvisning til verdens it- og tech-navle på den amerikansk vestkyst, der indtil nu har haft en nærmest mytologisk tiltrækningskraft, som har betydet, at alle, der betragtede sig som en del af den digitale fremtid, blev opslugt af epicentret.

Men situationen er ved at ændre sig mærkbart, mener grundlæggeren af Unity-koncernen. Årsagerne er flere: Først og fremmest er Silicon Valley-investorerne blevet mere villige til at investere i udlandet, og dermed er der mere kapital tilgængelig andre steder i verden, herunder i Danmark. En medvirkende årsag hertil er den høje virksomhedsskat i USA.

”Det betyder, at det faktisk er billigere for dem at købe virksomheder alle andre steder end lige netop i USA,” siger David Helgason, der understreger, at den tunge kapital har været afgørende, når man skulle booste de såkaldte Silicon Valley-forretningsmodeller op.

”Men det handler også om at få adgang til laget af mellemledere, der er dybt erfarne inden for vækst. Det vil sige salgschefer, der eksempelvis tre gange i træk har løftet en virksomhed fra 20 sælgere til 200 sælgere. Den slags findes kun i Silicon Valley. Du kan simpelthen ikke finde dem andre steder. Dér har du så til gengæld 50 af dem,” siger han og tilføjer, at man i Europa og kloden rundt omsider er begyndt at forstå mekanismen i de nye forretningsmodeller – den særlige playbook for, hvordan man laver business i tech-verdenen.

”Og derfor er Silicon Valley-investorer begyndt at blive mere dristige med at investere i udlandet,” siger David Helgason.

Ønskes: visionær startup-plan

Konsekvensen er da også til at tage og føle på. I København er der etableret en række startup-klynger som f.eks. Founders House og Startup Village CPH, hvoraf sidstnævnte huser mere end 500 mennesker fordelt på 50 selskaber. Derudover har startup-scenen fundet sammen i brancheorganisationen #CPHFTW – Copenhagen, For The Win, der samler den voksende københavnske tech-scene.

Samtidig formår de dygtigste startups i klassen at tiltrække kapital som aldrig før. Danske Trustpilot og Tradeshift har de seneste år rejst henholdsvis 500 og 400 mio. kr., og begge kom i 2015 på den årlige Unicorn-liste over startups med potentiale til at nå en markedsværdi på over 1 mia. dollar. Helgasons Unity Technologies fik til sammenligning tilført 1,2 mia. kr. i juli i år.

Hvor der i begyndelsen af 00’erne blot var tre tech-virksomheder på tværs af hele Europa, der blev solgt eller vurderet til mere end 1 mia. dollar, var der alene sidste år 11 europæiske startups i den størrelsesorden. Samtidig konstaterede venture-fonden Creandum, at ni pct. af klodens unicorns nu kommer fra de nordiske lande – heriblandt Skype, Spotify, Supercell, Klarna, MySQL, TAT, Mojang, Zendeks, Just Eat, King og så altså Unity Technologies.

”Det lyder jo umiddelbart rigtig godt. Men hvis Danmark for alvor vil disrupte hele innovationsområdet og alt iværksætteri, så skal man faktisk være langt mere aggressive,” siger David Helgason.

Han efterlyser derfor en visionær national plan for startup-Danmark og nævner samtidig fem punkter, hvor der skal sættes ind, hvis vi skal rykke op i superligaen:


  • Afskaf iværksætterskatten og indfør konkurrencedygtige skattevilkår for business angels. Fra 42 pct. beskatning til 28 pct. – som i England.

  • Ingen skattebyrde ved tildelingen af aktieoptioner.

  • Verdens fedeste visumprogram for iværksættere med genetablering af greencard-ordningen og relancering af fast-track-ordningen.

  • Nationale programmer for matching-fonde.

  • Stop for negative kampagner mod udlændinge.


”Vi har nu vist, at man godt kan lave virksomhed fra Danmark. Der er samtidig et stort vækstlag af tech-startups, men der mangler lige det sidste, for at Danmark bliver rigtig interessant,” siger David Helgason.

Konkurrerer mod resten af verden

I den forbindelse peger han på, at de medarbejdere, som Unity Technologies og andre tech-virksomheder jagter, er så eftertragtede og dygtige specialister, at de kan vælge og vrage mellem job over hele verden og gerne flytter rundt.

”Derfor er vi nødt til at forbedre vilkårene,” siger han og gennemgår de fem punkter, hvor rammevilkårene halter:

Som det første peger han på, at skattevilkårene for business angels bør ændres.

”I England har man jo indført skatterabatter for at kompensere for den øgede risiko, som investorerne tager, når de investerer i startups. Samtidig bør vi se på beskatningen af kapitalindkomsten for private, som i England er 28 pct., mens den er 42 pct. i Danmark.”

Helgason kalder det desuden uhensigtsmæssigt, at aktieoptioner bliver beskattet på tildelingstidspunktet frem for på det tidspunkt, hvor man eventuelt hjemtager en gevinst.
”Hvis man gerne vil tiltrække de rigtige medarbejdere og sikre mere kapital til startups og nye vækstselskaber, så er man nødt til at lave om på det. Skatterabatterne i England sikrer langt større risikovillighed,” siger han.

For det tredje bør Danmark gøre det lettere for virksomheder at tiltrække de højtspecialiserede og veluddannede udlændinge. F.eks. ved at genetablere greencard-ordningen og relancere fast-track-ordningen, som betyder, at når først man som virksomhed er godkendt til at ansætte udlændinge, så kan de flyves ind til jobsamtaler efter behov.

”Så kan vi være i gang næste dag, hvis det skal være. Det er jo genialt. I USA tager det tre til seks måneder at få en udlænding. Fast-track-ordningen er fuldstændig guld, men vi skal have den udvidet, så vi kan få alle de medarbejdere, vi har brug for.”

Som det fjerde nævner han etableringen af nationale programmer for matching-fonde, der gør det mere attraktivt for business angel-investorer at sætte deres penge i danske virksomheder.

”Danmark kunne rykke yderligere, hvis man fik et nationalt program for matching-fonde til udvalgte startups.”

Endelig er David Helgason optaget af den generelle tone i den hjemlige debat om udlændinge og de mange stramninger af udlændingelovgivningen.

”Vi har haft folk i USA, som direkte har fravalgt os på grund af omtalen i de amerikanske medier. Jeg ved ikke, om man i Danmark er klar over, hvor stor en rolle det spiller.”

Tech-kredse utilfredse med debattonen

David Helgason tilføjer, at det er en række af flere forskellige faktorer, der er med til at skabe det negative billede: bl.a. mediehistorierne om de danske anti-flygtningeannoncer i Mellemøsten og om konfiskering af asylansøgeres smykker og værdier, de mange lovstramninger samt fagforeningernes tidligere advarsler mod østarbejdere. I en globaliseret og digitaliseret verden spreder den slags sig lynhurtigt.

”Alle, der er bare en smule internationalt orienteret, og som kunne finde på at bo i Danmark, har faktisk på et eller andet tidspunkt læst, at der er en negativitet over for udlændinge i Danmark. Og uanset om det så er rigtigt eller ej, så spiller det ind på deres valg. De føler et ubehag ved at blive associeret med den slags værdier,” fremfører han.

Spørger man videre blandt de øvrige globale supertech-iværksættere med danske rødder, er de alle enige i, at Folketinget og regeringen bør vågne op. Vilkårene for tech-branchen skal ændres, så Danmark kan tiltrække de afgørende udenlandske investorer, fastholde talentmassen og samtidig skabe nye arbejdspladser.

Peter Mühlmann, CEO og grundlægger af forbrugervalideringssitet Trustpilot.com, der har 500 ansatte i flere end 40 lande, siger:

”Vi skal have en skattelovgivning, der gør det mere attraktivt at bruge medarbejderaktier som aflønning. Det betyder, at man som iværksætter skal rejse færre penge til ‘almindelig løn’. Men det betyder også, at mange medarbejdere i startups ud over den erfaring, de tilegner sig undervejs, også vil kunne få en smule kapital med sig, når de rejser fra virksomheden, og dermed selv kan blive iværksættere. Dermed vil man kunne få en slags fødekæde af iværksættere,” siger Mühlmann, der påpeger, at der mangler 2.- og 3.-generations-iværksættere i Danmark.

Regeringens plan er dumpet

De danske topchefer og super-iværksættere har noteret sig, at der i regeringens seneste vækstudspil ”Helhedsplan – for et stærkere Danmark”, som er en del af 2025-planen, der blev lanceret i slutningen af august, indgår forslag, der umiddelbart i overskriftsform lyder lovende i forhold til lavere skat på aktier og kapitalindkomst. Ligesom der i planen bl.a. også tales om tre års skattelempelse for nye iværksættere.

Men det rammer helt skævt og sikrer på ingen måde konkurrencedygtige vilkår, lyder konklusionen fra samtlige iværksættere, business angels og investorer, som Mandag Morgen har talt med.

”2025-planen er dumpet set fra iværksætterside,” konstaterer Jeppe Rindom, tidligere økonomidirektør i Tradeshift og nu CEO og grundlægger af den nye startup-succes Pleo, der tager konkurrencen op med Eurocard og Mastercard om en ny løsning for firmabetalingskort.

Han peger bl.a. på regeringens forslag om skattelettelse for nye iværksættere, som slet ikke hjælper:

”Her er papegøjen altså drattet af pinden, Lars Løkke,” erklærer han og forklarer: ”It-iværksættere har store udviklingsomkostninger i begyndelsen, og ambitiøse og skalerbare it-projekter genererer meget sjældent overskud de første år. Så forslaget hjælper overhovedet ikke.”

Jeppe Rindom undrer sig samtidig over, hvorfor man til gengæld ikke gør op med iværksætterskatten, hvor man både beskatter selskabets overskud og samtidig også pålægger investorer, der har mindre end 10 pct.’s ejerskab, en beskatning ved udbyttebetalinger.

”Det er altså en dobbeltbeskatning, som 2025-planen ikke ændrer på, og som stiller os ringere end andre lande,” siger Jeppe Rindom.

Dårligt image bekymrer

Daniel Hjorth fra Linneus University i Sverige, nu tilknyttet som professor i entreprenørskab på CBS i København og akademisk direktør for CBS’s The Entrepreneurship Platform, vurderer, at der umiddelbart er for mange kulturelle, sociale, juridiske og skattemæssige forskelle til, at Danmark kan gøre sig håb om at blive et nyt Silicon Valley.

Men omvendt er der også særlige karakteristika ved de skandinaviske samfund, som gør, at vi godt kan måle os internationalt. Ifølge Global Entrepreneurship Index 2016 er Danmark lige nu det bedste iværksætterland i Europa og fjerdebedst på verdensplan, lige efter USA, Canada og Australien.

Danmark scorer højt på selve indstillingen til at skabe nyt, på evnen til at bruge ny teknologi og på opfindelse af nye produkter.

”Danmarks styrke ligger i, at I har en stor kreativ klasse samt et åbent, tolerant og transparent samfund, som samtidig er kulturelt rigt og intellektuelt stimulerende. Men netop alt det, som har været jeres styrke, er I desværre ved at sætte over styr. Danmark som brand har lidt alvorlig skade, og det er der brug for at rette op på,” siger Daniel Hjorth med henvisning til David Helgasons kritik af tonen over for udlændinge.

CBS-professoren er enig i, at der naturligvis er brug for at ændre de basale grundvilkår som f.eks. skatteregler, hvis Danmark overhovedet skal kunne konkurrere internationalt, fordi tech-talenterne netop er så globalt orienterede.

”Men spørgsmålet om omverdenens ændrede opfattelse af Danmark fra værende tolerant, åbent og kulturelt rig til nu at lukke sig om sig selv giver anledning til langt større bekymring og kan have meget mere langsigtede konsekvenser,” siger han.

Med deres egne ord

klaus_nyengaard peter_muhlmann kasper_hulthin jeppe_rindom jesper_jarlbaek jakob_soderberg gert_sylvest camilla_valentin alexander_stigsentine_thygsen torben_nielsen

LÆS OGSÅ:

Troels Lund om kritik fra iværksættere: ”Det vælter hertil med turister”

Grib nu den bold, Troels Lund Pulsen

Velkommen til Silicon Njalsgade

Verdens første mobile-first-bankløsning for virksomheder


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu