Den forløbne uge har leveret mange vidnesbyrd om, at 2013 kan blive endnu et barsk år for regeringen. Håbet om, at statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale kunne bidrage til at rette op på regeringens vælgerkrise og lægge låg på den ulmende uro i baglandet, blev hurtigt gjort til skamme.

En meningsmåling fra Greens Analyseinstitut, som Børsen offentliggjorde forleden, viser, at Socialdemokratiet igen mister opbakning blandt vælgerne efter en kortvarig optur sidst på året. Partiet står nu til 18,5 pct. af stemmerne. Regeringspartneren SF har det endnu værre og må med 5,5 pct. konstatere, at efterårets formandsvalg af Annette Vilhelmsen ikke har været nogen genvej til ny succes.

Alene af den grund må Helle Thorning-Schmidt håbe på et snarligt økonomisk opsving, der skaber fornyet vækst og, ikke mindst, arbejdspladser. Var der valg i morgen, ville Venstre og Dansk Folkeparti alene kunne mønstre hele 48,6 pct. af vælgernes opbakning.

Men den danske regering, såvel som regeringerne i de andre europæiske lande, kan meget vel komme til at opleve, at 2013 bliver sværere end 2012.

Der er udsigt til fortsat lavvækst og stagnation, der kan vare flere år frem. Det sætter virksomheder og nationer under maksimalt pres. I mange vestlige lande er beslutningstagerne handlingslammede og springer fra krisepakke til krisepakke.

Vælgernes tillid til de politiske ledere er på et historisk lavpunkt. Tysklands kansler, Angela Merkel, er eneste markante undtagelse fra billedet. Merkel, der oplever kraftig vælgerfremgang og nu har opbakning fra 42 pct. af tyskerne, er en af de få europæiske ledere, der virkelig har turdet se de barske realiteter i øjnene. ”Krisen er langtfra ovre,” sagde hun i sin nytårstale og spåede, at de økonomiske udfordringer ikke bliver mindre i 2013, men kun større.

Forbundne kriser

Årsagerne stikker dog langt dybere, end hvad der kan forklares af de traditionelle økonomiske modeller.

I en ny stor analyse, De syv forbundne megakriser, beskriver Mandag Morgen, hvordan en række globale megatrends griber ind i hinanden og ændrer de grundlæggende betingelser for den globale økonomi og politik fundamentalt.

Et eksempel er finanskrisen. Børskurserne har i de første uger af det nye år taget en tur opad. Men det kan vise sig at være en midlertidig fornøjelse. Reelt er finanskrisen langtfra overstået. Bankernes indtjening i de europæiske lande er stadig ringe, og på boligmarkederne lurer under overfladen store risici der hurtigt vil eskalere, hvis renten igen stiger.

Dertil kommer, at de vestlige landes samlede gæld i forhold til bruttonationalproduktet er vokset til 314 pct., hvilket vil lægge en kraftig bremse på væksten i årene fremover. De finansielle markeder er stadig præget af ekstrem volatilitet, og politikerne mangler at gennemføre en række afgørende strukturelle reformer af finanssektoren.

I den forløbne uge valgte chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, at fastholde den lave rente, og i samme åndedrag advarede han om, at den største risikofaktor er ”manglende handlekraft hos regeringerne”.

Chefen for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, advarede om, at kombinationen af den europæiske statsgældskrise og den fortsat uløste gældskrise i USA kan udløse en langt større økonomisk krise.

De økonomiske udfordringer forstærkes ikke mindst af klimakrisen, ressourcekrisen og fattigdomskrisen.

I 2025 skal kloden brødføde yderligere en milliard mennesker, og en ny global middelklasse vil efterspørge flere varer. Det vil i de kommende år presse energi- og fødevarepriserne i vejret. Og selv om den opstigende middelklasse udgør en historisk stor forretningsmulighed for verdens virksomheder, skal man ikke undervurdere de negative feedback-loops, der spiller ind i økonomien.

USA’s National Security Council har vurderet, at efterspørgslen efter fødevarer, vand og energi vil stige med henholdsvis 35, 40 og 50 pct. frem til 2030.

Der kan ventes store prisstigninger på energi i de kommende år, og selv om USA, Kina og flere andre økonomier knytter store forhåbninger til et nyt skifergas-eventyr, vil det kun levere få procent af den samlede energiforsyning.

Også fødevarepriserne kan forudses at stige kraftigt. Allerede i dag er de globale fødevarepriser tilbage på samme høje niveau, som da finanskrisen brød ud for over fire år siden. Lav produktivitet, mangel på frugtbar jord, erosion, tørke og stigende vandmangel er kritiske faktorer, der i løbet af få år kan føre til, at stigende priser og knaphed på fødevarer kommer til at diktere de geopolitiske brudflader og konflikter, på samme måde som olien gjorde det op gennem det 20. århundrede.

Den perfekte storm

De nationale beslutningstagere gør klogt i at få en dybere forståelse af de megakræfter, der vil forme de globale vilkår, som de skal handle under i de kommende år.

I stedet for kun at støtte sig til usikre prognoser og modelregnskaber udarbejdet i Finansministeriet på baggrund af fortidens aggregerede tal og modeller, må de have blik for de skarpe hjørner og risici, der lurer på både kort og længere sigt.

Tvivler man på nødvendigheden af at gøre noget ved klimaforandringerne, kan man tage et kig på Australien, der i den forløbne uge oplevede historisk høje temperaturer på op til 54 grader celsius.

Den slags ekstreme temperaturstigninger kan i de kommende år blive den nye normaltilstand for mange lande, også i Europa, hvis man skal tro en række af verdens førende klimaforskere og den klimarapport, ”Turn down the heat”, som det anerkendte Potsdam-institut udarbejdede for Verdensbanken i efteråret.

Man kan også spørge de amerikanske bønder, der sidste år oplevede det varmeste år nogensinde. Eller man kan læse den globale risikorapport, som World Economic Forum udsendte i sidste uge: To store systemer – den økonomiske krise og de voksende klimaproblemer – er ved at støde ind i hinanden og skabe en perfect storm.

De kortsigtede økonomiske indgreb, der sigter på at stimulere økonomien, og eksperimenterne med en slap pengepolitik kan lede ressourcer væk fra de langsigtede investeringer i ny infrastruktur og grøn omstilling. Det kan føre til langt større økonomiske tab på længere sigt.

Uklar retning

Den politiske erkendelse af, hvor dybt den økonomiske krise og de tilstødende kriser stikker, har tilsyneladende ikke indfundet sig endnu. Nok siger statsministeren, at Danmark befinder sig i en ny virkelighed, og at der kun findes et langt og slidsomt træk ud af krisen. Men hvornår omsættes det i handlinger, der gør en reel forskel?

Statsministeren refererede i sin nytårstale til energikrisen, der i 1970’erne fik os til at rykke sammen som fællesskab og vende forandringerne til nye muligheder. Men talen manglede svar på, hvordan den grønne omstilling af økonomien kan gennemføres, og hvordan Danmarks pressede konkurrenceevne skal genoprettes.

Fraværet af overbevisende og sammenhængende svar på de fremvoksende udfordringer kan meget vel bidrage til at uddybe den vælgerkrise, som regeringen oplever. Den forløbne uges meldinger fra den økonomiske frontlinje giver ikke anledning til den store optimisme: Eksporten er i de sidste tre måneder faldet med 2,9 pct., arbejdsløsheden er angiveligt 20.000 højere end i den officielle ledighedsstatistik, og i første halvår af 2013 vil mellem 17.000 og 23.000 personer falde ud af dagpengesystemet, skønner regeringen nu.

Den berømte kickstart er slået fejl, og efterårets akutpakke er langtfra blevet den redningsplan, som regeringen håbede på. Man hopper fra krisepakke til krisepakke, men den strategiske retning er ikke videre klar for den bredere offentlighed – bortset fra at regeringen agter at føre en stram finanspolitik og presse kommunerne, lærerne, SAS-medarbejderne og alle andre til at acceptere nye skrappe økonomiske realiteter.

Det trækker hårde veksler på tålmodigheden hos vælgerne, der kan have svært ved at se et overbevisende og fremsynet svar på, hvordan Danmark skal komme ud af krisen.

Kortsigtede kriseløsninger

I den forløbne uge kunne man registrere endnu et markant stemningsskift hos vælgerne: I en ny måling foretaget af Greens Analyseinstitut for Børsen svarede hele 67 pct. af danskerne, at det er en god idé med nye afgiftslettelser for at sikre danske arbejdspladser. 59 pct. er klar til at skære ned på de offentlige udgifter for at finde pengene.

Det kan være et forvarsel om et større liberalt holdningsskred i vælgerbefolkningen, hvor man vil se langt mere kritisk på velfærdsudgifterne og aktivt støtte forslag om omkostningslettelser for erhvervslivet. Lavere afgifter kan være med til at støtte erhvervslivets konkurrenceevne på kort sigt, og i den forløbne uge efterlyste erhvervsorganisationerne afgiftslettelser for 9 milliarder kr.

Men er det den rigtige opskrift at fjerne kørselsafgifter, NOx-afgifter, spildevandsafgifter osv. for at styrke den kortsigtede konkurrenceevne?

De nævnte afgifter er med til at presse erhvervslivet og danskerne til at ændre adfærd og øge investeringerne i den grønne omstilling. Og det er i høj grad den, vi skal leve af i fremtiden.

Historien giver mange eksempler på, at skrappe miljøkrav fra myndighedernes side har været med til at styrke nationers konkurrenceevne. Det har bl.a. Harvard-professor Michael Porter dokumenteret i flere analyser.

Men i Danmark risikerer en kraftig kampagnevirksomhed fra erhvervsorganisationerne at skabe en folkestemning for at rulle miljø- og energiafgifterne tilbage. Når synspunktet har vind i sejlene, er det bl.a., fordi regeringen ikke har leveret et solidt, troværdigt og sammenhængende alternativ.

Problemet er bare, at det kan ende i en meget kortsigtet kriseopskrift. Høje miljø- og energiafgifter styrker faktisk den langsigtede konkurrenceevne, og skulle man endelig sænke erhvervslivets skattebelastning, så ville det være meget bedre at lave en kraftig beskæring af den generelle selskabsskat.

I de kommende år vil ressourcebevidsthed og ressourceproduktivitet nemlig blive en af de kritiske konkurrencefaktorer for nationer og virksomheder, der konkurrerer i den dyre ende af skalaen, dvs. på høj værditilvækst. Løfter man blikket over de aktuelle konjunkturmeldinger og betragter udviklingen i det nye globale risikolandskab, vil man se, at der er brug for andet og mere end de kriseløsninger, der for tiden vinder frem i offentligheden.

Danmark og danske virksomheder har en række styrkepositioner, der gør det muligt at blive en global frontløber i omstillingen til en mere ressourceproduktiv og innovativ økonomi. Men forudsætningen for at realisere disse nye muligheder er, at politikerne og erhvervslivet får etableret et stærkt og fremsynet partnerskab om nye løsninger, der kan blive en motor for en mere bæredygtig vækst og fremtidens job.

Det grundlæggende spørgsmål er ikke så meget, hvad Danmark skal skære ned på for at styrke den kortsigtede konkurrenceevne, men hvordan man gennem en fornyelse af den danske model kan få del i de store forretningsmuligheder, der i de kommende år vil åbne sig på det globale marked. Her handler det frem for alt om at satse på de innovative forretningskoncepter, serviceløsninger og produkter, der kan være med til at løse de forbundne megakriser.