Skab mere velstand og stop stigningen i uligheden. Sådan vil budskabet lyde, når professor i økonomi ved Aarhus Universitet tidligere overvismand Torben M. Andersen onsdag holder oplæg for blandt andet statsministeren om de udfordringer, der vil præge Danmark og dansk økonomi i årene frem mod 2025.

Torben M. Andersens oplæg indgår i forarbejdet til den kommende 2025-plan, hvor regeringen netop vil udpege de vigtigste økonomiske og politiske udfordringer for de kommende ni år.

2025-planen vil samtidig løfte sløret for, hvordan regeringen vil løse udfordringerne.

Hele processen begynder onsdag og torsdag, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen har inviteret Danmarks økonomiske-politiske top til konference på Marienborg, hvor de skal tale om de udfordringer, der skal løses i løbet af de næste ni år.

Det er her, Torben M. Andersen som en af hovedtalerne vil præsentere Løkke Rasmussen og finansminister Claus Hjort Frederiksen for sin analyse. Den rolle har Torben M. Andersen haft før. Som formand for Velfærdskommissionen var han i midten af 00’erne med til at sætte de store reformer af bl.a. efterløn og pensionsalder på dagsordenen. Reformer, der prægede både statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) 2015-plan og i særlig grad statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) 2020-plan. Se tidslinje.

Nu siger Torben M. Andersen i det store og hele ”mission accomplished”, fordi den offentlige økonomi nu kan håndtere de økonomiske udfordringer fra det stigende antal ældre borgere. Der er derfor plads til at fokusere på de udfordringer, der har ligget og gemt sig bag de store reformer.

”I Danmark har vi helt som i de andre nordiske lande både høj velstand og en høj grad af lighed. Det store spørgsmål er, om vi også har et samfund med høj velstand, en høj grad af lighed og et højt niveau af den service, det offentlige stiller til rådighed, om 10 år, 15 år eller 20 år,” siger han.

Truslen mod Danmark

Ind til nu er det lykkedes Danmark og de andre nordiske lande at udvikle og fastholde samfund med en høj gennemsnitsindkomst og en høj grad af lighed. Der er altså ikke nødvendigvis en indbygget modsætning mellem velstand og lighed. Se figur 1.

”Forudsætningen for, at Danmark både har høj velstand og høj lighed, er, at en meget stor andel af befolkningen ikke alene kan få et job, men et job til en rimelig løn,” siger han.

Men det er langt fra givet, at de fleste fortsat kan finde sig gode og velbetalte job. Et ubehageligt miks af globalisering og teknologisk udvikling udfordrer den danske og nordiske model big time. Det er særligt mærkbart, fordi udfordringen rammer hårdest i bunden af samfundet. Hvert eneste år forsvinder tusinder og atter tusinder af ufaglærte job. Det bliver med andre ord sværere og sværere for ufaglærte at finde job med en ”rimelig” løn.

Derfor er det ikke nok, at danskerne som følge af de seneste ti års mange reformer står til rådighed på arbejdsmarkedet. Danskerne skal også have de rigtige kompetencer og kvalifikationer.

”Globaliseringen og den teknologiske udvikling har i mange år presset alle lande og været med til at øge forskelle i indkomster. Vi skal altså tage stilling til, om vi vil acceptere udviklingen af et samfund med større sociale forskelle og mere ulighed,” siger Torben M. Andersen.

Ulighed truer sammenhængskraften

Allerede nu er udviklingen i gang. Siden 1985 har de rigeste ti pct. af befolkningen i OECD-landene tjent stadig mere end alle andre befolkningsgrupper. Forskellene mellem top og bund bliver større, og uligheden er stigende.

Det viser OECD-analyser af udviklingen i 17 OECD-lande, der bl.a. omfatter Danmark og de andre nordiske lande, flere europæiske lande som for eksempel Frankrig, Holland og Tyskland samt USA, Canada og Japan. Der er tale om en generel udviklingstendens. Se figur 2.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har været nede i de danske tal og har fundet nøjagtig den samme udviklingstendens som i de andre OECD-lande.

Det er den dårlige nyhed.

Den virkelig dårlige nyhed er, at udviklingen år for år vil øge presset på den danske samfundsmodel med høj velstand og høj lighed.

”Den her udvikling stopper ikke nu, men vil fortsætte og fortsætte. Presset på lighed og velstand bliver ved, så langt vi kan se ud i fremtiden,” siger Torben M. Andersen.

Nu kunne man trække på skuldrene af den udvikling, for selv om den rigeste tiendedel tjener mere og mere, så har den fattigste tiendedel også fået flere penge mellem hænderne.

Men det er her værd at lægge mærke til, at den rigeste tiendedels lønninger ikke bare løber fra de fattigste ti pct., men også fra de fattigste 40 pct. Det er med andre ord ganske mange mennesker, der må se til, at en mindre gruppe borgere i særlig grad skummer fløden.

Torben M. Andersen mener, at de store – og stigende – forskelle i lønindkomster mellem befolkningsgrupper kan udfordre sammenhængskraften i samfundet.

Derfor trækker han ikke bare på skuldrene, men vil på onsdag opfordre Lars Løkke Rasmussen til at fokusere på, hvordan Danmark både kan bevare et højt velstandsniveau og en høj grad af lighed.

”Stigende ulighed påvirker den sociale sammenhængskraft. Danmark har kunnet gennemføre ret omfattende reformer uden de store protester, mens den samme type reformer har udløst generalstrejke eller store demonstrationer i de sydeuropæiske lande, hvor uligheden er større end i Danmark,” siger Torben M. Andersen.

Det er her, flygtninge og indvandrere kommer ind i billedet. For desværre har langt de fleste flygtninge og indvandrere ikke kompetencer, der kan matche behovene.

”Flygtningene og indvandrerne udgør en udfordring oven i de andre udfordringer,” siger han.

Gode uddannelser en vigtig investering

For at møde det voldsomme pres fra globalisering og teknologisk udvikling skal den kommende 2025-plan ikke bare holde fast i de seneste ti års reformer, der øger arbejdsudbuddet.

Der skal mere til.

Torben M. Andersen taler ligefrem om, at udviklingen drives frem af en konkurrence mellem teknologi og uddannelse. Jo bedre uddannelse, des større muligheder er der for at finde et job, også i en verden præget af globalisering og hastig teknologisk udvikling. Jo dårligere uddannelser, des større er risikoen for at tabe kampen med den ny teknologi.

Dermed rykker uddannelsespolitikken helt ind i kernen af de politiske prioriteringer. Gode uddannelser på alle niveauer fra bund til top er nærmest en forudsætning for at opretholde Danmark som et velstandssamfund.

”Der er behov for en elite inden for for eksempel nanoteknologi, bioteknologi og software. Men vi må ikke kun satse her. Det er også utroligt vigtigt, at Danmark har erhvervsuddannelser af en meget høj kvalitet,” siger han.

Prioriteringer, prioriteringer og prioriteringer

Nu begynder det at blive svært. For nok siger Torben M. Andersen, at det stigende antal ældre danskere ikke gør det nødvendigt med flere store reformer for at øge arbejdsudbuddet, men så er historien heller ikke bedre.

”Hvis vi ikke skal hænge os i decimalerne, så har reformerne givet os det arbejdsudbud, der er brug for, og vi kan finansiere velfærden. Men der er ikke en krone til noget som helst nyt. Skal der findes penge, skal de findes ved hårde prioriteringer. Derfor bliver prioriteringsdiskussionerne i de næste mange år meget mere tydelige, end vi har været vant til i årene op til krisen,” siger han.

Lige her hænger vi os ikke i decimalerne, men vender tilbage til dem lidt senere. For først er der det med prioriteringerne.

Det er her, behovet for de gode uddannelser kommer ind i billedet. Der skal altså være penge til et uddannelsessystem i verdensklasse for at sikre, at alle borgere har de kvalifikationer og kompetencer, der er nødvendige på et arbejdsmarked, der udfordres af både globalisering og teknologisk udvikling. Men der skal også være penge til et sundhedsvæsen i topklasse.

Og det bliver dyrt.

”Lægerne bliver dygtigere og dygtigere og kan helbrede mere og mere. Det er en virkelig god nyhed, men det kræver nogle ressourcer,” siger Torben M. Andersen.

Udgifterne til sundhed stiger, både fordi flere danskere bliver ældre og har behov for service fra læger eller sygehuse, og fordi lægerne kan mere og mere. OECD har regnet ud, at udgifterne til sundhed stort set vil blive fordoblet i løbet af de kommende 50 år.

Selv om det skulle lykkes at styre udgifterne til sundhed og halvere stigningstakten, vil prisen for sundhed og pleje udgøre omkring 12 pct. af BNP i 2060 mod lidt under 9 pct. i dag. Se figur 3. Ønsket om mere og bedre sundhed virker derfor som en gøgeunge i den offentlige service’s store rede. Sundheden er forslugen og uden stram styring, og den vil spise ressourcer, som ellers kunne anvendes på andre områder. Og som eksemplet med uddannelserne viser det, så er der virkelig behov for ressourcer – også til andre områder end sundhed.

Prioriteringsdiskussionerne bliver hårde.

De slemme decimaler

Med det er vi tilbage ved det med decimalerne. For nok siger Torben M. Andersen i store træk ”mission accomplished”. Men det er netop kun i store træk. De mange reformer har øget arbejdsudbuddet og sikrer et overskud på de offentlige budgetter frem til 2025, men derefter vil der være blivende underskud i de næste 30 år. Med et blik på den grafiske fremstilling har økonomerne døbt problemet: hængekøjeproblemet. Se figur 4.

I forhold til hvordan hængekøjen ville have set ud uden de mange reformer, er der selvfølgelig tale om ”decimaler”, men det er decimaler af den slags, politikere, uanset regeringens farve, bliver nødt til at holde øje med. De løbende underskud er i strid med budgetloven og bringer derudover Danmark i en sårbar situation. Der vil ikke være de store penge, næste gang en krise rammer.

Danmark kan køre så mange år med underskud – dels vil de stride mod budgetreglerne og dels vil det bringe os i en meget sårbar situation. Vi har netop i de senere år set de problemer det giver, hvis man hele tiden kæmper med at opfylde budgetreglerne..

Desværre er der ikke rigtig nogen nye, uopdagede finansieringsmuligheder.

”Jeg tror ikke, der ligger en magisk løsning og gemmer sig nede i den økonomisk-politiske værktøjskasse. Hvis jeg troede, der var sådan et redskab, skulle jeg have sagt det for lang tid siden,” siger Torben M. Andersen.

Og hvad så?

Ja, en løsning kunne være at fremrykke den allerede aftalte forhøjelse af pensionsalderen endnu engang. Det er nok ikke en af de mest folkekære løsninger, men teknisk set kunne det stort set løse problemet med hængekøjen.

”Hvis vi forhøjer pensionsalderen, bliver store kernegrupper lidt længere på arbejdsmarkedet. Det vil ret sikkert øge arbejdsudbuddet så meget, som der er brug for,” siger han.

Også de økonomiske vismænd er klar med ikke så populære forslag til at løse hængekøjeproblemet. De foreslår bl.a., at lade boligskatterne eller de såkaldte giftskatter også efter 2020 kan stige i takt med prisudviklingen. Det vil give det offentlige så store ekstra indtægter, at hængekøjen stort set vil være væk.

Giftskatterne udgøres af afgifter på tobak, øl, vin og spiritus. Skal de – eller boligskatterne - følge prisudviklingen, vil det være mod Løkke Rasmussens erkærede skattestop.

Uanset hvad, skal der prioriteres. I en verden, der forandrer sig meget hurtigt, skal Danmark hele tiden udvikle samfundet, så det bevarer kerneværdierne om høj velstand og høj grad af lighed.

Det skal ikke ske ved at forsvare samfundets nuværende indretning komma for komma eller ordning for ordning, men ved hele tiden at arbejde for et samfund med høj velstand – og høj lighed.

”Den statiske opfattelse er meget farlig, fordi samfundet hele tiden udvikler sig. Der er sket meget, meget store ændringer i samfundet siden udbygningen af velfærden tilbage i 1970’erne. Derfor er velfærden ikke mejslet i sten,” siger Torben M. Andersen.