Tysk elbil-strategi åbner muligheder for Danmark
I 2013 melder den tyske bilindustris mastodonter, Volkswagen, BMW og Mercedes, sig ind i kampen om fremtidens elbil. Tyskland satser på en omfattende, men langsom omstilling til elektrisk mobilitet. Det skaber både udfordringer og muligheder for aktørerne i den danske elbilverden.
Claus Kragh
EuroparedaktørEn ting er bilindustriens stormagter enige om: I løbet af de kommende årtier skal transportsystemer verden over omlægges fra fossile brændsler til el. Men bag kulisserne foregår en voldsom rivalisering mellem USA, Tyskland, Kina, Japan og Frankrig om standarder, normer, teknologier og forretningsmodeller i fremtidens elbilindustri.
Japan og Frankrig har, i kraft af Nissan/Renault-alliancen og de bagvedliggende kernekraftinteresser, været tidligt ude og markedsføre elbiler. Regeringerne i de to lande har samtidig stimuleret efterspørgslen gennem rundhåndede tilskud til købere af elbiler.
Elbil-revolution er et maratonløb" caption="Figur 1
Kilde: Dansk Elbil Alliance.
Især Danmarks afgiftsfritagelse af elbilerne og bestræbelser på at integrere store mængder vedvarende energi i elnettet gør os interessante i tyskernes øjne, fordi Tyskland selv står foran en massiv forøgelse af de ustabile vedvarende energikilders andel i den samlede energiforsyning.
I Dansk Elbil Alliance påpeger man, at Danmarks frontløberrolle giver både energi- og vækstpolitiske fordele. “Vi har fået nogle styrkepositioner ved at rykke tidligt. Hele vores markedsdesign for elbilerne er banebrydende,” siger branchechef Lærke Flader fra Dansk Elbil Alliance, der organiserer en bred kreds af kommercielle aktører med interesser i det danske elbilmarked – fra lokale teknologiproducenter til store aktører som DONG Energy, Better Place og internationale bilgiganter som Renault, VW og Toyota.
Hun advarer dog samtidig danske politikere mod at tro, at den hellige grav er vel forvaret, bare fordi man man har afgiftstfritaget de biler, der udelukkende kører på el.
“Afgiftsfritagelsen skal kombineres med en omlægning af bilbeskatningen og firmabilbeskatningen samt et krav til det offentliges indkøb om elbiler, før det virkelig batter noget,” siger Lærke Flader, som påpeger, at de meget små benzin- og dieselbiler i dag kan købes for 80.000 kr. og dermed reelt kan udkonkurrere elbilerne.
Ifølge EUs klimakommissær, Connie Hedegaard, regner EU-Kommissionen med, at de helt store nybrud på transportområdet – herunder elbilernes folkelige gennembrud – først vil slå igennem i tidsrummet 2020-2030. “Og det er rigtigt, at der kan ligge en fare i at være for tidligt ude. Men på den anden side er det også vigtigt at være med, hvor udviklingen er,” siger Hedegaard til Mandag Morgen.
En systemisk tilgang
Tyskland har store nationale ambitioner på elbilområdet. I den såkaldte Nationale Platform für Elektromobilitet (NPE) arbejder private firmaer, arbejdsmarkedets parter, uddannelsesinstitutioner og andre offentlige aktører sammen om at forberede elbilens og e-mobilitetens gennembrud i Tyskland. Se også tekstboks.
Tysklands regering og berørte industrier har oprettet en såkaldt National Platform for Elektromobilitet, NPE. Private firmaer, arbejdsmarkedets partner, uddannelsesinstitutioner og andre offentlige aktører er med i denne meget brede alliance, som nu forbereder elbilens og e-mobilitetens gennembrug i Tyskland.
NPEs arbejde finder sted i syv arbejdsgrupper:
- Driftsteknologi og køretøjsintegration
- Batteriteknologi
- Opladningsinfrastruktur og netintegration
- Normer, standardisering og certificering
- Materialer og genbrug
- Uddannelse og opkvalificering
- Rammebetingelser
Læs mere på www.forum-elektromobilitaet.de
Tysklands kansler, Angela Merkel, er personligt stærkt engageret i Tysklands grønne omstilling og udfasningen af atomkraft. Begge dele stiller voldsomme krav om markant øget brug af elektricitet fra vedvarende energikilder. Alligevel ønsker Merkel ikke at forhaste omstillingen til elbiler.
“Det er vigtigt, at vi er åbne over for helt nye forretningsmodeller og mobilitetskoncepter. Vi er i Tyskland godt med – ofte i verdensklasse – inden for områder som automobiler, energi, kemi og it. Disse industrier, som ikke hidtil har haft meget med hinanden at gøre, skal nu bruges til at skabe netværk inden for e-mobilitet. Så vil markedet skabe sin helt egen dynamik. Det det element skal vi ikke undervurdere,” sagde Merkel i 2011 til magasinet Motorwelt.
Dietmar Harhoff, der er leder af det innovationsteknologiske institut ved Ludwig-Maximilians-Universität München og leder af arbejdsgruppen for forskning og udvikling under NPE, bekræfter, at Tyskland har globale ambitioner inden for e-mobilitet, og gør det klart, at den brede og teknologiåbne tilgang er valgt med fuldt overlæg.
“Med den nationale udviklingsplan og opbygningen den Nationale Platform for Elektromobilitet har Tyskland taget vigtige skridt til at undgå begynderfejl i den internationale konkurrence. Innovativ elektromobilitet fra Tyskland har gode muligheder for at spille en globalt ledende rolle,” siger Dr. Harhoff i NPE’s tredje fremskridtsrapport, som blev offentliggjort i juni 2012.
Krigen om stikket
Mens de store tyske bilproducenter har holdt sig en smule tilbage i satsningen på elbilerne, har særligt den store fransk-japanske gruppe Renault-Nissan satset stort på elbilerne. Renault-Nissan har investeret over 30 milliarder kr. i elbiler, og gruppens topchef, Carlos Ghosn, har anslået, at elbilerne vil udgøre 10 pct. af de 80-100 millioner biler, som i 2020 ventes solgt på globalt plan. Hos den franske konkurrent PSA, der producerer Citroën og Peugeot, forudser topchefen Philippe Varin derimod, at elbilerne højest vil udgøre 5 pct. af det samlede bilsalg i 2020. I de første seks måneder af 2012 solgte Renault-Nissan 1.600 elbiler i Frankrig.
Renault-Nissans store satsning har fremkaldt alarmerende artikler i fransk presse. Eksempelvis skrev Le Monde i juni om Renaults “Vilde satsning på elbiler”. Under alle omstændigheder står det klart, at Renault-Nissans strategi er dristig og indebærer betydelige first mover-risici.
En af disse blev anskueliggjort i maj, hvor de store tyske og amerikanske bilproducenter blev enige om en fælles standard for de stik, der skal bruges til at oplade elbilerne – i hjemmet, på arbejdspladser og ved de såkaldte hurtig-ladestationer i det offentlige rum. Dette såkaldte Combo-stik er helt anderledes end den såkaldte chademo-standard, som de japansk-franske – og de aktuelle danske elbiler – bruger. Slagsmålet kaldes ‘War of the plug’, og meget tyder på, at det bliver den tysk-amerikanske standard, der går af med sejren.
Modtag en automatisk e-mail, hver gang Mandag Morgen publicerer nye analyser og artikler om grøn økonomi.
Log på mm.dk med din mail og adgangskode, og klik på Rediger profil for at vælge, hvilke dagsordener du ønsker at følge. Du kan også abonnere på bloggere.
Har du ikke allerede en profil til mm.dk, kan du oprette den gratis.
Samtidig er det også eksempelvis i Tyskland meget stor skepsis over for den batteriskifte-teknologi, som Renault og deres partner Better Place satser så hårdt på. Eksempelvis sagde Martin Zeil, Bayerns delstatsminister for trafik, erhverv, teknologi og infrastruktur, i august, at han ikke tror på, at batteriskifteteknologien vil komme til at fungere i nogen forudseelig fremtid.
“Alene det faktum, at det vil kræve en minimumsstandardisering af alle elbiler, gør det klart, at teknologien vil løbe ind i massive forhindringer,” sagde Zeil.
Hos Renault-Nissan fortsætter man dog ufortrødent den aggressive satsning på elbilerne. I begyndelsen af september i år forærede Carlos Ghosn paven en elektrisk udgave af en Renault Kangoo. Ghosn har tidligere sagt, at Renault-Nissans plan er at blive for elbilerne, hvad Toyota er for hybridbilerne.
Kilder