Udenlandske virksomheder under pres i Kina

Kina udsætter store udenlandske virksomheder for hårde metoder, når de bliver undersøgt af det nationale antimonopolbureau. Det internationale erhvervsliv føler sig presset og mistænker den kinesiske regering for at ville skabe plads til kinesiske virksomheder. Det truer det gode forretningsklima i Kina.

Først forsvandt de udenlandske virksomheders mange privilegier på det kinesiske marked. Fair nok. Men nu ser det ud til, at antimonopollovgivning bruges til at presse dem yderligere for at skabe plads til kinesiske selskaber. Alt tyder dermed på, at de kinesiske myndigheder er villige til at spille hasard med det ellers gode forretningsklima.

Den kinesiske antimonopollov fra 2008 er der ikke noget i vejen med. Det er heller ikke undersøgelserne af udenlandske virksomheder, der som sådan er noget galt med. Der kunne jo sågar være noget om snakken. Det er derimod måden, undersøgelserne bliver udført på, der giver problemet.

[quote align="left" author=""]Er det monopolistisk adfærd, man vil til livs, eller er de udenlandske virksomheder simpelthen ikke velkomne mere?[/quote]

Store udenlandske virksomheder i Kina beretter om brug af forhørsagtige metoder, når Price Supervision and Anti-Monopoly Bureau under den magtfulde National Development and Reform Commission (NDRC) for alvor ruller sig ud.

Virksomhederne føler sig presset til at erklære sig skyldige – også uden at være præsenteret for egentlige beviser. Dertil kommer en kæmpe usikkerhed, der følger med uigennemsigtige procedurer.

Selvom det har været store og toneangivende udenlandske virksomheder, der har været viklet ind i disse undersøgelser, så udgør de fortsat en meget lille del af det samlede antal udenlandske virksomheder på det store kinesiske marked. Problemet er derimod, hvordan man skal tolke signalet.

Er det monopolistisk adfærd, man vil til livs, eller er de udenlandske virksomheder simpelthen ikke velkomne mere?

En forsker tilknyttet det kinesiske handelsministerium, der kom for skade at skrive et blogindlæg om emnet, kan måske løfte lidt af sløret. Han gik så langt som til at kaldte de igangværende undersøgelser af bilfabrikanter af luksusbiler for absurde og pegede i stedet på NDRC’s eget regelsæt for industrien som årsagen til, at priserne var for høje. Samtidig pegede han på de mange sektorer, der netop er præget af statslige monopoler, som et passende sted at starte, hvis det var for høje priser, der var det egentlige problem.

De kinesiske myndigheder har altså hidtil ikke været i stand til at overbevise skeptikerne – åbenbart heller ikke i egne rækker. Derfor er der lige pludseligt meget mere på spil end blot uenighed om prisniveauer og procedure. Så handler det om forretningsklimaet for udenlandske virksomheder i Kina. 

Læs flere af Nis Høyrups indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu