Ulighed – det nye sort for designere?

Mange samfund er prægede af stor ulighed, der svækker landets vækst, ødelægger sammenhængskraften i samfundet og forhindrer borgerne i at udnytte deres potentiale til at forbedre deres eget liv. Den ulighed i rigdom og livsmuligheder kan designere hjælpe med at rette op på.

Øget lighed, især i sundhed, uddannelse og købekraft, bliver forhåbentlig snart succesparametre for velfungerende samfund, hvor borgerne kan gøre sig håb om at forbedre deres sociale position. Forskere er enige om, at ulighed skader alle medlemmer af et samfund. Selv Den Internationale Valutafond, IMF, bakker op om de økonomer, der mener, at ulighed svækker den økonomiske vækst.

Blandt andre har økonom ved Columbia University Joseph Stiglitz, der i 2001 fik Nobelprisen for sin forskning i asymmetrisk information i et samfund, fortalt os, at ulighed er en forhindring for vækst. I samfund med stor ulighed får folk for lidt uddannelse og er for meget syge, så arbejdskraften er svækket. Tilmed er der for lidt købekraft i den fattige del af befolkningen. Det svækker væksten.

Og Richard Wilkinson, professor emeritus fra University of Nottingham, og andre forskere, blandt andre Dan Ariely, professor i psykologi og behavioral economics ved Duke University i USA, har skaffet os vished for, at ulighed er skadelig, ikke blot for mennesker nederst i det økonomiske hierarki, men for alle borgere i et samfund.

I bogen ”The Spirit Level” argumenterer Wilkinson overbevisende for, at sammenhængskraften i et land øges med mængden af lighed. I lande med stor ulighed er der generelt større risiko for, at børn vil dø tidligt, og at teenagere vil droppe ud af skolen med lave matematik- og læsefærdigheder. Der er flere borgere med mentale sygdomme, og der er langt større sociale problemer med vold og misbrug. Desuden er der langt flere i fængsel, og befolkningen dør tidligere fra et liv, hvor tillid til andre er begrænset.

Og netop den manglende tillid medfører endnu flere problemer med korruption, nepotisme og en elendigt fungerende offentlig sektor. Når borgerne i et land ikke stoler på hinanden, og når korruptionen er stor, fungerer alt samarbejde simpelthen langsomt og ineffektivt. Det gælder både i den offentlige og i den private sektor. Yderligere er det efterhånden kun i skandinaviske lande, at borgerne kan udleve den amerikanske drøm, for kun i de samfund er social mobilitet en reel mulighed for andre end de få.

Middel- og overklasse rammes også

Det ulige samfund er altså ikke kun til skade for de fattige. Middelklassen lider også hårdt under et dysfunktionelt samfund, hvor de ikke kan stole på det offentlige, hvor de lever i frygt for kriminalitet, og hvor den offentlige service er mangelfuld og utilregnelig. Så også middelklassens muligheder for at forbedre tilværelsen svækkes i et ulige samfund.

Heller ikke den rige del af borgerne synes, at det er fordelagtigt at leve i frygt, at det offentlige kun er til besvær, at arbejdskraften til deres virksomheder svækkes, og at modsætningsforholdene i samfundet er højspændte. I rigtig mange lande lever den rigeste del indespærret i ghettoer med hegn og vagter omkring. En isolation og ufrihed, som ikke øger livskvaliteten. Så ulighed resulterer i forringede liv og livsmuligheder og i en generel følelse af usikkerhed hos alle, høj som lav.

Ulighed resulterer i massivt spild af penge og ressourcer i samfundet. Men desværre har mange af verdens politikere ikke forstået budskabet endnu. Uligheden stiger i øjeblikket kraftigt verden over.

Det er paradoksalt. For netop i denne tid fejrer vi, at FN’s 2015-mål om at halvere den absolutte fattigdom er lykkedes til fulde. Der er verden over klart færre absolut fattige, der lever for under 1,25 dollar om dagen. I lande som Kina og Vietnam lever flere hundrede millioner mennesker ikke længere i fattigdom, og i Afrika er antallet af fattige faldet med 38 procent fra 1990 til 2011. Alligevel stiger uligheden. Rapporter fra IMF og OECD fortæller det. Og at klodens 80 rigeste mennesker nu ejer lige så meget som verdens 3,5 milliarder fattigste mennesker, eksemplificerer det.

Fra Afrika især stiger antallet af migranter, som ikke kan få deres ønsker til livet opfyldt i hjemlandet, selv om den absolutte fattigdom i deres hjemland er faldet kraftigt. De flygter ikke fra sult, men fra et samfund, hvor deres håb om livsudfoldelse og velstand er endt i håbløshed og udsigt til at forblive nederst på den sociale rangstige. Så selv om deres afrikanske hjemland måske nok er blevet rigere, betyder uligheden, at livsmulighederne er så begrænsede, at borgerne ikke ser andre muligheder end at flytte sig. Det er et problem for den enkelte; det er et problem for de enkelte lande og det afrikanske kontinent; og det er et problem for det Europa, de flygter til.

Danmark er duks

Danmark er ifølge OECD’s seneste opgørelse verdens ligheds-duks. Og det er karakteristisk, at selv om uligheden herhjemme er steget i de senere år, så er Danmark alligevel strøget forbi Island, Norge og Slovenien og op på en førsteplads. Uligheden er altså steget mere i de andre lande. Tag bare et land som Sverige, som for 15 år siden lå i top på lighedsbarometret.  Nu har Sverige lige så mange fattige som Storbritannien og markant flere fattige end Danmark, Frankrig og Tyskland. Andelen af mennesker, der er defineret som fattige, er steget fra 3,7 procent til 9,1 på 15 år – altså er næsten hver tiende svensker fattig. Ulighed er altså ved at blive et skandinavisk issue også, selv om det stadig er ligheden i det velfungerende Skandinavien, som en stor del af verden ser op til.    

Mere lighed er dog en ondskabsfuld udfordring. I de fleste lande vil en systemisk nytænkning i stor skala af skattesystemet, uddannelsessystemet, minimumslønninger, støtteordninger til uddannelse, sundhedsordninger, organisering af arbejdsmarkedet og markedsreguleringsmekanismer være nødvendig. Da disse systemer er reguleret af tunge politiske systemer, venter lighed i et globalt perspektiv altså ikke lige om hjørnet.

Så kan designere gøre noget for en mere lige distribution af rigdom og livsmuligheder? Ja, det kan de faktisk.

Jeg ser mindst fire udfordringer, hvor designere kan være en del af løsningen.

  1. Visualiser fakta om ulighed
    Benævnte Dan Ariely har dokumenteret, at der er enorm forskel på den faktiske ulighed, den ulighed, vi forestiller os, og den ulighed, vi ønsker. Dette vidensgab må lukkes for at skabe et solidt grundlag for løsninger. Sagen er, at oplysningerne er derude, men de er svært tilgængelige. Designere kan visualisere data på en let forståelig måde og sørge for distributionen. De kan eksempelvis skabe hjemmesider eller kampagner med let tilgængelige modeller og eksempler, hvor uligheden og konsekvenserne af politiske initiativer fremstår i al sin gru og når ud til mange flere.
  2. Design kan nedbryde sociale barrierer
    Professor på Harvard Michael Norton mener, at en af grundene til fortsat ulighed er, at vi ikke forstår, hvor store forskellene mellem rig og fattig i virkeligheden er. De fleste af os lever blandt mennesker fra samme indkomstgruppe, og vi forstår ikke udfordringerne hos mennesker fra andre indkomstgrupper. Design kan udvikle systemer og servicer, så mennesker mødes og lærer at forstå hinanden på tværs af økonomiske ressourcer og sociale klasser. Vi ser allerede den form for tilgang i det nu velkendte ’Velkommen Flygtninge’-netværk herhjemme.
  3. Design en ny tilgang til folkeskolen
    Ifølge FN er uddannelse den største faktor for social mobilitet, så spørgsmålet er, hvordan designere kan være med til at sikre mere og bedre uddannelse til børn over hele verden. Måske kan vi inspireres fra et helt andet område – det sociale boligbyggeri. I 2013 designede arkitekt Alejandro Aravena i Chile sociale boliger, som var en investering i stedet for en omkostning. Modsat traditionen for socialt boligbyggeri i lavindkomstområder investerede Aravena 80 pct. af budgettet i velbeliggende grunde. Det efterlod kun 20 pct. til at bygge boligen. Derfor byggede Aravena kun et halvt hus, og indbyggerne kunne, når deres økonomi ændrede sig, bygge resten selv og dermed forøge boligværdien. Kunne designere være med til at se på skolesystemer i udsatte områder og ændre disse radikalt, som Aravena gjorde det med boligbyggeri?
  4. Design for integration og imod diskrimination
    OECD har i en rapport skrevet, at ”integration af indvandrere og kamp imod alle former for diskrimination reducerer uligheden”. Det betyder, at designere, som udvikler systemer, der forbedrer integrationen eller skaber servicer, kampagner og processer, som reducerer alle former for diskrimination, vil deltage i at reducere uligheden.

Dette er blot eksempler. Der er masser at designe i det globale forsøg på at nedbringe uligheden. Udfordringen er enorm, måske endda skræmmende – men fordelene er af samme størrelsesorden. Så lad os komme i gang.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu