En ambitiøs grøn klima- og jobpolitik bliver et centralt punkt på dagsordenen for den demokratiske kandidat, der til næste år skal forsøge at sende Donald Trump på pension ved det amerikanske præsidentvalg.

Og det er givet, at 29-årige Alexandria Ocasio-Cortez, nyvalgt medlem af Kongressen fra New York, med sin ungdom, sin latinobaggrund og sit stærke, grønne engagement bliver en væsentlig spiller i Demokraternes mobilisering frem mod det valg, der får afgørende betydning for USA, for Europa og for resten af verden.

Samtidig er det lige så sikkert, at ’AOC’, som den nye mediekomet i Washington kaldes, bliver en udfordring for de centrale midtsøgende kræfter i Det Demokratiske Parti. Her ved man godt, at man ikke vinder et præsidentvalg ved at præsentere radikal venstrefløjspolitik, der skræmmer brede vælgergrupper i det amerikanske samfund.

Det var netop, hvad Ocasio-Cortez gjorde, da hun 7. februar fremlagde et beslutningsforslag om, at USA skal gennemføre en Green New Deal. Forslaget er udarbejdet i samarbejde med den 73-årige senator Ed Markey. Han er en af de mest rutinerede grønne politikere i Det Demokratiske Parti og burde vel som sådan være en garant for, at forslaget indeholdt lige dele af ungdommens mod og erfaringens visdom. Det har han ikke haft held til.

Altomfattende vision for hele samfundet

Ifølge forslaget skal USA i løbet af 10 år satse massivt på vedvarende energi, energieffektivisering og offentlige investeringer i infrastruktur, der gavner den grønne omstilling. Men ikke nok med det. Ifølge The Green New Deal skal regeringen også gennemføre massive reformer af det amerikanske arbejdsmarked, offentlig sygesikring og beskyttelse af udsatte befolkningsgrupper fra hjemløse til oprindelige befolkninger.

Forslaget er som sådan snarere en altomfattende rød-grøn samfundsvision, end det er en realistisk køreplan for en grøn omstilling af den hidtidige ’American Way of Life’. Således fremgår det af planen, at USA inden 2030 skal have hele sit energiforbrug dækket af rene energikilder. Det kan dårligt opfattes anderledes, end at forslagsstillerne vil af med hele den olie- og gasindustri, der er vokset op i løbet af den såkaldte skifergas-revolution, der i 2018 fejrede 10-årsjubilæum.

Skifergas-revolutionen, der fandt sted under Barack Obama, har skabt ny vækst og millioner af job ude i de amerikanske delstater, og den har gjort USA til verdens største olie- og gasproducent. Dermed er USA ikke længere afhængig af importeret olie. Hvis man som Washington-politiker stiller forslag, der med et pennestrøg afvikler denne meget konkrete virkelighed, sådan som The Green New Deal gør, bliver man et let offer for kritik.

Hån og forsigtig imødekommenhed

Ikke overraskende har hele Det Republikanske Parti med Donald Trump i spidsen været hårde ved The Green New Deal. Trump skrev ironisk på Twitter, at Demokraterne endelig skal presse på med deres Green New Deal. ”Det vil være godt for klimaaftrykket, hvis vi permanent eliminerer alle fly, biler, køer, olie, gas og militæret – selv hvis intet andet land i verden gør det samme. Brillant.”

På den demokratiske side i amerikansk politik har reaktionerne været anderledes. Unge græsrødder jubler over den radikale plan, der lover guld og grønne skove til de fattigste amerikanere. Demokratiske politikere, der håber på at vinde posten som modkandidat til Trump ved primærvalgene, der begynder om mindre end et år, har været forsigtigt positive og lagt op til at gøre deres programmer grønnere.

Ikke alle grønne er røde

Men inde i kernen af det grønne USA, hvor virkelighedens amerikanske klimapolitik har udviklet sig over de seneste 20 år, er skepsissen udbredt. Det gælder både i de brede folkelige naturbevarelsesorganisationer og blandt demokratiske nøglepolitikere som USA’s svar på Svend Auken, tidligere vicepræsident Al Gore.

Her bryder man sig ikke om den nærmest marxistiske økonomiske filosofi og de yderligtgående holdninger til teknologi og erhvervsliv, som AOC’s Green New Deal er præget af. Og Ocasio-Cortez går ikke af vejen for at flage i intra-demokratiske debatter om klimapolitikken.

AOC og hendes tilhængere mener således ikke, at Nancy Pelosi, Demokraternes leder af Repræsentanternes Hus, er ambitiøs nok i klimapolitikken. Pelosi var en solid støtte for de positive tiltag, som USA’s forrige præsident Barack Obama trods alt fik gennemført 2008-2016. AOC’s Green New Deal er, som en i øvrigt venligtsindet kommentator skriver, ved at antænde en intern fløjkrig om klimapolitikken.

Det venstreorienterede medie The New Republic beretter, at nogle af USA’s største og mest respekterede grønne organisationer ikke har villet tilslutte sig The Green New Deal, hvilket til gengæld over 700 andre organisationer har gjort. Blandt dem, der ikke vil skrive under, er Sierra Club med over 3,5 millioner medlemmer og the Natural Resources Defense Council med over 2,5 millioner medlemmer. Heller ikke organisationen Climate Reality Project, der er grundlagt og ledet af tidligere vicepræsident Al Gore, vil støtte The Green New Deal med en underskrift, skriver The New Republic.

Disse organisationer ønsker ikke at tilslutte sig den offentlige udgave af Green New Deal, hvor der eksempelvis står, at man på det kraftigste vil modsætte sig markedsbaserede ordninger og teknologiske løsninger som blandt andet CO₂-kvoter, CO₂-lagring, atomkraft og biomasseenergi. Det forstår man godt, eftersom det er netop den slags politikker, klimapolitik i virkelighedens verden består af.

De store organisationer flager ikke med, at de ikke vil sætte deres navn på AOC’s udgave af en New Green Deal. Tværtimod hilser de det velkomment, at Alexandria Ocasio-Cortez med sit udspil bidrager til ”et spændende momentum med mobilisering af nye græsrødder”, som Jake Thompson fra the Natural Resources Defense Council formulerer det over for The New Republik.

Bliver det så til noget?

Det store spørgsmål er, hvordan AOC’s udspil i løbet af det kommende år bliver blødt op og bygget ind i konkret demokratisk politikudvikling, der kan sætte ekstra skub i de mange elementer af den grønne omstilling, som amerikansk erhvervsliv allerede er i gang med. Udbygningen af havvindmølleparker ved USA’s nordøstkyst er i fuld sving med danske Ørsted og diverse vindmølleproducenter som centrale spillere. Oliestaten Texas er i dag dybt engageret i vind- og solenergi, og amerikanske storbyer og delstater har for længst gjort det klart, at de agter at sigte efter målsætningerne i FN’s klimaftale fra Paris i 2015, uagtet at Donald Trump har trukket USA ud af aftalen.

USA’s grønne omstilling går ganske rigtigt langsommere, end både klodens klima og den amerikanske økonomi har godt af. Risikoen ved Green New Deal er, at den i sine målsætninger og de anbefalede politikker er så yderligtgående, at det – fordi ingen samtidig tør lægge sig ud med mediedarlingen Alexandria Ocasio-Cortez – ender med, at den kommende demokratiske præsidentkandidat står på en radikalt grøn platform, der i realiteten øger Donald Trumps muligheder for genvalg. Og genvalgt bliver han, hvis den gennemsnitlige amerikanske vælger får en opfattelse af, at politikerne i Washington er ude efter hendes privatbil og hendes T-bone steak.