Vækstrådet: Mangel på arbejdskraft er den største væksthæmmer

Den lave ledighed vækker bekymring i Danmarks Vækstråd. Her frygter formand Lars Nørby Johansen at det vil gå udover virksomhedernes muligheder for at tiltrække arbejdskraft.
Bjarke Wiegand

”Mangel på kvalificeret arbejdskraft kan blive Danmarks væksthæmmer nummer ét.”

Det siger formanden for Danmarks Vækstråd, Lars Nørby Johansen, der er stærkt bekymret for de dalende ledighedstal. Derfor har han sat en større analyse i gang, som vil munde ud i en række anbefalinger til fremtidens arbejdsmarkedspolitik, som Danmarks Vækstråd vil overlevere regeringen til september.

Når Danmarks Statistik i morgen klokken 9 offentliggør de seneste ledighedstal, vil de derfor blive studeret ekstra nøje af vækstrådsformanden. Ultimo april, da Danmarks Statistik offentliggjorde sin månedlige arbejdsløshedsstatistik, lå bruttoledigheden nemlig på blot 4,2 pct., hvilket er det laveste niveau siden marts 2009. Og kommer ledigheden meget længere ned, frygter Lars Nørby Johansen, at det vil kunne bremse det begyndende opsving som følge af en stigende mangel på kvalificeret arbejdskraft.

”Arbejdskraftmangel er en alvorlig vækstbarriere. Det hindrer vækst, innovation og udvikling i virksomhederne, og samfundsmæssigt er det et ekstra stort problem. For en af de måder, virksomhederne forsøger at imødegå det her på, er ved at outsource arbejdspladser til udlandet. Så det vil potentielt også føre til tab af arbejdspladser i Danmark,” siger han.

Betragteligt væksttab

Lars Nørby Johansen påpeger, at Reg Labs analyse slår fast, at Danmark har et meget markant problem med mangel på arbejdskraft, og han vurderer samtidig, at ”væksttabet er betragteligt”. Men præcis hvor alvorlig situationen er, og hvor meget, der er på spil, har han endnu ikke noget bud på.

Det har han dog tænkt sig at få over de næste par måneder, hvor bl.a. Reg Labs analyse vil danne udgangspunkt for et større udredningsarbejde i Danmarks Vækstråd, som skal munde ud i en række anbefalinger til regeringen til efteråret.

”Vi vil forsøge at kvantificere det væksttab, der følger af mangel på kvalificeret arbejdskraft. Altså sætte kroner og øre på,” siger Lars Nørby Johansen.

Konkret er det, der i første omgang er på spil, at Danmark går glip af et gryende opsving. En ny prognose fra erhvervsorganisationen DI forudser en fordobling af BNP-væksten til næste år – fra 0,9 pct. i år til 1,8 pct. i 2017. Men det er under forbehold for, at produktiviteten stiger.

”Hvis det ikke sker, er der alvorlig fare for, at det potentielle økonomiske opsving bremses af, at virksomhederne ikke kan få de medarbejdere, de efterspørger,” vurderer DI i prognosen.

Giftig, ond cirkel

Faren er ifølge Lars Nørby Johansen reel, for Danmark er inde i en ond cirkel med lav produktivitet, lav vækst og lav ledighed.

”Det nye i det er, at hvor man tidligere har talt om jobløs vækst, er vi i dag ved at komme ind i en ny periode, hvor vi har fuld beskæftigelse, men ingen vækst. Og det er endnu giftigere,” vurderer Lars Nørby Johansen, der mener, at det er lidt som med Peter og ulven: Mange havde forudset situationen, men ingen har reageret.

”Man har diskuteret arbejdskraftmangel i årevis. Nu er den her, og den er meget akut. Det kalder på både akutte og mere langsigtede løsninger.”

Danmarks Vækstråd kommer med et konkret bud på løsningerne til september, når de har sat kroner og øre på væksttabet.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu