”Vi har aftalt, at vi skal stræbe efter et bredt samarbejde i Folketinget for at håndtere de store udfordringer, vi står over for. Det vil både De Konservative og De Radikale bestræbe sig på, men vi har ikke ændret politik. Vi fører politik sammen med Venstre i regeringen.”

Sådan faldt ordene, da justitsminister Lars Barfoed forleden – i DR1-programmet ”Mød partierne” – skulle forklare, hvad det egentlig er, den såkaldte alliance mellem De Konservative og De Radikale går ud på. De to partiers ”forlovelse” har uden tvivl været den største nyhed i den første halvdel af valgkampen. Alliancen markerer afslutningen på den blokpolitiske æra efter ti år med VKO og genrejser den politiske midte som magtens centrum i dansk politik. Eller hvad?

Det kan ikke afvises, at Barfoeds og Vestagers faste håndtryk vil få betydning efter valget. Og man kan ikke fortænke Berlingske i at rydde forsiden til formålet på valgkampens dag 2. Men her, hvor valgkampen har passeret midtermærket, fremstår alliancen så politisk indholdstom, at man må undre sig over, at der stadig er nogen, der tager den alvorligt. En nærliggende forklaring på historiens sejlivethed er, at den mætter to behov hos de evigt nyhedssultne medier. Dels rummer den det element af ”historiens vingesus”, der får den til at rage op over den daglige dækning af marginale forskydninger i meningsmålingerne og repetition af partiernes velkendte holdninger. Dels rummer den det altid kærkomne konflikt­element, der giver anledning til at grave i de interne uenigheder i rød og – især – blå blok. Dertil kommer naturligvis, at begge parter i alliancen har haft en indlysende parti-egoistisk interesse i at bevare opmærksomheden ved at holde spillet gående.

Allerede dagen efter var der grund til at ane uråd. Stærkt presset af en rasende Pia Kjærsgaard havde Barfoed i TV 2’s partilederrunde ganske svært ved at svare på, hvad de to alliancepartnere skulle arbejde sammen om i udlændingepolitikken. ”Tågesnak,” lød DF-formandens vurdering af hans svar.

Helt åbenbart blev dette problem, da De Radikale en uge senere lancerede et syv-punkts-udlændingeudspil. Lars Barfoed kommenterede det ikke, men lod partiets politiske ordfører, Carina Christensen, undsige De Radikale ønsker om ophævelsen af den såkaldte 24-års-regel, tilknytningskravet etc. Når det ikke gav anledning til større overskrifter, er forklaringen formentlig, at medierne – efter en uges fokus på skænderier i blå blok – nu valgte at koncentrere sig om stridighederne i rød.

Sådan har det været siden. Det eneste konkrete samarbejdsområde, som Barfoed kunne komme i tanke om i ovennævnte DR1-program, var enigheden om at nedlægge regionerne. Og det har De Radikale for længst meddelt, at de ikke medvirker til.

Efter en halv valgkamp skal man således lede med lup efter den mindste antydning af, hvad de to partier kan arbejde sammen om. Det nærmeste, man hidtil er kommet, er et konservativt tilsagn om at se positivt på en forhøjelse af ulandsbistanden efter 2013 og et konservativt forslag om at ændre et cirkulære om dansk statsborgerskab, så det ikke udtrykkeligt udelukker den psykiske lidelse posttraumatisk stress (PTSD) som dispensationsgrund for folk, der ønsker at blive danske statsborgere.