Skulle man være det mindste i tvivl om, hvilken central rolle digitaliseringen og brugen af ny velfærdsteknologi skal spille for Danmarks fremtid, skal man blot slå op i regeringsgrundlaget. Hele ni gange optræder begrebet.

Regeringens vision er, at nye digitale velfærdsteknologier skal medvirke til at effektivisere den offentlige sektor og – nok så vigtigt – skabe grundlaget for en erhvervssucces, hvor en helt ny underskov af virksomheder tager de nyudviklede og innovative teknologier ud på eksportmarkederne og skaber nye danske job.

Denne artikel udgør Intelligence sektionen til Mandag Morgen Navigation 7. Du kan også downloade hele sektionen som en samlet pdf her

Og drømmen er ikke bygget på luftkasteller. Danmark har i mange år været frontløber på nye, innovative velfærdsløsninger. Forklaringen har været kombinationen af et af verdens mest udbyggede velfærdssamfund og en stærk offentlig sektor, som har været en innovativ sparringspartner for virksomheder og forskere. Virksomheder som Oticon, Coloplast og Novo Nordisk er alle skabt på fundamentet af Velfærdsdanmark. Sektoren beskæftiger allerede knap 38.000 medarbejdere og omsætter for 33 milliarder kr. Se boks.

Ifølge partner Søren Brøndum fra konsulentfirmaet Brøndum & Fliess er Danmarks særlige styrke netop en stærk offentlig indkøbsmuskel, der gør, at Danmark i modsætning til andre lande kan koble ønsket om at spare på de offentlige finanser med udvikling og indførelse af nye teknologier.

“Vi har i modsætning til andre lande en institutionaliseret tilgang til indkøb af velfærdsteknologier. Og med den økonomiske dagsorden med fokus på besparelser, som vi har lige nu, så kan den offentlige sektor blive en meget stærk indkøber,” siger han.

Problemet er bare, at denne mekanisme i øjeblikket slet ikke fungerer på det kommunale område. Og det truer både udsigten til besparelser på de ømme kommunale budgetter og drømmen om at forvandle kommunale investeringer til et eksporteventyr. En stor del af de velfærdsteknologiske virksomheder er unge på markedet – hver tredje er kommet til siden 2006, og halvdelen siden 2000 – og de har stærkt brug for solide kommunale kundereferencer for at kunne begå sig på det globale marked.

Klondike i kommunerne

Ingen har tilsyneladende overblik over de velfærdsteknologiske landvindinger, der sker i landets kommuner. Men på det eksperimentelle niveau er aktiviteten ganske stor. Hjemmeplejen udskifter nøglerne til ældreboliger med elektroniske låse, der kan betjenes med en mobiltelefon. Og skoleelever har smidt slidte bøger på forbrændingen og er blevet udstyret med en iPad.

Der tegner sig et billede af innovation, handlekraft og nytænkning, og vi ser de teknologiparate ildsjæle, der begejstrede bærer udviklingen frem. Det store aber dabei er imidlertid, at projekterne sjældent kommer videre end projektfasen, og at erfaringerne hverken dokumenteres, samles eller udveksles. Lige nu ligner Danmark på det kommunale område mere et velfærdsteknologisk klondike end et nationalt kompetencecenter.

Direktør i Digitaliseringsstyrelsen Lars Frelle-Petersen ser på situationen med alvor:

“Der er masser af ildsjæle og enkeltinitiativer, men det forplanter sig ikke,” lyder hans diagnose.

En ny digitaliseringsreform af velfærdsområderne skal råde bod på problemerne og styrke koordineringen.

Reformen, der ventes færdig til sommer, skal simpelthen forhindre det skrækscenarie, at hver enkelt kommune bruger tid og kræfter på at opfinde den dybe tallerken i stedet for at trække på hinandens erfaringer. Det store skræmmeeksempel er skandalen om de elektroniske patientjournaler (EPJ), som var resultatet af, at de daværende amter kørte solo, og hver især udviklede systemer, der end ikke kunne kommunikere med hinanden.

Udenlandsk konkurrence til ung sektor

Rigtig meget er på spil, hvis det ikke lykkes at vikle de kommunale velfærdsteknologier ud af klondike-tilstanden.

Den danske industri har nemlig et solidt udgangspunkt, lyder vurderingen fra flere kanter, men udenlandske virksomheder har også kig på det danske marked. Henrik Kagenow, direktør for Welfare Tech, der er en klynge af velfærdsteknologiske virksomheder og forskere med base i Odense, vurderer situationen således:

“Danmark er ikke førende på udviklingen af de grundlæggende teknologier som robotter eller nanoteknologi, men i anvendelsen bliver vi anset som værende langt fremme,” siger han.

Welfare Tech oplever derfor, at Danmark er interessant for de store robotudviklere fra Japan og Sydkorea.

“Mange virksomheder kommer hertil. I vores center har vi den glæde, at der kommer store multinationale selskaber og etablerer testfaciliteter. Men danske virksomheder er ikke uden for konkurrence. Mange vil gerne gøre det til et stærkt erhvervsområde,” lyder hans karakteristik af erhvervsbilledet.

At Danmark stadig kan noget særligt, vidner erfaringerne fra sundhedsområdet om. Her har en innovativ virksomhed som Medical Insight, der udvikler billeddistributionssystemer til sundhedssektoren, fået fodfæste.

Virksomheden eksporterer allerede i dag til USA, Norden og England. Et andet eksempel fra sundhedsområdet er Medisat, som er en lille virksomhed med otte medarbejdere. Medisat har bl.a. udviklet produktet Patientkufferten i samarbejde med Svendborg Sygehus. Patientkufferten gør det muligt at udskrive patienter med f.eks. KOL (rygerlunger) tidligere og flytte en del af behandlingen med dem hjem.  De to virksomheder tilhører den underskov af virksomheder, som det offentlige har været med til at drive frem med innovative investeringer på sundhedsområdet.

Kommuner vælger konservativ teknologi

Til gengæld kniber det med at få liv i de innovative investeringer på det kommunale område, og tilsyneladende er det ikke, fordi kommunerne er uvillige til at bruge velfærdsteknologier – de vælger bare primært gennemprøvede teknologier, som ikke bidrager stort til udviklingen i en innovativ branche.

En ny undersøgelse fra KL viser, at kommunerne investerer kraftigt. Eksempelvis har 66 pct. af dem indført robotstøvsugere, 55 pct. har GPS til de demente, 53 pct. har indført løfteteknologi, og 47 pct. har toiletter med skylle-, spule- og tørrefunktion. Men der er tale om gennemprøvede teknologier, og ikke teknologier med innovativt skær.

Der findes intet totalbillede af, hvor meget kommunerne poster i området for nye velfærdsteknologier. Det eneste, man med sikkerhed ved, er, at kommunerne har planer om at øge investeringerne.

Netop derfor mener eksperter, at der er brug for at prioritere pengene bedre. Senior principal Per Schultz Eeg fra Devoteam, der arbejder med strategisk rådgivning om velfærdsteknologi, vurderer, at kommunerne mangler viden, der gør dem i stand til at prioritere effektivt. Uden denne viden kan man let blive i tvivl om, hvorvidt pengene bliver prioriteret med størst mulig effekt.

“Er det fornuftigt at købe iPads til alle skoleelever? Eller ville det være bedre med en virtuel vikarløsning i klasseværelserne, hvis en lærer bliver syg?” spørger Per Schultz Eeg retorisk.

I relation til viden som på en række andre områder er kommunernes tilgang til den innovative velfærdsteknologi umoden vurderer de eksperter, Mandag Morgen har talt med. Spørgsmålet er, hvad der skal til for, at kommunerne rykker opad på modenhedsstigen og visionen om et velfærdsteknologisk eksporteventyr for dansk industri rykker nærmere.

Mandag Morgen har analyseret den eksisterende viden om best practice i kommunerne og interviewet en række eksperter og praktikere på området, og det tegner fire forudsætninger, som er afgørende for at sikre kommunerne den ønskede velfærdsteknologiske effektiviseringsgevinst og samtidig løfte Danmarks eksport af velfærdsteknologiske løsninger:

1. Få en sikker hånd på rattet

En af de vigtigste forudsætninger for at sikre udbredelsen af innovative velfærdsteknologier er en bedre intern organisering og styring i kommunerne. Filosofien inden for arbejdet med velfærdsteknologi har længe været at lade tusinde blomster blomstre og håbe på, at en rose med en særlig skøn farve og duft skulle vise sig i mylderet. Det gør den formentlig, men evnen til derefter at fremavle flere af samme slags har manglet.

Allerede i dag er der et væld af erfaringer på det velfærdsteknologiske område. Fonden for Velfærdsteknologi – den tidligere ABT-fonden – har i årenes løb været fødselshjælper for et hav af projekter. Projekterne lyder spektakulære, opfindsomme og innovative. På listen er alt lige fra robotteknologier over teknologier med sensorer til videokommunikation.

Men bevæger man sig ind på kommunerne fra en anden kant og ser på deres styringsværktøjer, begynder advarselssignalerne at blinke. Formelle styringsredskaber, en klar beslutningsstruktur og klare mål og strategier er en sjældenhed i kommunernes teknologiarbejde.

Ifølge seneste udgave af publikationen ”IT i praksis”, hvori Rambøll Management årligt tager temperaturen på it-Danmark, er det under halvdelen af kommunerne, der i høj eller nogen grad har effektiviseringsmål for investeringer i velfærdsteknologi. Endnu færre har en egentlig strategi for implementeringen. Se figur 1.

Ifølge Rambøll Management kan den manglende centrale forankring få fatale konsekvenser, når teknologierne bredes ud. Direktør Ejvind Jørgensen fra Rambøll Management forklarer dilemmaet:

“Problemet er, at man i folks hjem får installeret enkeltpunktsteknologier, der ikke kan tale sammen. Men det varer ikke længe, før det system, der for eksempel holder øje med borgerens pilleindtagelse, kan få ny nytteværdi, hvis kommunen opsamler dets data i et Business Intelligence-system,” siger han. Hvis teknologien indføres, uden at helheden er tænkt godt igennem, vil kommunen ikke få det fulde udbytte af sin investering.

Problemet med netop den manglende kobling mellem velfærdsteknologierne og de traditionelle it-systemer er ikke ny og indikerer, at det kun rykker meget lidt i den rigtige retning. Allerede i 2010 gjorde Rambøll Management opmærksom på, at det er helt afgørende, at it-afdelingen er med inde over projekterne, hvis de positive effekter skal opnås. Her to år senere er det stadig en udfordring.

2. Bedre inddragelse af brugerne

Nogle af danmarkshistoriens største it-skandaler – Amanda, Polsag og forsvarssystemet Daccis – har alle haft et afgørende fællestræk: De fejlede, fordi udviklerne glemte at tænke på brugerne, da man udviklede it-systemerne. Resultatet har været komplekse systemer med lange svartider, en bureaukratisk masse klikken rundt i felter og formularer og arbejdsgange, der var helt hen i vejret.

På samme måde er forståelsen for brugernes behov helt afgørende for udrulningen af de nye velfærdsteknologier.

Men den forståelse er ofte en mangelvare i kommunerne.

Ifølge ”IT i praksis” svarer kun tre ud af ti kommuner, at de i høj eller i nogen grad har opstillet velfærdsmål for borgerne i forbindelse med investeringer i velfærdsteknologi.  Kommunerne tænker altså mere på økonomien end på at løfte opgaver for og sammen med borgerne. Det er problematisk, fordi al erfaring viser, at den bedste effekt af de nye teknologier opnås ved at tage udgangspunkt i “kundens” behov, mener Ejvind Jørgensen.

“Vi kommer aldrig til at ramme skiven, hvis vi ikke tager udgangspunkt i kunden. Du er nødt til at tænke det mere holistisk. Hvis du kun vil spare penge, så kommer du ikke så langt,” siger direktøren i Rambøll Management.

Selv om et fåtal af kommuner har deciderede velfærdsmål for borgerne, er de kommunale ledere tilsyneladende klar over udfordringen ved at få brugerne med. En ny undersøgelse, som konsulentfirmaet Brøndum & Fliess har foretaget for Økonomi- og Indenrigsministeriet, viser således, at kommunaldirektørerne selv peger på brugerne som helt centrale i udrulningen af velfærdsteknologier. Se figur 3.

Brugerne må heller ikke glemmes af en helt anden grund. Al erfaring viser, at brugerinddragelse også nedbryder brugernes fordomme mod teknologien, og lige nu er der en voksende udfordring med netop dette. Ifølge Rambøll Management er borgernes skepsis over for nye teknologier til pleje og omsorg vokset fra 2011 til 2012. Se figur 5 nedenfor.

3. Beslutningstagere skal tale med ildsjæle

Indførelsen af velfærdsteknologier har de seneste år været drevet af ildsjæle. Det kan være en plejehjemsleder, der har haft lyst til at eksperimentere med automatiske låse. Eller en skoleleder, der prøver kræfter med nye digitale læringsmidler.

Problemet har imidlertid været, at ildsjælene sjældent har haft adgang til den beslutningsdygtige top i kommunerne, hvilket har forhindret, at projekterne løftes til stor skala.

Problemet ses også med modsat fortegn. Alt for ofte dikterer den kommunale top anvendelsen af ny teknologi uden at sætte sig ind i de organisatoriske konsekvenser først. Hvis ældreforvaltningen eksempelvis leverer et forslag om indkøb af robotstøvsugere og samtidig vedlægger en business case, der viser, hvor mange varme hænder robotstøvsugerne kan frigøre, kan manglende medinddragelse af medarbejderne få store konsekvenser, fordi man måske ikke tager højde for, at de ældre ikke selv kan tømme støvsugerne.
Det er lektor med speciale i robotteknologier ved Syddansk Universitet, Anders Stengaard Sørensen, der bruger robotstøvsugerne som eksempel.“

En robotstøvsuger er umiddelbart rentabel, men kigger du på kvaliteten, så begynder der at komme spørgsmål. Den skal vedligeholdes, nogle skal trække nullermænd ud af børsten, og spørgsmålet er, om den overhovedet leverer kvalitet? Det lyder som en god idé, men er det overhovedet en hjælp?” spørger han.
Den samme melding lyder fra lektor Birthe Dinesen fra Aalborg Universitet. Hun taler dog om de mere avancerede teknologier.

“Man skal huske, at det tager tid at få ny teknologi, når der skal ændres arbejdsgange. Kan alle bruge teknologien? Mange medarbejdere er ordblinde – hvad med dem? Det tager tid,” siger hun om implementering af nye teknologier med hovedløs top-down-ledelse.

4. Lær systematisk af hinandens erfaringer

I dag findes der ikke noget komplet overblik over de velfærdsteknologiske eksperimenter i kommunerne. Kun sporadisk sker der en mangelfuld vidensopsamling, og mange kommuner eksperimenterer med præcis de samme teknologier frem for at lære af hinanden.

Et af de helt store problemer er ifølge Per Schultz Eeg fra Devoteam, at der ikke sker nogen central vurdering af, hvilke projekter der giver mest værdi for pengene.

“Mange projekter er hver for sig gode nok. Men vi kan bare ikke være sikre på, at vi vælger de rigtige,” siger han.

Kommunaldirektørerne peger selv på, at der med fordel kunne etableres en national enhed, der både certificerer og demonstrerer effekterne. På den måde ville man undgå dobbeltarbejde og for eksempel ikke teste elektroniske låse både i Herning og Frederikshavn Kommuner.

En større grad af koordinering ville også sikre, at de digitale fagsystemer til eksempelvis en bedre social indsats kan tale sammen hen over kommunegrænserne. I øjeblikket er mange kommuner på vej i udbud med en række forskellige systemer som DUBU, der skal håndtere udsatte børn og unge, og DHUV, der skal digitalisere sagsbehandlingen på området for handicappede og udsatte voksne. Men de enkelte kommuner går solo i udbud af systemerne, og det sikrer ganske vist konkurrencen, men kan senere blive et problem i den fælles håndtering af socialt udsatte nomadefamilier, hvis det viser sig, at systemerne ikke taler sammen på tværs af kommunegrænserne. Kommunerne opfinder populært sagt hver især dybe tallerkener, der ikke passer sammen med resten af stellet.

At få en større grad af koordinering er imidlertid en kilden sag, fordi det handler om kommunernes frihed. Ikke desto mindre er det den vej, man har valgt at gå på det sundhedsfaglige område. Her aner man stadig de mørke skyer fra dengang, de enkelte amter hver især brugte kræfter på at udvikle forskellige it-løsninger, der end ikke kunne kommunikere med hinanden. Derfor er det i dag det National Sundheds-it (NSI) – forankret på Statens Seruminstitut – der har ansvaret for at sikre en sammenhængende it-arkitektur.

Med andre ord betyder kommunernes kuldsejlede velfærdsteknologiske eksperimenter, at virksomhederne ikke formår at komme ud på det globale marked. Her må de i stedet se sig overhalet af konkurrenterne.

Leder af innovationsnetværket RoboCluster Bjarke Falk Nielsen vurderer dog, at snarrådig handling på det velfærdsteknologiske område kan bibeholde Danmarks position.

“De er ikke så meget længere fremme endnu, men de er på samme stadie,” lyder hans vurdering af de internationale konkurrenter.
“De har den fordel, at de har nogle store og rige virksomheder, der kan drive udviklingen frem – som Panasonic og Toyota – mens vi i Danmark har en stor fordel i vores erfaringer i et udviklet velfærdssamfund.”

Reform skal råde bod på problemet

Alvoren er gået op for regeringen, KL og Danske Regioner, der i disse måneder arbejder på en fælles digitaliseringsreform af velfærdsområderne. Fokus for reformen er sundhedsområdet, socialområdet og undervisningsområdet. Reformen skal fastlægge retningen for den offentlige sektors arbejde med digitalisering og velfærdsteknologi i de kommende år og forny og effektivisere den måde, den offentlige service leveres på.

Reformen tager ifølge Digitaliseringsstyrelsen bredt fat og dækker tre forskellige perspektiver: Det første perspektiv handler om at give den enkelte borger bedre muligheder for at bidrage til velfærden og deltage aktivt i hverdags- og samfundsliv. Det kan blandt andet ske ved hjælp af de mange smarte teknologier, der i disse år rykker ind hjemme hos borgerne. Det kan være monitoreringsløsninger, så borgeren kan holde øje med sit helbred hjemmefra, digital kontakt til hjemmeplejen via tv eller computer, eller teknologi, der kan gøre folk med funktionsnedsættelser mere selvhjulpne.

Det andet led er en mere helhedsorienteret indsats – en effektiv og sammenhængende offentlig sektor. I dag taler mange it-systemer ikke sammen, og persondata må ofte ikke deles mellem myndigheder. Det skal derfor diskuteres, om det skal tolereres, at myndighederne deler flere oplysninger om borgerne for at styrke og målrette indsatsen for sociale klienter og eksempelvis imødegå problematikken med nomadefamilier.

For det tredje lægger regeringen op til en større grad af national koordinering og styring – uden dog at anvende disse ord. Ifølge direktør i Digitaliseringsstyrelsen Lars Frelle-Petersen er det i alles interesse at forbedre erfaringsudvekslingen.“

Kommunalt selvstyre handler ikke om at skabe hvert sit it-system. Vi har en fælles interesse i at gøre det sammen,” siger han og kalder på en større grad af vidensopsamling.

“Der er allerede brugt mange penge, men det er svært at finde ud af, hvad der virker. Vi har haft mange pilotforsøg, men den nationale udbredelse mangler,” siger han.

KL’s repræsentant i forhandlingerne, afdelingschef Ralf Klitgaard Jensen, mener, at en styrket koordinering af de velfærdsteknologiske initiativer er vejen frem, især når der er tale om behov og teknologier, som bør ses på tværs af etablerede sektor- og myndighedsgrænser. Men han mener, at det er en myte, at der kun foregår ukoordineret udvikling.”

Der har været en markant bevægelse i retning af, at vi arbejder fælles kommunalt og offentligt. Lige nu er vi eksempelvis i gang med at konkurrenceudsætte en række store kritiske systemer, der ligger hos KMD – blandt andet kontanthjælpssystemet og sygedagpengesystemet. Her bygger vi på en ny fælleskommunal rammearkitektur, der gør, at tingene hænger sammen,” siger han.

Han medgiver, at der er behov for at dele erfaringer, men vægrer sig mod en central model, som man eksempelvis benytter på sundhedsområdet.

”Der er helt bestemt også et behov for, at man i højere grad kan dele erfaringer på tværs af de mange velfærdsteknologiske initiativer, som er i gang i mange kommuner og regioner. Men at kopiere National Sundheds-it, det er ikke vejen frem,” siger han. Han peger på, at centralistiske organiseringer, som udspringer af de klassiske sektor- og ressortafgrænsninger, nemt fører til cementering af de siloer, som den digitale udvikling netop har potentiale til at gøre op med.

Reformen skal ligge klar fra Digitaliseringsstyrelsen, kommunerne og regionerne til sommer. Og altså først om et halvt år kan der eventuelt komme bedre koordinering og styring af velfærdsteknologierne. Reformen er ventet i spænding. Ikke bare ude i kommunerne, men også i regeringens top. Og i virksomhederne, der tripper for at få adgang til nye eksporteventyr.