Venturefondenes darlings: Modne iværksættere med unge virksomheder

Det er ikke soloryttere og unge genier, der  skaber fremtidens succesvirksomheder. Venturefondene foretrækker teams af erfarne iværksættere med stort branchekendskab og høj uddannelse. Til gengæld investerer de i mindre og yngre virksomheder end tidligere. Det viser en ny analyse, som Vækstfonden offentliggør i dag. Den tegner en interessant og overraskende profil af venture-kapitalens darlings.

Marianne Kristensen Schacht

Det er de modne entreprenører, der er favoritterne, når ventureinvestorerne skal udvælge de potentielle erhvervssucceser, de vil satse deres penge på. Ofte er iværksætterne et stykke oppe i årene og har allerede en stribe selskaber bag sig. De er typisk veluddannede – ofte på ph.d.-niveau – og har et solidt fundament i deres branche.

Det viser en analyse, som Vækstfonden offentliggør i dag.

Siden 2008 har 108 danske iværksætterselskaber hentet tilsammen 1,3 milliarder kr. fra danske ventureinvestorer. Vækstfondens kortlægning af disse selskaber og deres stiftere tegner en interessant, og på mange måder overraskende, profil af Danmarks mest succesrige iværksættere.

Analysen viser bl.a., at de sjældent er soloryttere. Mange starter virksomhed sammen med andre, som et team, der har de komplementære kompetencer, der er nødvendige for at udvikle en videntung og ofte højteknologisk vækstvirksomhed.

Analysen giver et vigtigt fingerpeg om, hvordan man kan hjælpe udviklingen af fremtidens succesfulde danske virksomheder på vej.

“Resultaterne er helt afgørende for, at vi kan understøtte udviklingen af højteknologiske virksomheder i Danmark. Historisk har venturemarkedet ikke leveret positivt afkast. Men analysen viser tegn på, at det vil ændre sig fremadrettet. Der er sket en modning i branchen – både blandt fondsforvalterne og blandt virksomhederne,” siger Ditte Rude Moncur, der er analysechef i Vækstfonden.

Virksomheder, der får venturekapital med på deres udviklingsrejse, vokser hurtigere og har en større chance for overlevelse, viser en række analyser.

En canadisk undersøgelse dokumenterer, at de venturefinansierede virksomheder i forhold til erhvervslivet generelt bruger flere penge på forskning og udvikling, de giver deres medarbejdere højere lønninger, og overlevelsesraterne blandt de nystartede selskaber er højere end gennemsnittet. De venturefinansierede virksomheder har også højere vækst i omsætningen og i antallet af medarbejdere.

Fondene belønner erfaring

Der er ingen tvivl om, hvor venturefondene ser de største vækstmuligheder. Tre fjerdedele af de danske ventureinvestorers nyinvesteringer i danske virksomheder er sket inden for it og biotek. I de nystartede biotekselskaber har stifteren oftest en moden alder på den gode side af de 30, mens it-iværksætterne i gennemsnit er yngre.

[graph title="Flest penge til modne iværksættere" caption=" " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/8f681-skaermbillede-2014-04-27-kl-18-59-43.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/e2583-skaermbillede-2014-04-27-kl-18-59-43.png" text="Danske ventureinvestorer foretrækker erfarne iværksætterteams inden for it og biotek.  "]Note: 1 N=73, Kilde: Vækstfonden [/graph]

Investorerne har en forkærlighed for de veluddannede entreprenører. Hver tredje stifter har en ph.d.-grad – flest inden for biotek, færre inden for it. 15 pct. er uddannede ingeniører, mens samme andel blandt de nye selskaber er stiftet af folk uden videregående uddannelse. Der er flest uden uddannelse blandt it-iværksætterne.

“Analysen understreger, at man sjældent opnår venturefinansiering uden at have iværksætter- og brancheerfaring og et højt uddannelsesniveau. Og det er aldrig for sent at blive iværksætter. Mere end hver femte, der fik venturekapital i 2012, er mere end 50 år gammel,” siger Ditte Rude Moncur fra Vækstfonden.

Analysen rammer dermed en pæl gennem forestillingen om, at en god ide udspringer i hovedet på en enkelt innovatør, der på egen hånd forvandler den til en succesrig forretning. Næsten halvdelen af virksomhederne er således stiftet af to personer eller flere.

“Vi ser flere serieiværksættere og flere dygtige teams, der har prøvet det før. Samtidig er fondsforvalterne blevet mere erfarne og kan således bidrage mere til udviklingen af virksomhederne, både med deres viden og netværk,” siger Ditte Rude Moncur.

Chancen for at få ventureinvestorerne til selv at bidrage til virksomhedens udvikling stiger, hvis der har været andre eksterne finansieringskilder inde over, inden iværksætterne går til venturefondene. Alle selskaber i krydsfeltet mellem medicin og teknologi, der fik venturekapital i 2012, har tidligere fået kapital via et innovationsmiljø. Andre tidlige finansieringskilder er Højteknologifonden, Novo Seeds eller Accelerace.

Serieiværksætteren Niels Erik Holm, der har hentet 56 millioner kr. i venturekapital til virksomheden Reapplix, havde allerede været omkring Seed Capital, inden virksomheden gik ud til større venturefonde. Ifølge ham spillede samarbejdet en stor rolle for professionaliseringen af Reapplix, så selskabet senere kunne hente større summer i venturemiljøet.

Små og unge virksomheder tiltrækker mere kapital

Når iværksætterne er erfarne, tør ventureinvestorerne gå tidligere ind i de nye selskaber. Syv ud af ti virksomheder, der opnåede venturefinansiering i 2012, var under to år gamle. I 2008 var det kun hver sjette.

Ventureinvestorerne ser således ud til at tro mere på iværksættere med erfaring og branchekendskab. I 2012 havde ni ud af ti virksomheder, der fik venturefinansiering, en omsætning på under 2 millioner kr. Fire år tidligere var det kun en fjerdedel.

“Der er sket et nødvendigt strategiskifte, hvor venturefondene er blevet mere villige til at gå ind i virksomhederne på et tidligt tidspunkt og finansiere den tidlige men også meget risikofyldte udvikling. Og det er godt tegn, da det ofte er sådan, man skaber de største succeser,” siger Ditte Rude Moncur.

It-branchen er bedst til at tiltrække ventureinvesteringer. I 2012 udgør it-virksomheder næsten halvdelen af de selskaber, der modtog venturefinansiering. Fire år tidligere var det kun en fjerdedel.

Årsagen er ifølge Gregers Kronborg, der er partner i Northzone Ventures, at mange it-selskaber bygger på en forretningsmodel, der hurtigt lader sig skalere op, uden at det kræver massive investeringer, før der er et produkt på markedet. Investorer i ventureselskaber har dermed udsigt til at få deres investeringer hurtigt igen.  


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu