Hvis nogen troede, at Margrethe Vestager ville forsvinde som en markant politisk stemme i de dynger af dokumenter, der er en stor del af jobbet som EU’s magtfulde konkurrencekommissær, kan de godt tro om igen.

Selvom den danske kommissær i sine første fire måneder har læst sig igennem mange sagsakter om EU’s verserende sager mod giganter som Google og Gazprom, har hun engageret sig kraftigt i den nye EU-Kommissions overordnede projekt: at bane vejen for ny vækst gennem intelligente investeringer i infrastruktur og grøn omstilling.

Det står klart, da Mandag Morgen møder Margrethe Vestager i EU-Kommissionens lokaler i Gothersgade i København, hvor hun færdes lige så hjemmevant som på hovedkontoret i Berlaymont-bygningen i Bruxelles. Vestager har i de seneste uger givet interview til internationale medier som Wall Street Journal og Financial Times, der har testet konkurrencekommissærens evne til at svare for sig i de sager om det globale erhvervslivs giganter, som hun har ansvaret for.

I løbet af de kommende uger og måneder ventes Vestager at melde ud om Kommissionens videre håndtering af sagerne om amerikanske Google, russiske Gazprom og en bølge af fusioner i den europæiske telesektor. Se tekstboks 1. Konkurrencekommissærens beslutninger har potentielt store økonomiske og politiske konsekvenser, og derfor overvåges kommissærens udtalelser og møder med sagernes aktører nøje af skarer af lobbyister og journalister fra globale medier.

Vestager har hurtigt lært at tale det særlige sprog, som er nødvendigt i jobbet – et sprog, der er en blanding af sætninger, der er som taget ud af de økonomiske lærebøger, og som samtidig indeholder klare hentydninger til industrier og sektorer, hvor konkurrencen ikke synes at fungere frit.

I de udenrigspolitisk højspændte sager om Google og Gazprom optræder Vestager både diplomatisk og skarpt.

”Vores konkurrencelov sætter jo rammerne for en stærk konkurrence. Det handler om, at virksomheder – uanset hvem der ejer dem – kan gøre sig gældende i Europa og forhåbentlig også globalt på måder, der er rimelige over for deres medarbejdere, deres kunder og over for hinanden. Det er ikke nationaliteten i ejerskabet, der er afgørende,” siger hun.

Den sidste sætning har klar adresse til blandt andre USA’s præsident Barack Obama, der i sidste måned i et interview beskyldte EU-Kommissionen for at være drevet af protektionistiske og nationalt farvede hensyn i den årelange undersøgelse af Google.

Vækst står øverst på dagsordenen

Vestager er også markant, når det handler om den europæiske telesektors bidrag til stærkere konkurrence og en vellykket digitalisering af økonomierne i Europa. Her noterer hun eksempelvis tørt, at TDC og aktiemarkederne formentlig glæder sig over, at den planlagte fusion mellem Telenor og Telia på det danske marked vil føre til mindre konkurrence og derfor højeste fortjeneste til TDC. Samtidig undrer hun sig over, hvorfor de store teleselskaber ikke er mere interesserede i at gøre brug af de 75 milliarder kr. i statsstøtte, som ligger klar i forbindelse med udrulning af bredbånd i EU’s udkantsregioner.

”Det kan være, at teleselskaberne venter på, at ordningerne bliver endnu mere attraktive. At selskaberne tænker: ’De (politikerne, red.) skal nok gå helt i panik, fordi der altid er valg i et eller andet land på et eller andet tidspunkt. Der skal det med bredbånd i yderområderne nok komme tilbage igen. Så lad os vente og se’,” siger Margrethe Vestager, som klart synes at ville markere, at man ikke skal tage noget som helst for givet, når det gælder EU-Kommissionens godkendelse af den store nordiske telefusion. 

I sit arbejde med de store konkurrencesager trækker Vestager på et stærkt embedsværk i EU-Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence, DG Competition, som både analyserer, efterforsker og sanktionerer eventuelle overtrædelser af EU’s konkurrencelov.  Overholdelsen af konkurrencereglerne – eller manglen på sammen – spiller samtidig en stor rolle i bestræbelserne på at forbedre de generelle vækstbetingelser i Europas økonomier, hvilket er den samlede EU-Kommissions vigtigste mål.

Vestager har allerede vist sig som en europæisk ”minister”, der ikke kun holder sig til sin egen ministerportefølje, men som tværtimod med stor iver kaster sig ind i det europæiske ”ministerholds” tværgående projekter. Og hun ser nu bedre betingelser end længe for, at EU kan bidrage til vækst og nye job til mange millioner arbejdsløse europæere.

”Euroen er lav, olieprisen er halveret, og ECB begynder på opkøb af statsobligationer, hvilket betyder, at vi har et stabilt lavrenteniveau foran os i lang tid. Alle tre dele er med til at skabe lunere vinde i økonomien. Derfor er det også tiden til at få samlet op på investeringerne i den infrastruktur, som er grundlaget for, at virksomhederne for alvor kan blomstre. I Danmark har vi nu en arbejdsløshed på under 5 pct., men hvis vi ser på Europa som helhed, så ligger den stadig over 10 pct.,” siger Vestager.

Energi, kapital og digitalisering

Margrethe Vestager er siden sin tiltrædelse i november endt med at være særlig engageret i tre af de tværgående projektgrupper, som kommissionsformand Jean-Claude Juncker har oprettet i sit forsøg på at fintune EU-systemet bedst muligt til at understøtte væksten i medlemslandene.

Vestager er med i projektgrupperne for EU’s energiunion, det indre digitale marked og EU’s kapitalunion. Både energiunionen og digitaliseringen af den europæiske økonomi er helt afgørende brikker i Junckers vækstplan, der handler om at tilvejebringe investeringer på mere end 2.000 mia. kr. i ny infrastruktur inden for energi, digitalisering og transport over de næste tre år. Arbejdet med kapitalmarkedsunionen er et mere langsigtet projekt, som handler om at opbygge et stort marked for risikovillig kapital – ikke mindste hen over grænserne mellem eurozonen og de lande, der står uden for.

Vestager er meget tilfreds med det opgør med den såkaldte silotænkning, som Junckers projektgrupper er udtryk for. Se figur.

”Det gælder for alle organisationer og virksomheder, at det kræver aktivt lederskab at gøre op med silotænkning og få folk til at levere ind til det fælles projekt. Hvis man er mere konfliktsky, så er det fristende at trække sig tilbage til sit eget område – sin egen silo – og så sige, at det her kører jeg med, og så må verden buldre rundt om mig. Sådan sker det ikke i Kommissionen,” siger Margrethe Vestager og tilføjer, at det er hendes erfaring, at det ofte er gennem konflikter, at man driver tingene fremad.

Arbejdet med projektgrupperne tog sin begyndelse i slutningen af november, kun tre uger efter Kommissionens tiltrædelse. Her mødtes alle kommissærer til en stor brainstorm om de politiske prioriteter for Kommissionens arbejde og om, hvordan man på tværs af kommissærporteføljer bedst kunne tjene de forskellige politiske prioriteter.

”Maros Sefcovic, der er vicepræsident med projektlederansvar for projekt energiunion, inviterede samtlige kommissærer til at overveje, hvordan de med deres portefølje kunne bidrage til energiunionen. Så lavede han en bruttobehandling, efter at vi havde afleveret input til ham før jul. Så diskuterede vi én gang til, hvordan vi kunne snævre det ind. Derefter havde vi en orienteringsdebat i hele Kommissionen, hvor vi diskuterede, hvilken retning det skal tage. Hvad er det vigtige? Hvor kommer vi hen med det? Og så arbejdede vi videre med det i mindre grupper af kommissærer – selvfølgelig med massivt input fra embedsværket i generaldirektoraterne,” forklarer Vestager og uddyber, hvilken analyse der ligger til grund for arbejdet på tværs af projektgrupperne.

”Den er egentlig gribende enkel. Vi ved, at der er mange ting, som landene godt kan gøre selv. Men der er bare også en masse ting, som landene ikke kan gøre selv. Det gælder eksempelvis det at arbejde for en egentlig europæisk infrastruktur – både inden for transport, energi, kapital og viden, herunder uddannelse og digitalisering. Disse ting kan landene ikke alene. Her er der et europæisk underskud.”

Ifølge Vestager spiller fri konkurrence og grænseoverskridende handel med energi en central rolle, hvis EU-landene skal lykkes med at skabe den energiunion, der er nødvendig, hvis man skal væk fra den aktuelt sårbare position som verdens største importør af energi. Energi, der som bekendt i vid udstrækning leveres af Rusland, som EU aktuelt ligger i geopolitisk nervekrig med i Ukraine, og af ustabile og udemokratiske regimer i Mellemøsten.

”I Skandinavien har vi en markedsplads for elektricitet, Nordpool, der betyder, at vi kan dele energi med hinanden. Når det blæser meget ved den danske vestkyst, er der vindenergi i det svenske net. Hvis der er masser af vand i Norge, så er det vandkraft, og er det tørt og stille vejr, så er der svensk atomkraft i nettet. Vi kan se, at det kan lade sig gøre at dele energien, men der er mange regioner i Europa, hvor man ikke kan det. Udfordringen er at investere i de fysiske forbindelser og at fjerne de konkurrencemæssige forhindringer for, at vi i Europa kan dele energi i stor skala,” siger Vestager, som peger på, at EU’s nøgleland, Tyskland, her har sin særlige udfordring.

”Tyskland har en stor udfordring med bare at få skabt en tysk energiunion. Jeg håber, at de samme argumenter, som har gyldighed på europæisk niveau, også har gyldighed på tysk niveau, om jeg så må sige. Det er jo en stor fordel ikke kun at skulle bero på sig selv,” siger Vestager med henvisning til, at Tysklands energimarkeder i høj grad er regionale som følge af landets føderale opbygning.

Det betyder, at Tyskland reelt er en prop i Europas energisystemer, fordi energien ikke kan distribueres smidigt på kryds og tværs af landet.

Skat – en europæisk debat

Ud over de højt profilerede konkurrencesager og holdarbejdet med Kommissionens egne mærkesager om vækst og investeringer har den danske konkurrencekommissær som bekendt også ansvaret for EU’s håndtering af de opsigtsvækkende såkaldte Luxleaks-afsløringer af kritisabel skattekonkurrence EU’s medlemslande imellem.

Sagen handler om håndteringen af multinationale selskabers skatteforhold i lande som Luxembourg, Irland, Holland og Belgien over det seneste tiår. Google, Facebook, Apple og mange andre har tilsyneladende været i stand til at forhandle særlig gunstige skatteaftaler på plads. Se tekstboks.

Nu er det Vestagers opgave at klarlægge, om disse aftaler har været ulovlige i henhold til konkurrenceretten, hvilket er pikant i den forstand, at hendes chef, Kommissionsformand Jean-Claude Juncker, var premierminister i Luxembourg, mens dette fandt sted. Sagerne er vigtige, fordi de ifølge Vestager forvrider konkurrencevilkårene.

”Jeg har ikke noget udestående med særlige lande, ligesom jeg ikke har noget udestående med særlige virksomheder. Jeg har en opgave at varetage der, hvor man forvrider konkurrencevilkårene. Der er folk herhjemme, som arbejder virkelig hårdt med at drive en virksomhed med 30-40 ansatte. Det foregår på nettet, selvom disse virksomheder egentlig ikke er globale. Samtidig er den danske netbutik kun et klik væk fra den globale netbutik, som af forskellige årsager kan få sig organiseret på en måde, så den skal betale markant mindre i skat. Det er ikke rimelige konkurrencevilkår,” siger Vestager, som glæder sig over, at regeringerne i både Irland og Luxembourg er i fuld gang med at ændre deres praksis i forhold til indgåelse af skatteaftaler med multinationale koncerner.

Samtidig ser det ud til, at EU-Kommissionen kommer igennem med nye regler, der sikrer, at nationale skattemyndigheder skal orienteres om de bilaterale skatteaftaler, multinationale selskaber indgår med andre EU-lande.

Vestager glæder sig i det hele taget over, at der i dag er en langt større politisk beslutsomhed i forhold til at gøre op med selskabers spekulation i skattekonkurrence EU-landene imellem for at reduceres deres skattebetaling, end i 2012, da hun under det danske formandskab var formand for rådet af økonomi- og finansministre, det såkaldte ECOFIN.

”Dengang var dette område som at kikke ind i en respirator. Der var ikke noget liv. Der var ingen skatteforslag, der kunne trække vejret af egen drift. I dag er der en helt anden dynamik. Krisen og offentligheden omkring Luxleaks har fået de europæiske befolkningernes øjne op for, at mens statslige budgetter er blevet beskåret, reformer er blevet gennemført, og skatten i mange lande er blevet sat op for store grupper af borgere og virksomheder, så er der altså virksomheder, der har organiseret sig på en sådan måde, at de kan betale langt mindre i skat. Det har fået almindelige mennesker til at sige: ’Nu må det simpelthen være nok’,” siger Vestager, som dog ikke vil kritisere eksempelvis danske velhavere, der flytter deres personlige formue til lande med lavere skat.

Til gengæld fremhæver hun gerne folk som den jyske erhvervsmand Kenneth Iversen, der offentligt har udtalt, at han har beholdt sin formue i Danmark, efter at han i 2011 som adm. direktør tjente mere end 300 mio. på at sælge den leder- og medarbejderejede virksomhed Unimerco til den japanske koncern Kyocera.

”Den slags har folk stor respekt for. Og jeg tror, at folk fremover i stadig større udstrækning vil forholde sig til, hvor virksomheder betaler skat. Folk vil spørge sig selv: ’Når jeg køber noget i denne butik, betaler de så også deres skat i Danmark?’ Det er ikke kun en dansk dagsorden. Det er en europæisk debat.”