Det Miljøøkonomiske Råd leverede i sidste uge en tankevækkende og bekymrende demonstration af, at vi er ved at miste grebet om fremtiden. De modeller, vi bruger til at forstå, forudsige og styre samfundsudviklingen, er så begrænsede og usikre, at de i bedste fald kan beskrive naturens og økonomiens følsomhed over for små udsving. Men de er ude af stand til at analyse de store forandringer, der i fremtiden vil være afgørende for vores vækst, konkurrenceevne og måde at leve på. Virkeligheden er løbet fra styringsmodellerne.

Det Miljøøkonomiske Råd udtrykker det ikke så skarpt i rapporten. Men kapitlet om klimaet og den økonomiske vækst efterlader ingen tvivl om usikkerhedens omfang og behovet for at udskifte en række af de teorier og præmisser, vi styrer og udvikler samfund efter.

Vismændene lægger f.eks. afstand til anvendelsen af bruttonationalproduktet som mål for velfærdsudviklingen. BNP er selve det kompas, vi styrer økonomien efter. Men vismændene sætter store spørgsmålstegn ved, om dette mål overhovedet afspejler værdiskabelsen i samfundet.

Dels er der store datamæssige begrænsninger. Arbejdet i hjemmene værdisættes f.eks. slet ikke. Dels er opgørelsen af levestandard og velfærdsydelser omgærdet af stor usikkerhed. Og endelig er der er en række forhold af stor betydning for samfundsudviklingen, der slet ikke indgår i BNP. Det gælder bl.a. miljø, uddannelse, befolkningens helbred m.v.

Spørgsmålet er, hvad man dybest set kan bruge denne målestok til, når den ikke tager højde for en række af de drivkræfter, der påvirker og former et moderne samfund, og i øvrigt betjener sig af usikre metoder?

Det forhindrer os ikke i at bruge den flittigt og ukritisk. BNP er grundlaget for de modeller, finansloven og andre store økonomiske beslutninger hviler på, og den former vores økonomiske selvforståelse og økonomiske politik.

Begrænsninger og dilemmaer

Det, vi måler – og den måde, vi måler det på – er med til at bestemme, hvilke beslutninger vi træffer, og hvordan vi prioriterer: Vi fokuserer på det, vi kan beregne, og ikke på, hvad der er vigtigt.

Det er både paradoksalt og dybt bekymrende, at vi i en udpræget velfærdsøkonomi som den danske, der i den grad er funderet på at skabe livskvalitet for sine borgere, ikke er i stand til at værdisætte så centrale betingelser og drivkræfter.

Det forklarer måske, hvorfor så store dele af det politiske liv opfatter velfærd som en ren omkostning og ikke som det, den også er: afgørende for vores vækst og samlede konkurrenceevne. Eller at skatten kun betragtes som en generende byrde og ikke som en kollektiv investering i udviklingen af det velfærdssamfund, der igen er en vigtig komponent i nationens konkurrencekraft.

Der er et presserende behov for at analysere, hvor meget den traditionelle BNP-model rammer ved siden af i sin vurdering af samfundsudviklingen. Problemet er blot, at vi ikke har de nye modeller, der kan korrigere eller erstatte de gamle og udtjente.

Problemet sættes yderligere i relief i beregningerne af vækst. Her skaber BNP-målet andre problemer og voldsomme dilemmaer: Vismændene sammenfatter dem i to punkter:

• For det første: Kan fortsat økonomisk vækst betale sig, hvis væksten skaber så store miljøproblemer, at de i sig selv hæmmer væksten? Det problem kommer i stigende grad til udtryk i klimaforandringerne og i ekstrem grad i byer som Beijing og New Delhi, hvor forureningen har udviklet sig til en af de største barrierer for vækst. BNP-modellen forholder sig slet ikke til den udfordring og kan derfor ikke levere et retvisende billede af, hvad der skaber og hæmmer væksten.
• For det andet: Kan vi have fortsat vækst i en situation, hvor verden begynder at løbe tør for naturressourcer? En af klodens store udfordringer er en hastigt tiltagende mangel på ressourcer. Manglen på rent vand forudses at blive en af de alvorligste og tvinger allerede i dag nationer, byer, virksomheder m.fl. til at omlægge og nytænke deres vækststrategier. Men det er antagelig blot starten på en mere omfattende ressourcekrise. Det rejser spørgsmålet, om vi tilstrækkeligt hurtigt kan udvikle erstatninger, der uden at belaste miljøet kan kompensere for de tabte naturrigdomme.

Vismændene erkender, at miljøhensyn kan forudses at føre til lavere vækst, men ikke nødvendigvis standse den, hvis det lykkes at finde såkaldte substitutionsmuligheder.

Vi må altså konstatere, at det vigtigste økonomiske styringsværktøj er behæftet med store mangler. Både når vi skal beregne værdien og betydningen af vores nationale velfærd og livskvalitet, og når vi skal vurdere konsekvenserne af den forurening og de miljøskader, som i store dele af verden er blevet et reelt økonomisk problem og en alvorlig vækstbarriere.

På bar bund

Men udfordringerne stopper ikke her. I rapportens kapitel om klimaet og den økonomiske vækst erkender de miljøøkonomiske vismænd, at de kendte modeller skal tages med meget store forbehold.

Rapporten henviser til den såkaldte IAM-model (Integrated Assessment Modelling), der forener naturvidenskabelige og makroøkonomiske modeller, men konstaterer samtidig, at der hersker meget stor usikkerhed om de fremskrivninger, der forbinder klima- og makroøkonomi. Vismændene vurderer, at modellerne bygger på ”en meget kraftig forsimpling af de mange forskellige komplicerede økonomiske og naturvidenskabelige processer, som løbende finder sted.”

Hertil føjer de, at den kendte viden er så begrænset, at der heller ikke eksisterer enighed om, hvad der er den bedste fremgangsmåde til at måle klimaets indflydelse på økonomien. De erkender åbent, at modelbyggerne står på ”relativt bar bund”. Der eksisterer hverken en overbevisende økonomisk teori eller tilstrækkelige empiriske data, der med nogenlunde præcision kan sige noget om, hvad f.eks. stigende globale temperaturer kommer til at betyde for økonomien.

Utilstrækkelighederne er tydeligst i forbindelse med egentlige klimakatastrofer. Her er effekten stort set uberegnelig, fordi der netop indgår så mange uforudsigelige og irrationelle adfærdsmønstre såsom flygtningestrømme, konflikter mv. Og netop klimakatastrofer – begivenheder, der ændrer mulighederne for at bevare for vores hidtidige livsform – kan forudses at blive en del af hverdagen. Hvad der udgør en katastrofe, er selvsagt et definitionsspørgsmål. Men omfanget illustreres af, hvor mange alvorlige hændelser der finder sted verden over på bare en enkelt uge. Se tekstboks.

Hvordan denne nye normalitet vil påvirke menneskers tilværelse såvel som den økonomiske vækst, er uberegneligt med de eksisterende modeller.

Vismændene sætter selv spørgsmålstegn ved, om det overhovedet giver mening at bruge modellerne til noget som helst. De besvarer det ved at fastslå, at det ”formodentlig” er bedre end ”at arbejde i blinde uden noget talmæssigt grundlag overhovedet”.

Modellerne kan måske anvendes til at analysere følsomheder, men vismændene advarer imod at lægge større vægt på resultaterne, end de kan bære.

Når teorien dikterer virkeligheden

Den mest kendte og anvendte model til beregning af klimaets økonomiske effekter – DICE (Dynamic Integrated model of Climate and the Economy) – leverer det bedste eksempel på, hvad modellerne kan og ikke kan bruges til.

I deres rapport præsenterer de miljøøkonomiske vismænd en række DICE-beregninger, der forsøger at nå frem til den ”optimale” klimapolitik, der begrænser udledningen af CO2 uden at underminere økonomien. Beregningen konkluderer, at en stigende afgift på udledningen af CO2 vil forværre klimaproblemerne, fordi udbyderne af fossile brændsler vil fremskynde udvindingen, inden skatten bliver for høj, og dermed midlertidigt forstærke CO2-udslippet. Det er det såkaldte ”grønne paradoks”.

Ud fra den antagelse anbefaler modellen – stik mod alle videnskabelige og politiske ambitioner – at opgive målsætningen om at holde de globale temperaturstigninger under 2 grader. Den målsætning anser DICE for økonomisk urealistisk, fordi det vil kræve en voldsomt høj skat på CO-udledningerne. I stedet foreslås det at lade temperaturen stige til 3,5 grader i løbet af dette århundrede. Forventningen er så, at udledningen og temperaturen vil falde efter århundredskiftet. Altså en blødere omstilling.

Dette er ikke alene mere teori end virkelighed. Det er også en dødsensfarlig måde at tænke på.

For det første tyder al udvikling på, at vi allerede har passeret det punkt, hvor 2 grader fortsat er realistisk. Ifølge mange eksperter er det, med den nuværende udvikling i udledningerne, i forvejen det mest sandsynlige, at temperaturen stiger med 3,5 grader i dette århundrede,

For det andet tager modellen slet ikke højde for, at vi med 3,5 grader befinder vi os langt uden for den virkelighed, som modellerne kan beregne. Allerede nu er klimafremtiden uberegnelig. Hvad bliver den så ikke med yderligere temperaturstigninger, flere klimakatastrofer samt alle de afledte og gensidigt forstærkende konsekvenser?

Det Miljøøkonomiske Råd har leveret et fint og overbevisende bevis på en af de helt store udfordringer ved at styre og udvikle samfund: kompleksitetsbarrieren.

Kombinationen af uigennemskuelighed, foranderlighed, hastighed og gensidige afhængigheder er ikke et dansk, men et internationalt problem og en medvirkende forklaring på, at failed governance vurderes som en af verdens største risici.

Den logiske konsekvens af den erkendelse er at nytænke og innovere de redskaber, som samfundets ledere skal navigere efter. Som et lille, homogent og velstruktureret samfund burde Danmark have særlige forudsætninger for at blive rollemodel.

Det kunne være opgaven for en ny gruppe vise mænd og kvinder.