Ingeniøren henter udviklingsdirektør hos Altinget

Mette Rosendahl har siden 2004 været en del af Altinget. Nu siger udviklingsdirektøren farvel for i stedet at sætte sig i samme stilling hos Mediehuset Ingeniøren. 

Mette Rosendahl bliver ny udviklingsdirektør for Ingeniøren, hvor hun tiltræder 1. november.

Dermed siger hun farvel til Altinget, som hun gennem godt 13 år har været med til at sætte et betydeligt præg på - senest i stillingen som strategi- og udviklingschef.

”Det er så svært at sige farvel til Altinget, men for mig er timingen helt rigtig. Altinget har en ny ledelse på plads, som kan eksekvere på de projekter, vi har sat i gang," siger hun i en pressemeddelelse. 

Hos Ingeniøren glæder man sig over ansættelsen af Mette Rosendahl, der skal bringe en række endnu ikke annoncerede projekter til torvs. 

"Vi anser det for et scoop, at Mette har sagt ja til at være med i ambitionen om at bringe nye stærke medier på markedet inden for en niche, som vi i al beskedenhed anser for at omfatte den nok væsentligste dagsorden i vores samfund lige nu," siger Christina Blaagaard, direktør i Mediehuset Ingeniøren.

red@altinget.no

Tilbage til navnenyt »