lara

VÆRD AT VIDE

Ny netkanal skal fortælle ‘real news’ om Trumps succeser

En ny ugentlig nyhedsudsendelse på Donald Trumps Facebook-side skal oplyse amerikanerne om præsidentens succeser. Værten kalder det for “real news” og et værn mod de falske medier, der sværmer om præsidenten.

“Jeg vil vædde med, at du ikke har hørt om alle succeserne, præsidenten havde i denne uge på grund af al den fake news derude?” spørger værtinden retorisk i en videoudsendelse på Donald Trumps Facebook-side.

Værtinden er Donald Trumps svigerdatter, Lara Trump. Den 30. juli præsenterede hun et nyt tiltag som en del af præsidentens mediekampagne. Udsendelsen er Trumps bud på et “real news online show”, som det amerikanske nyhedssite Snopes.com omtaler det.

I videoen giver Lara Trump et glimt af præsidentens dagligdag. Første historie handler om, at Donald Trump har frasagt sig sin løn og netop doneret 100.000 dollars til det amerikanske undervisningsministerium. Her må det dog nævnes, at Trumps administration samtidig har bebudet nedskæringer i samme ministerium på 9,2 milliarder dollars

Udsendelsen er på knap to et halvt minut, hvor Lara Trump når at komme omkring flere positive bemærkninger om Trumps politiske bedrifter – primært om amerikansk økonomi.

CNN-stjerne erstatter svigerdatter

Den 6. august udkom andet afsnit i rækken af programmer med positive nyheder om Trump, hvor den politiske kommentator Keyleigh McEnany erstattede Lara Trump som nyhedsoplæser.

Keyleigh McEnany er hentet hos CNN og er desuden netop blevet præsenteret som ny talsperson for den republikanske nationale komite, som har ansvaret for at promovere den republikanske politik på tværs af de amerikanske stater. Hun cementerer således sit tilhørsforhold til det republikanske parti og ikke mindst Donald Trump.

Keyleigh McEnany giver imidlertid også Trumps nyhedsshow et ansigtsløft. Udsendelsen på Trumps Facebook-side præsenteres nu som ‘Weekly Update’, og udover ny vært har showet fået en produktionsmæssig opgradering med bedre lys, klip og nu også underlægningsmusik.

Ugens historier kredser som i første udsendelse om en forbedret amerikansk økonomi, en lavere arbejdsløshed blandt arbejderklassen og Trumps arbejde for amerikanske veteraner.

Real news eller fake real news?

Udsendelsen kan ses som en skærpelse af præsidentens kritik af de etablerede medier, som han i flere omgange har kaldt både leverandør af falske nyheder og falske nyhedsmedier.

Medierne har dog gentagne gange påpeget, at Trump selv har et anstrengt forhold til sandheden. Som TjekDet skrev i går har Trump i løbet af sit første halve år som præsident ytret mindst 100 politiske usandheder.

Næste nyhedsudsendelse ventes man at kunne finde på præsidentens Facebook-side søndag den 13. august.