Europa er dybest set ikke noget selvstændigt kontinent.

Det er USA's militær, der leverer sikkerheden, og det er Rusland, der leverer langt hovedparten af energien.

Derfor er Europas grønne omstilling til energimæssig selvforsyning ikke alene et projekt, der skal bidrage til at tøjle de igangværende klimaforandringer. Det er i lige så høj grad et projekt, der – hvis det lykkes at nå målet om klimaneutralitet i 2050 – vil kunne give det geopolitisk impotente EU helt andre muligheder, end man har i dag, for at hævde sin plads i verden og forsvare den frie og demokratiske samfundsmodel, der binder de europæiske nationer sammen.

Tallene er ubønhørlige, når det gælder EU’s afhængighed af importeret energi: Ingen af de 27 EU-lande producerede i 2018 mere energi, end man forbrugte. 60 procent af EU’s energiforbrug importeres. Hovedparten kommer fra Rusland, hvor despoten Vladimir Putin regerer, mens han med alle midler undergraver EU og støtter unionens modstandere i Europa – og glæder sig over, at milliarderne samtidig vælter ind fra Europa med Tyskland som den helt store kunde.

Martin Lidegaard, formand for Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget, udtrykker det sådan her:

”Europa er verdens største importør af fossil energi. Derved er vi er med til at finansiere Putins eventyr og Saudi-Arabiens eventyr og Irans eventyr. Så alle de problemer, vi har at slås med i vores nærområde, er finansieret af vores egne penge. Energipolitik er geopolitik,” siger Lidegaard, der var energi- og klimaminister 2011-2014 og udenrigsminister 2014-2015.

De faktiske forhold i den europæiske energiindustri ved indgangen til 2021 understreger således, at der er mindst lige så vægtige geopolitiske og sikkerhedspolitiske argumenter, som der er klimapolitiske argumenter for, at EU-lande får lagt deres energiforsyning om til hjemmelavet, vedvarende energi i stedet for at importere den og derved støtte udemokratiske og fjendtlige regimer i deres nærområde.

Samtidig er der for lande som Danmark, der satser stort på at producere grøn strøm fra vindmøller i Nordsøen og Østersøen, tale om voldsomt besnærende markedsmuligheder med udsigt til nærmest uudtømmelig efterspørgsel, al den stund at hele Europa er enige om at satse på elektrificering i alle tænkelige sektorer.

Grøn dansk magt

Daniel Scholten, ekspert i geopolitik og politisk økonomi i energisektoren og ansat på Det Teknologiske Universitet i den hollandske by Delft, konstaterer, at lande som Danmark, Tyskland og Kina med deres industripolitiske satsninger på greentech står til at høste store eksportøkonomiske og geopolitiske fordele af disse satsninger på vedvarende energi og energieffektivisering.

”Danmark er selvfølgelig ikke på nogen måde ved at blive en supermagt på grund sine grønne kompetencer. Men man har det til fælles med Kina og Tyskland, at alle de andre lande, der nu vil ind i vedvarende energi og greentech, kommer til dem, der har vist, at de har kompetencerne. Det er for alle tre lande en businessstrategi og ikke en egentlig geopolitisk, militær strategi. Men det er de fordele, den vil give på den lange bane,” siger Daniel Scholten, der var redaktør af og bidragyder til bogen ”The Geopolitics of Renewables” fra det tyske Springer Verlag.

Martin Lidegaard ser ligeledes en stor strategisk fordel for Danmark, der med de planlagte energiøer i Nordsøen og Østersøen står til at blive Europas måske største eksportør af el.

”Og når el er fremtiden – sådan som vi ved, at det er det – så ligger der også en eller anden form for geopolitisk magt i det, samtidig med at vi som land er teknologiudvikler. Det er det, der er grunden til, at alle større magter i verden – og jeg siger alle – ønsker partnerskaber med Danmark om det her, selv om vi er så små og markedsmæssigt uinteressante,” siger Lidegaard.

Han peger i den forbindelse på, at det både er en geopolitisk og eksportmæssig fordel for Danmark, at de to asiatiske stormagter Kina og Indien begge ligefrem efterspørger assistance fra danske embedsmænd i forbindelse med udformningen af udbuddene på de mange projekter inden for vedvarende energi, som er på vej i de to lande med tilsammen over 2,5 milliarder borgere.

På risikosiden er situationen i Europa kompliceret af, at USA – Europas gavmilde, men langtfra uegennyttige sikkerhedsleverandør – i 2010’erne i kraft af skifergasrevolutionen er blevet selvforsynende med energi og derfor nu er i fuld gang med at organisere sig som eksportør af først fremmest naturgas og snart også olie.

Begge dele vil amerikanerne vældig gerne sælge i blandt andet Europa, og derfor er USA under præsident Donald Trump gået i kødet på det paradoks, at Europa, med Tyskland i spidsen, er storkunde hos USA’s og Europas fælles strategiske rival: Rusland under Vladimir Putin. Læs mere i artiklen USA har stoppet russisk-europæisk energiprojekt til 75 milliarder.

Det korte af det lange er, at det Tyskland, der satser stort på grøn omstilling med sin såkaldte Energiewende og sine planlagte exitter fra både atomkraft og kul, i dag reelt er en betydelig støtte for Putin-regimet, hvis statsbudget for 40 procents vedkommende kommer fra gas- og olieindtægterne. Og dét stik imod intentionen i EU’s fælles energipolitiske bestræbelser på at øge selvforsyningen og reducere afhængigheden af eksterne leverandører.

Stridighederne om Nord Stream II finder sted på et tidspunkt, hvor det energipolitiske verdenskort gennemgår en omkalfatring med USA’s opstigen som fossil energieksportør og Kinas satsning på grøn omstilling – udviklinger, der begge i mindst lige så høj grad er motiveret af geopolitik som klimapolitik. Læs mere i artiklen Nye energikilder forskyder verdens magtbalancer.

Energien splitter EU

Ifølge Martin Lidegaard er de geopolitiske og sikkerhedspolitiske aspekter af den grønne omstilling ”et stærkt underbelyst emne – både i Danmark, i Europa og på globalt niveau”.

Han forklarer, at det efter hans opfattelse bedste forsøg i Europa på at samtænke klima og geopolitik var den såkaldte energiunion, hvor man på initiativ fra Polen skulle forsøge på at løsrive sig fra afhængigheden af russisk gas og olie.

”Tanken var at koble de to dagsordener. Den fik noget luft, men det lykkedes aldrig at forene de geopolitiske interesser i Østeuropa med de klimapolitiske interesser i Vesteuropa. Men det ville jo også forudsætte, at man førte en fælles energipolitik i Europa, hvilket man stadig vægrer sig ved at gøre,” siger Lidegaard.

Når de europæiske lande insisterer på at føre nationale energipolitikker – altså at vælge deres egne energikilder – så skyldes det ifølge Lidegaard både tradition, historie og geopolitiske hensyn som eksempelvis adgangen til at kunne producere atomvåben.

”Hver stat opfatter sin egen energiforsyning som kritisk. Men paradokset er jo, at vi har fælles energimarkeder i Europa, og vores el- og gasmarkeder er liberaliserede. Vi er dermed tæt forbundne,” siger Lidegaard, der konstaterer:

”Der er stadig et stykke vej til, at vi (EU, red.) begynder at bruge vores energipolitik i geopolitisk forstand.”

Ikke desto mindre kan den nuværende udvikling ikke undgå at rykke ved forholdet mellem nogle af verdens store økonomier, mener den tidligere udenrigsminister.

”Der går måske nogle årtier, før vi er helt uafhængige af olie og gas. Men det interessante er, at alle store europæiske, asiatiske og amerikanske bilproducenter nu har sat en slutdato på produktionen af fossile biler. Det betyder, at vi kan forvente, at inden for et årti vil den strukturelle stigning i efterspørgslen efter olie og benzin stoppe. Det har mange sagt før mig, og de er blevet gjort til skamme. Men nu kan vi jo se, at det kommer,” siger Lidegaard og understreger, at den udvikling kan få store geopolitiske konsekvenser.

”Se bare, hvad det har betydet, at USA er blevet uafhængigt af import af fossil energi. Det er dybest set den bagvedliggende årsag til, at ingen amerikanske præsidenter længere har interesse i Mellemøsten. Det er ikke deres nærområde. Og de har ingen strategiske interesser dér,” siger den tidligere udenrigsminister, som advarer om, at de geopolitiske skift, der vil komme med den grønne omstilling, indebærer risici.

”Hvad sker der, når despoterne, som regerer på basis af en strukturel monoøkonomi, ikke længere har indtægterne? Hvordan håndterer vi det? Det er vigtigt for klimaet at stoppe med at bruge deres olie. Så det skal vi gøre. Men det bliver også farligt. Det er derfor, jeg siger, at det her tema er groft underbelyst,” siger Lidegaard og fortsætter:

”Der ligger nogle kæmpestore udenrigs- og klimapolitiske muligheder i det her. Men der ligger så sandelig også nogle geopolitiske bomber, som kan eksplodere undervejs. Derfor burde det her optage os langt mere.”

I denne forbindelse peger Martin Lidegaard på det forhold, at de europæiske landes store køb af gas i Rusland fungerer som en form for livline, i den forstand at den indbyrdes handel, efter hans opfattelse, betyder, at ”man ikke farer helt i totterne på hinanden”.

”Men problemet er bare, at uanset om vi vil det eller ej, så er energipolitik geopolitik.”

Skrøbelige petrostater

Daniel Scholten fra Delft i Holland ser også store geopolitiske risici ved det fald i national velstand, som uvægerlig vil komme i en række af de mindst udviklede olieproducerende lande i de kommende årtier.

”Det er en stor udfordring i lande som Venezuela, Nigeria, Rusland og ikke mindst i Mellemøsten. Staternes indkomst og dermed landenes sociale kontrakt hviler på disse indtægter i et omfang, der i mange tilfælde ikke er bæredygtigt. I Mellemøsten ser man lande, der har indset, at de skal omstille sig nu, og som har kapital til at gøre det. Men de mangler ofte viden og ekspertise, fordi de har satset så meget på udenlandske konsulenter og udenlandsk arbejdskraft, at de selv mangler ekspertisen,” siger Scholten og tilføjer:

”Vi vil kunne se social uro og revolutioner. Hvis vi er heldige, kan den slags situationer udvikle sig positivt i retning af demokrati efter en periode med uro. Og det kan da være, at nogle regimer heller ikke længere vil have råd til at finansiere radikale islamistiske bevægelsers indflydelse på moskéer i Europa. Det vil ikke være nogen dårlig sidegevinst i Europa.”

Hvilke geopolitiske og sikkerhedspolitiske konsekvenser vil det have, hvis EU bliver klimaneutralt i 2050?

”Oh, that’s a big question,” siger Scholten og griner.

“Vi kommer til at se en regionalisering af energien. Man vil ikke længere se så megen shipping af energiressourcer rundtom på kloden. Regionerne vil have deres vedvarende energiforsyning, og de vil udveksle elektricitet og brint på kontinentalt niveau. Europa kan vinde med hensyn til energiforsyningssikkerhed. Man hvad sker der med eksporten?” spørger Scholten og fortsætter:

”Det vil handle meget om energiteknologien. Kan vi klare os her? Her er der et skel mellem vest og øst i Europa. Nordvest- og til dels Sydeuropa ser greentech-eksport som en mulighed, mens man i Østeuropa og på Balkan oplever, at man vil skifte sin afhængighed af russisk gas ud med en afhængighed af greentech fra Tyskland eller andre vesteuropæiske lande.”

Derfor er det ifølge Scholten vigtigt, at Europa-Kommissionen i sin European Green Deal understreger, at omstillingen skal ske på en sådan måde, at den kommer alle i EU til gavn.

Ifølge Scholten står Rusland sammen med landene i Mellemøsten og Nordafrika til at tabe på energiomstillingen, mens Europa står til at vinde. Men han peger samtidig på, at landene i Nordafrika er godt placeret til at forsyne Europa med vedvarende energi fra sol og vind.

”Det kan skabe basis for partnerskaber, som kan øge Europas og de nordafrikanske landes sikkerhed, hvis europæerne lægger deres arrogance fra sig og sørger for, at det er borgerne i Nordafrika og ikke europæiske selskaber, der tjener pengene på storproduktion af solenergi i Sahara. Vi kan ikke tillade os at ignorere vores forhold til landene i Mellemøsten og Nordafrika, selv om det er det, man gerne vil i mange udenrigsministerier,” siger Scholten og tilføjer:

”Vi skal også tænke over, at vi skal håndtere migration.”

Det sidste er Martin Lidegaard meget enig i.

”Adgang til energi er en forudsætning for at få vendt udviklingen i Afrika. Og her har vi det problem, at Kina og Rusland er i færd med at lokke afrikanske lande i fælder ved at satse på fossil energi som kul. Det er meget ulykkeligt, at Europa og USA ikke er mere vakse ved havelågen,” siger han.