Nyt Job til  
Merete Riisager
Pia Holmen Christensen

Hun skal skabe tillid

LEDELSE Nu var der endelig ved at være skabt ro på bassinkanten. Men så blussede balladen op igen. Derfor skal Merete Riisager få genskabt tilliden hurtigst muligt.

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Torben K. Andersen

Nyt job

Hvem
Merete Riisager

Hvilket job
Adm. direktør i Dansk Svømmeunion

Hvorfra
Forfatter og bestyrelsesmedlem

Baggrund

Undervisningsminister, 2016-2019

Medlem af Folketinget for Liberal Alliance, 2011-2019

Programkoordinator, LEGO, 2010-2011

Manager, PwC, 2007-2010

Konsulent, IMS Assima A/S, 2004-2007

Projektmedarbejder, Københavns Universitet, 2003-2004

Uddannelse: Cand.mag.pæd., Københavns Universitet, 1997-2003

Største udfordring

Når den tidligere undervisningsminister Merete Riisager fra årsskiftet indtager direktørstolen i Dansk Svømmeunion, bliver en af hendes absolut største udfordringer at få genskabt tilliden til ledelsen i det store forbund med næsten 200.000 medlemmer.

Svømmeforbundet har stået uden direktør siden februar i år, hvor den daværende topchef gennem næsten 20 år, Pia Holmen, måtte forlade sin stilling. Det skete i kølvandet på Kammeradvokatens stærkt kritiske undersøgelse, der afdækkede et massivt ledelsesvigt og en stribe skandaløse forhold i dansk elitesvømning i en årrække, som førte til spiseforstyrrelser, depression og angst hos flere svømmere.

Den kostede Pia Holmen jobbet og skabte efterfølgende ro på bassinkanten, da forbundet lovede en ny og mere ’menneskelig’ kultur.

Men nu er Pia Holmen med støtte fra Dansk Svømmeunion blevet vicepræsident i den europæiske svømmeunion, og det har atter sat sindene i kog hos flere svømmere og ledere. En af dem er den olympiske guld- og bronzevinder Pernille Blume.

”Jeg sidder med følelse af, at vi som atleter på ingen måder bliver taget seriøst. De har ikke forstået, hvad vi har fortalt, og det skaber bare en mistillid fra atleterne til unionen. Jeg synes, det er respektløst over for de svømmere, der har været ude at dele deres private historier,” har hun sagt til TV 2.

Nu er det så op til Merete Riisager at få genskabt tilliden til ledelsen og fortsætte den medlemsvækst og medaljeregn, som svømmeforbundet har opnået de seneste to årtier. Forbundet er strøget op som det tredjestørste specialforbund i Danmark. Det er kun overgået af fodboldspillerne i DBU og gymnasterne i Danmarks Gymnastik Forbund.

Nu varetager svømmeforbundet ganske vist mange vidt forskellige opgaver. Lige fra det sociale ansvar for at lære danskerne at svømme over vandsikkerhed på de danske badestrande med kystlivredningstjenesten til de mange motionssvømmere i de knap 300 medlemsklubber samt landsholdssvømmerne i den absolutte verdenselite.

Men med omkring 150 medaljer ved OL, VM og EM er svømmerne nogle af de mest succesfulde elitesportsfolk i Danmark de seneste 20 år, og det har medvirket til at få unge til at melde sig ind i svømmeklubber over hele landet.

En ny krig med elitesvømmerne vil være den værst tænkelige start for Merete Riisager. Derfor skal hun få genskabt tilliden hurtigst muligt.

Omtalte personer

Merete Riisager

Forfatter, foredragsholder, fhv. undervisningsminister (LA), fhv. direktør, Dansk Svømmeunion
cand.mag.pæd. (Københavns Uni. 2003)

Pia Holmen Christensen

Direktør i Landsforeningen Børns Voksenvenner
Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet 1994, Master i Public Management fra CBS 2001


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu