Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Hvor fri er en fri kommune?
POLITIK OG VELFÆRD Velfærdsaftaler er det nye sort i den politiske værktøjskasse, som skal frisætte offentligt ansattes faglighed og øge kvaliteten af offentlig kernevelfærd. Alle jubler over hensigten. Men hvor fri bliver en fri kommune egentlig?
En vild idé, kaldte statsministeren det, da hun i sin åbningstale i Folketinget i oktober lancerede planen om at syv kommuner i Danmark skulle slippes fri for både statslige og kommunale regler på nogle udvalgte kernevelfærdsområder i tre år. Det blev næsten opfattet som juleaften i de syv kommuner, nøje udvalgt med forskellige politiske borgmesterfarver og politisk korrekt geografisk fordeling.
Helsingør og Rebild fik frihedsbrev på dagtilbudsområdet, Esbjerg og Holbæk på folkeskoleområdet, og Viborg, Middelfart og Langeland på ældreområdet. Andre kommuner kiggede misundeligt til, og Kommunernes Landsforening sendte roser i retning af statsministeren for initiativet, selv om man nok havde forventet sig noget mere af den stærkt opreklamerede nærhedsreform på regeringens planlægningsliste.
DEN POLITISKE PRINCIPAFTALE mellem regeringen og de syv kommuner er nu ved at blive godkendt i de syv kommunalbestyrelser, men det rigtig interessante – nemlig de nye såkaldte velfærdsaftaler – er slet ikke forhandlet på plads. De skal lande til foråret. Principaftalen er politisk elastik i metermål. Det er i velfærdsaftalerne, det skal vise sig, hvor meget regeringen og Folketinget vil give køb på af rammer og regler. Og det er her, det skal vise sig, hvor meget kommunerne tør slippe kontrollen.
Den nye såkaldt samarbejdsbaserede vej til at udvikle velfærden gennem velfærdsaftalerne skal lægge de hidtidige frikommuneforsøg i graven. De har kørt siden 2011 og har med begrænset effekt og stadig færre ansøgninger skullet tage livtag med offentligt bureaukrati og overflødige regler. Stort set alle regeringer siden Schlüter-tiden har forsøgt sig med højprofilerede afbureaukratiseringstiltag – med afdæmpede resultater.
Hvordan måles forbedringerne, når vi ikke længere skal måle og veje så meget?
Lisbeth Knudsen
Tværgående chefredaktør
VELFÆRDSAFTALERNE FORUDSÆTTER på en række områder, at Folketinget tilslutter sig ændringer i den relevante lovgivning. Her ulmer allerede det første problem. Skal velfærdsaftale-kommunerne kunne undtages for de statsligt fastsatte normeringer i daginstitutionerne, som regeringen og dens støttepartier har aftalt? I regeringens forberedelser til velfærdsaftalerne forudsættes det, at man ophæver det frie valg for borgerne blandt andet på ældreområdet med hensyn til at benytte private leverandører af forskellige serviceydelser. Det er der faktisk et forlig om fra 2018. Regeringen ser også ud til gennem velfærdsaftalerne at ville begrænse væksten i private daginstitutioner og plejehjem.
Det hedder i principaftalen, at man forpligter hinanden til at fjerne regler og bureaukrati med henblik på at løfte kvaliteten. Flere gange præciseres det, at der skal ”skabes tydelige resultater for borgerne”. Men hvad er det, og hvordan måles forbedringerne, når vi ikke længere skal måle og veje så meget?
”POLITIKERNE SKAL SÆTTE MÅL OG RETNING,” hedder det i principaftalen. Herefter skal resten overlades til dygtige offentlige medarbejdere og ledere. Hvad principaftalen ikke fortæller, er, hvor ansvaret placeres, når noget går galt i de således frisatte institutioner. Her bliver ledelsesansvaret nu markant større, må man forstå, og uden et sæt beskyttende regler og en central forvaltning i ryggen.
Aftalen fortæller heller ikke, om borgerne skal have indflydelse på beslutningerne i de nye frisatte institutioner? Der står i aftalen, at både borgere og medarbejdere skal have større handlerum. Betyder det handlerum, der bliver til borgerne, at de også får frihed til at vælge alternative løsninger til service fra det offentlige og offentlige institutioner?
INGEN TVIVL OM, AT FRIKOMMUNEFORSØGENE som model kraftigt trænger til en fornyelse, og at behovet for afbureaukratisering kun er vokset med årene. Det er en god og modig idé at slippe syv kommuner fri på nogle kernevelfærdsområder, så vi kan lære af det. Men det kræver, at regeringen og Folketinget så virkelig går hele vejen. At man på nationalt plan virkelig sætter de syv kommuner fri til at skabe den motivation og arbejdsglæde hos medarbejderne, der sukkes efter, den øgede medindflydelse og selvbestemmelse, som borgerne forventer, og de nye innovative idéer og løsninger, som vi har brug for at lære af i hele samfundet. Så FRI bør også betyde FRI af statslige normeringer og FRI af ideologiske bindinger på kommunernes og borgernes handlerum.
