Af Lasse Skytt

De fleste kender skuespilleren George Clooney. Mest for hans filmroller i Hollywood og måske også som charmerende reklamefigur for kaffekapsler. I november fik Clooney dog pludselig hvirvlet sig selv ind i noget, der kan virke knap så forførende: EU-politikken og de såkaldte retsstatsprincipper.

Anledningen var, at skuespillerens kommende dommedagsfilm skildrer en verden fuld af had og vrede, hvilket i et interview fik Clooney til at nævne Ungarns premierminister Viktor Orbán. Og da Orbán tilfældigvis i den samme uge ramte overskrifterne med sit veto mod EU’s samlede budget, valgte den 59-årige amerikaner at følge op med en gedigen politisk svada:

”Jeg ville skamme mig, hvis jeg ikke gik ud og fordømte denne her form for autokrati, hvor Orbáns regime kontrollerer medierne, sætter virksomheder under strenge skatteregler, lukker munden på den frie presse, dæmoniserer de rettighedsløse og flirter med det yderste højre,” lød det fra George Clooney i en pressemeddelelse.

Flere sider af samme sag

Historien spredte sig som en steppebrand i medier på begge sider af Atlanten.

Fra ungarsk side forsøgte Orbáns nationalkonservative regering at begrænse skaderne. Med sans for humor jokede regeringstalsmand Tamás Menczer med, at han gerne ville invitere Clooney på ”rigtig kaffe” – og altså ikke kapselkaffe – på en af Budapests grandiose caféer.

”Jeg tror ikke, Viktor Orbán ligger søvnløs, fordi George Clooney siger noget sludder om ham. Men jeg vil fraråde, at man ophøjer Clooney til et politisk orakel. Med al respekt tvivler jeg på, om han overhovedet ved, hvor Budapest og Ungarn ligger, og hvad der er nødvendigt at vide om os,” udtalte Tamás Menczer.

Hvad der er nødvendigt at vide om Ungarn og landets regering, afhænger selvsagt af, hvem man spørger.

Men læser man kun centrum-venstre-orienterede danske og vestlige medier, så vil man ofte få et ganske andet billede, end hvis man bruger tid på at forstå Viktor Orbáns synspunkt. Det kan man for eksempel gøre ved også at læse konservative medier. Det samme kan siges om situationen i Polen.

Derfor giver vi her plads til nogle af de stemmer, der fra dén vinkel bedst kan forklare – og til dels forsvare – Orbán og hans ligesindede.

Gidselretorik i det europæiske skakspil

Dramaet om EU’s kommende langtidsbudget rummer i sig selv manuskriptet til en vaskeægte politisk thriller i Hollywood-klassen – med eller uden George Clooney på birollelisten.

Måske nærmer vi os endda klimaks i det europæiske skakspil, som har stået på i årevis.

Sagerne om Europas to ”sorte får” bliver i vestlige medier typisk dækket ud fra en klassisk Hollywood-skabelon. Det er fortællingen om de gode (EU og ’demokraterne’ i vest) mod de onde (’autokraterne’ i Polen og Ungarn).

Om det nylige polsk-ungarske veto skrev flere danske aviser eksempelvis, at de to østlande har taget EU’s økonomi ”som gidsel” ved at bruge ”det ultimative våben”. I en stor klumme i Berlingske mente den radikale MEP Morten Helveg Petersen sågar, at hele Europa er taget som gidsel af ”to skruppelløse magthavere”.

Den ungarske justitsminister Judit Varga oplever det helt anderledes:

”Det er ikke os, der afpresser EU eller tager dem som gidsel. Det er lige omvendt,” skriver hun på sin Facebook-side og tilføjer, at hun vil ikke lade sig manipulere – hverken af liberale Bruxelles-politikere eller af forudindtagede bladsmørere.

Medløberjournalister og simple narrativer

I Budapest har den ungarske journalist Boris Kálnoky i en årrække dækket Ungarn og centraleuropæisk politik som korrespondent for den tyske avis Die Welt. Han er vant til at skulle navigere mellem øst og vest.

For nylig blev han leder af journaliststudiet på Mathias Corvinus-universitetet i den ungarske hovedstad. Her er hans vigtigste opgave at forhindre fremtidens reportere i at blive ”medløberjournalister”. Dem er der nemlig mange af, især når Ungarn og Polen dækkes i vestlige medier, siger Boris Kálnoky.

”Jeg siger ofte til de studerende: Tro aldrig på, hvad de andre journalister skriver, før du selv har tjekket det. Som journalister er vi altid på jagt efter gode historier, og når vi ser én, kan vi godt blive forblændet af dens simple narrativ. Det kan skygge for den komplekse virkelighed,” advarer han.

Kampen mod Vesteuropas moralske højborge

Men hvad er det så, Boris Kálnoky mener vestlige medier misforstår, når vi for eksempel skriver om Polens og Ungarns modstand mod EU’s retsstatsmekanisme og muligheden for at sanktionere lande, som ikke overholder EU’s grundlæggende værdier som frie valg, ytringsfrihed, uafhængige domstole og fri presse?

“Sagen bliver typisk udlagt sådan, at når de er imod retsstatsmekanismen, så må det jo være, fordi, de har noget at skjule. At de frygter at blive straffet, fordi de godt selv ved, at de ikke overholder principperne,” forklarer han.

Men virkeligheden er mere nuanceret, mener Boris Kálnoky. Det handler om et større perspektiv: Polen og Ungarn er imod, fordi de mener, at mekanismen er politisk motiveret snarere end juridisk funderet. Man har i forvejen EU-Domstolen til at afgøre juridiske stridspunkter, siger han. Hvis EU-Kommissionen eller EU-Parlamentet skal afgøre sagerne, så bliver det ud fra politiske standpunkter, ikke jura.

”Ingen tvivl om, at regeringspartierne i de to lande ser helt anderledes på emner som migration, kirke, familiemønstre og nationale traditioner, end man for eksempel gør i EU’s moralske højborge – i lande som Holland, Belgien eller Sverige. Men regeringspartierne i Polen og Ungarn er stærke. De har flere gange i træk fået stor folkelig opbakning ved demokratiske valg. De føler, at EU sniger denne her retsstatsmekanisme ind under dække af en akut coronakrise, hvor en snarlig deadline presser sig på. Og de føler, at EU gør det for at straffe dem, fordi deres verdenssyn afviger fra de gængse holdninger i Vesten,« forklarer den ungarske uddannelsesleder.

Forenet i mangfoldighed?

Når man som journalist i Ungarn spørger kolleger og vestlige politikere, der besøger Budapest, hvad de forstår ved EU-sloganet ’Forenet i mangfoldighed’, så nævner de fleste noget med respekt for mindretal og det multikulturelle samfund.

Men for mange ungarere og polakker forstås ’Forenet i mangfoldighed’ sådan, at der skal være plads til forskellige holdninger på tværs af unionen. At man ikke skal lade sig diktere af, hvad folk i andre lande mener, men at man naturligvis må respektere medlemslande, der tænker anderledes.

Ungarere og polakker vil gerne være en del af et europæisk fællesskab, men de afskyr moralske pegefingre fra, hvad de opfatter som de (verdens)fjerne bureaukrater i Bruxelles.

Rent retorisk sammenligner Viktor Orbán jævnligt Bruxelles i dag med Moskva under kommunismen. Ikke mindst for at mobilisere Orbáns stærkt antikommunistiske vælgerskare.

Det hører med til historien, at det kun er 30 år siden, at ungarere og polakker levede under sådan et regime. De husker det, fordi de oplevede det indefra. Folk i Vesten har glemt det, fordi de så det udefra. Af samme årsag er den demokratiske tradition i østlandene kun opbygget over få årtier, mens Vesten har haft et århundrede eller to.

Øst, vest, hvad er bedst?

Med østeuropæiske briller ses demokrati af mange som et flertalsvælde, hvor valgets vinder har ret til at råde uhindret over staten uden at tage særligt hensyn til mindretal, og uden at den frie presse, ngo’er eller domstolene kan påpege eller forhindre det.

Med andre ord: Mere magt til valgets vindere, mindre magt til de ikkefolkevalgte instanser.

I Vestens liberale demokratier ser man derimod de ikkefolkevalgte instanser som centrale medspillere, der netop skal sikre, at demokratiets ’checks and balances’ opretholdes.

Måske er det blandt andet her, hunden ligger begravet: Øst og vest har forskellige syn på demokratiet, og kampen mellem dem er simpelthen en kamp om demokratiets fremtid i Europa.

Okay, nu blev det måske lige hollywoodsk nok, for det er også vigtigt at få med, at hverken øst eller vest er homogene grupper: Internt i Ungarn og Polen er der for eksempel stor modstand mod regeringspartierne – landene er splittet i to cirka lige store grupper. Og i østlande som Slovakiet og Baltikum er store dele af befolkningerne mere vestligt tænkende, når det gælder det liberale demokrati. Omvendt findes der i vest nationalistiske ledere som Matteo Salvini og Marine Le Pen. Hvis de kommer til magten, bliver øst-vest-opdelingen endnu mere broget.

”I Holland, for eksempel, er der ingen forfatningsdomstol. De har besluttet at forbyde folkeafstemninger efter tre fejlagtige forsøg. Det medførte funktionel uorden, sagde de. Hvilken slags demokrati er det, spørger jeg. Og deres eneste svar er, at de er et gammelt demokrati, og at vi er et nyt,” har Ungarns justitsminister, Judit Varga, sagt om vesteuropæisk dobbeltmoral

Er woke-folket faldet i søvn?

I forbindelse med det polsk-ungarske veto for nylig interviewede jeg sociologen Frank Furedi. Han har ungarsk baggrund, er professor på University of Kent og har for nylig udgivet bogen ’Democracy Under Siege: Don’t Let Them Lock It Down’.

I bogen undersøger Furedi, hvorvidt demokratiet i dag udnyttes som et middel til at nå bestemte politiske mål, snarere end at være en vigtig værdi i sig selv.

”Ord betyder noget. Historier i medierne er med til at forme folks meninger om et emne. Så når Viktor Orbán udråbes som en diktator eller en autokrat, så hænger det ved. Også selv om manden er demokratisk valgt og har mødt stor folkelig opbakning gennem mere end et årti,« siger han og uddyber:

”Min personlige opfattelse er, at flere og flere vesterlændinge faktisk deler Orbáns holdning til eksempelvis migration og grænsepolitik. Men det udsagn må stå for min egen regning, for læser man om Orbán i vestlige medier, står der nærmest altid det modsatte,” siger Frank Furedi.

Han bemærker ofte fordommene snige sig ind i vestlige nyhedsmediers dækning af Ungarn og Polen. Men man skal være vågen for at opdage det, påpeger han.

”Paradoksalt nok er det dem, der selv kalder sig woke (identitetspolitisk slangord for at være opmærksom på uretfærdigheder, red.), der ikke kan se det,” konstaterer Furedi.

”Jeg tror, Orbáns veto er et udtryk for, at nok er nok. At økonomi og værdier ikke skal blandes sammen. At man vil ikke finde sig i det nedladende pres fra EU længere,” vurderer sociologiprofessoren.

Historien er ikke forbi

Tilbage i Budapest taler den nyudnævnte leder af journalistuddannelsen, Boris Kálnoky, om realpolitik.1990’ernes jubeloptimistiske tese om, at det liberale demokrati har sejret endegyldigt, og at historien er slut, er i den grad til debat, påpeger han.

”Mange glemmer, at det er et større politisk spil om landenes særinteresser. I Ungarn og Polen ønsker regeringerne ikke at gå den samme vej som Vesten,” siger ungareren.

Man vil værne om familien, kirken og traditionerne – og det er ikke bare politisk spin, det er et flertal af borgernes ønske, tilføjer han.

”Når der hænges regnbueflag på bygninger eller -skilte i butiksruderne, så symboliserer det for mange Vestens ustoppelige indtog. At man skridt for skridt er ved at miste den nationale særegenhed, man har forsøgt at genskabe efter Murens fald. Man frygter at blive ligesom alle de andre,« siger Boris Kálnoky.

Merkel og Mercedes afgør sagen

I sidste ende tror den ungarske journalist ikke, at Ungarn og Polen kan holde stand mod EU. Og de vil heller ikke selv forlade unionen. Men de har i hvert fald vist, hvor de står, hvilket kan mobilisere vælgerbasen frem mod valgene i 2022 og 2023.

”Jeg tror, parterne i EU bliver enige om en aftale, hvori der indgår en ordlyd om retsstatsmekanismen, men hvor ’straffen’ de facto vil begrænse sig til et økonomisk tilsyn. Hvis EU-institutionerne derimod indvarsler øget magt og pres, så kommer det til at skade den politiske samhørighed i unionen,« vurderer Boris Kálnoky.

Han mener, at kansler Angela Merkels holdning bliver altafgørende for forhandlingerne. Og den er stærkt påvirket af søsterpartiet CSU i det sydtyske, som længe har delt synspunkter med og holdt hånden over Viktor Orbán.

”Og så er der de tyske virksomheder, særligt den tyske bilbranche, som har mange fabrikker og filialer i Ungarn. De vil gøre meget for, at den ungarske økonomi forbliver stærk, og så kan pæne, men vage EU-principper som retsstat og solidaritet godt komme i anden række,” forudser Boris Kálnoky.