Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Koks i regeringens maskinrum

LEDELSE Minksagen kommer ikke alene til at trække dybe politiske spor. Det må også blive en anledning til et kritisk eftersyn af ministeriernes topledelser. Det er ikke kun et Fødevareministerium og en fødevareminister, der har et problem.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

De store ord har stået i kø i minksagen. Grundlovsbrud. Dette årtis største politiske skandale. Nedslagtningen af et dansk eksporterhverv på et måske usikkert sundhedsmæssigt grundlag. Magtarrogance. Forjagede beslutningsprocesser, dårlig kommunikation og ulovlig magtanvendelse.

Et ministerskifte, en brødebetynget departementschef i Fødevareministeriet, en rigspolitichef, der beklager, at også politiet handlede på et ulovligt grundlag over for minkavlerne, og endnu en beklagelse fra statsministeren får ikke minkskandalen til at dø. Den vil komme til at martre denne regering resten af dens levetid. Fordi den smadrer billedet af den handlekraftige, omsorgsfulde statsminister, der førte os godt igennem coronakrisen. En statsminister, der stadig ikke ser ud til at vakle en millimeter i overbevisningen om, at beslutningen om nedslagtningen af alle danske mink var nødvendig og rigtig, men som blot beklager, at regeringen ikke fik sagt, at der først skulle skaffes flertal for den beslutning i Folketinget, inden man satte handling bag ordene.

Statsminister Mette Frederiksens ambition som ny regeringschef var en stram politisk ledelse af ministerierne. Oprustning af Statsministeriet og topstyring af strategien. Fokus på at sætte nogle store og varige politiske hegnspæle, og så lidt som muligt af al den slags ofte mediegenererede hovsa-sager, som kan overloade ethvert ministerbord. Coronaen blev en bombe under alle de store planer – både styringsmæssigt og økonomisk.

De foreløbige redegørelser fra regeringen om forløbet af minksagen efterlader os med et usædvanligt indblik i en ledelsesmæssig dysfunktionel centraladministration, som har svært ved at arbejde effektivt sammen på tværs i krisesituationer, som ikke formår at udtrykke sig umisforståeligt over for deres politiske chefer, når de er juridisk på afveje, og som ikke formår at holde overblik over beslutningsprocesserne og kommunikationen. Det kan faktisk ikke siges klarere, end Justitsministeriet gør det i det notat, som ministeriet har afleveret i minksagen. Det hedder i den sønderlemmende kritik af embedsværket sådan her i konklusionen:

”Samlet set er det på denne baggrund Justitsministeriets vurdering, at myndighedernes ageren i det samlede forløb må anses for en tilsidesættelse af grundlæggende forvaltningsretlige normer, der har til formål at sikre borgerne mod retstab og yde grundlæggende garantier mod uberettigede indgreb fra myndighederne, herunder vejledningspligten. Justitsministeriet finder således efter en samlet vurdering, at forløbet må betragtes som kritisabelt og beklageligt.”

Der er grund til efter minksagen at foretage et kritisk eftersyn af topledelserne, af ministerierne og af effektiviteten af arbejdsgangene i kritiske situationer som en pandemi. Der er brug for endnu en gang at tage en tur i chefkredsene om de syv embedsmandsdyder: 1. Lovlighed 2. Sandhed 3. Faglighed 4. Udvikling og samarbejde 5. Ansvar og ledelse 6. Åbenhed om fejl 7. Partipolitisk neutralitet. Det er ikke en tilfældighed, at lovlighed er den første.

Det er grundlæggende i en retsstat, at alle – herunder naturligvis også ministre og embedsmænd – holder sig inden for loven. Der skal være indholdsmæssig hjemmel til at udføre opgaverne og bevillingsmæssig hjemmel til at afholde de udgifter, der er forbundet med dem. Sådan fungerer en retsstat.

Regeringens minkredegørelser viser, at temmelig mange ministre – inklusive fødevareministeren – faktisk har modtaget oplysninger om, at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet. Har de ikke læst dem, har de ikke passet deres arbejde. Minksagen er ikke en lille rutinesag, men en af de største og dyreste beslutninger under coronakrisen. Her må vi forvente, at ministrene gør sig umage.

Der er rigtig mange topembedsmænd, der kendte til den manglende lovhjemmel, men som ikke advarede statsministeren og fødevareministeren mod at afholde pressemøde og bebude aflivning af alle mink, uden at man forinden havde skaffet sig et politisk flertal for det. De har heller ikke passet deres arbejde. Derfor er minksagen en stor skandale. Det handler ikke om, hvorvidt beslutningen om minkaflivningen er rigtig eller forkert, men om at vi lever i noget, vi gerne fortsat vil kalde en retsstat.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu