Regeringens udspil til den grønne skattereform er blevet mødt med kritik for manglende ambitioner fra stort set alle aktører i den grønne koalition af røde og blå politikere, der presser regeringen fra begge sider.

Også Klimarådet, de grønne ngo’er, klimaøkonomer og mange andre undrer sig over, at regeringen tilsyneladende ikke lytter til de mange stemmer, der taler for indførelse af en generel CO2-afgift i Danmark.

Så hvem lytter regeringen egentlig til?

Regeringen har uden tvivl noteret sig, at der blandt vælgerne fra Socialdemokratiet og ud mod højre ikke er noget flertal for en generel CO2-afgift, sådan som der er blandt De Radikale og venstrefløjens vælgere. Det fremgår af tænketanken Concitos klimapolitiske barometer.

Mens venstrefløjen og De Radikale er fortørnede over det lave klimapolitiske ambitionsniveau i udspillet til den grønne skattereform, er der udbredt, men langtfra triumferende, tilfredshed i erhvervslivet med den klart største del af regeringens pakke: den såkaldte grønne kickstart.

Her vil regeringen bruge 4,5 milliarder kroner i perioden 2021 til 2025 på at holde hånden under virksomheder, der er blevet svækket af coronakrisen. Grænsen for straksafskrivninger på maskiner og andre investeringer hæves fra 14.100 kroner til 30.000 kroner, og der er – som flere kritikere påpeger – ikke særlige krav til, at disse investeringer skal være grønne. Om de bliver det, afhænger helt af den gældende forretningsfilosofi i den enkelte virksomhed.

En regering i klimadefensiven

Det står efterhånden ret klart, at regeringen med Mette Frederiksen i spidsen ikke ser det som sin opgave at levere initiativet til de politiske løsninger, der skal sætte Danmark i stand til at indfri sit mål om at reducere CO2-udledningerne med 70 procent i 2030.

Den opgave ligger efter den socialdemokratiske regerings opfattelse hos De Radikale, venstrefløjen og den voksende skare af grønne politikere i blå blok, der med opbakning fra erhvervslivet efterspørger mere fart på den grønne omstilling inden for Danmarks grænser.

Regeringen spiller ikke offensivt i klimapolitikken, men defensivt. Strategien minder om den såkaldte grønne realisme, der herskede i regeringskontorerne under Venstre-regeringerne 2015-2019.

Der holdes stramt fokus på virksomhedernes konkurrenceevne, eksportmuligheder og jobskabelse. Til gengæld ses hurtige reduktioner af hjemlige CO2-udledninger, sådan som støttepartierne ønsker det, ikke som nogen hastesag, så længe man overholder gældende regler i EU og FN. Og der er efter Morten Østergaards fald ikke noget i den parlamentariske situation, der for alvor presser regeringen i klimapolitikken, lyder den realpolitiske analyse.

Kritikere og analytikere beskylder regeringen for løftebrud ved ikke at ville indføre en generel CO2-afgift og for at svigte den erklærede ambition om at påtage sig den grønne førertrøje.

Regeringen svarer, at dét, verden har brug for fra dansk side, er at se, at man kan gennemføre den grønne omstilling uden at øge den økonomiske ulighed. De gule vestes oprør i Frankrig i 2018, antændt af planer om forhøjelse af prisen på benzin og diesel, tjener i dag som en advarsel for politikere verden over om at vare sig, når klimakampen begynder at ramme de brede befolkningers købekraft.

”For at være et foregangsland skal Danmark vise vejen til en både socialt retfærdig og omkostningseffektiv omstilling, som ikke fører til jobtab, skæv omfordeling og øget ulighed, men til nye grønne job og til muligheder for flere,” hedder det således i regeringens strategi for Danmarks globale klimaindsats.

Den grønne skattereform er blot seneste vidnesbyrd om regeringens defensive klimapolitik. Også regeringens udspil om elbiler i Danmark fra begyndelsen af september ligger helt i bunden af det sandsynlige udfaldsrum.

Finansminister Nicolai Wammen satte for alvor ord på denne klimapolitiske grundholdning i regeringen i et interview i Berlingske 23. september, hvor han advarede om, at den grønne omstilling er ’utrolig dyr’, og at Danmark derfor vil følge et reduktionsspor i sine CO2-udledninger, der ligner en hockeystav – underforstået, at man satser på at realisere den væsentlige del af 70 procent-målet umiddelbart før 2030 og ikke jævnt fordelt over perioden.

Holdningen synes at være, at hvis klimaambitionerne skal øges, er venstrefløjen, de radikale og blå politikere med ønsker fra den grønne del af erhvervslivet velkomne til at byde ind. Hvis de selv har penge med, vel at mærke.

Kritikken hagler ned over regeringen, der runder ryggen og slår ud med armene, alt imens man konstaterer, at den grønne omstilling har en pris, og at man i øvrigt er socialdemokrater, før man er grønne. Læs: Det økonomiske råderum skal bruges til at servicere socialdemokratiske vælgere, hvis bil, bolig, bøf og flyrejse ikke skal fordyres. På samme måde – i øvrigt – som blå blok 2011-2015 i høj grad brugte sit råderum til at servicere sine vælgere.

Regeringen spiller altså ikke alene defensivt i klimapolitikken, den spiller også solo, i den forstand at den i realiteten lytter meget lidt til andre end sig selv og til de mest trofaste venner i FH, Dansk Metal og 3F.

S vil ikke have CO2-afgift

Tidligere klimarådsformand, økonomiprofessor Peter Birch Olesen, medgiver regeringen, at den har taget et skridt i den rigtige retning, når det gælder indfasning af energiafgifter i produktionsprocesser, der i de senere år er blevet stort set fritaget for den slags. Men så er det også slut med rosen. Den tidligere overvismand afviser regeringens argumenter for, at det teknisk set er for tidligt at begynde med en bred CO2-afgift. Og han skoser regeringen for kun at øge den samlede energibeskatning, der i 2019 udgjorde 39 milliarder kroner, med 360 millioner kroner i 2025.

Andre kilder påpeger, at regeringen overdriver de forhindringer, EU-lovgivning angivelig skulle udgøre for indførelse af en CO2-afgift.

Skatteminister Morten Bødskov fastholder, at det aktuelle udspil er ambitiøst, at det holder Danmark på den rigtige kurs, og at regeringen er klar til at høre, hvad støttepartierne og oppositionen måtte mene om udspillet. Men bundlinjen er, at regeringen fortsætter den erhvervsorienterede soft green energi- og forsyningspolitik, der har hersket i Danmark i snart 15 år. Det virker stærkt provokerende på de mest engagerede stemmer i det grønne Danmark, mens det til gengæld holder Mette Frederiksen inde i varmen hos både de traditionelle socialdemokratiske vælgere og dem, hun har vundet tilbage fra Dansk Folkeparti.

Statsministeren er sig uden tvivl bevidst, at DF’s klimaordfører og formentlig kommende formand, Morten Messerschmidt, vil være klar til at gå i flæsket på hende, hvis regeringen bidrager til, at den grønne omstilling gør bilen, boligen, bøffen og charterrejsen dyrere for den socialdemokratiske kernevælger.