Længe inden afgørelsen på sidste års folketingsvalg havde Mette Frederiksen et budskab til centraladministrationens embedsmænd. Når hun overtog statsministerposten, ville det ikke blive ligesom sidste gang, deres chef var socialdemokrat.

De genstridige dele af embedsværket, hun tidligere som både justitsminister og beskæftigelsesminister havde været på kant med, ville få kam til deres hår.  

Budskabet var også rettet mod den socialdemokratiske vælger; denne gang ville der komme rigtig socialdemokratisk politik ud af at sætte kryds ved liste A. Det er slut med dårlige undskyldninger pakket ind i Finansministeriets teknokrat-sprog og slut med nødvendighedens politik. 

Oprørskheden og den stålsatte vilje til at gennemføre den socialdemokratiske politik har været en af regeringens kernefortællinger. Men under coronakrisens anden bølge, og med beslutningen om at alle danske mink skal aflives, er en ny nødvendighedens politik opstået. Det mener Jonas Christoffersen, der er advokat og medlem af den juridiske tænketank Justitias advisory board.

Den her minksag tyder på, at regeringen simpelthen har for travlt med at handle og har udviklet en kultur, hvor de ikke undersøger grundigt nok, om der er dækning for det, de gør.

Tim Knudsen
Professor emeritus, Københavns Universitet

”Under coronakrisen er det lykkedes regeringen at bilde os ind, at der er en nødvendighedens politik over sundhedspolitikken. Men det er der ikke. Sundhedspolitik er ikke anderledes end alle mulige andre områder,” siger Jonas Christoffersen.

Han mener, at det er lykkedes regeringen at afpolitisere håndteringen af pandemien. Men det er fundamentalt set en politisk beslutning at aflive en gruppe borgeres levegrundlag, fordi det har stor betydning for borgernes grundlæggende rettigheder, vurderer advokaten.

Professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Tim Knudsen, der er aktuel med et storværk om statsministerembedet, mener også, at regeringen har sluppet hensynet til de almindelige demokratiske processer i deres iver efter at bremse covid-19.

Regeringen ser ikke bare embedsværket som en vejspærring foran den socialdemokratiske bus, men også inddragelsen af Folketinget er for bøvlet. Under coronakrisen er den tendens løbet fuldstændig af med ministrene, vurderer Tim Knudsen, og nu rammer nemesis dem.

”Den her minksag tyder på, at regeringen simpelthen har for travlt med at handle og har udviklet en kultur, hvor de ikke undersøger grundigt nok, om der er dækning for det, de gør,” siger han. 
Professor ved Roskilde Universitets Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv Eva Sørensen er enig.  
“Regeringen er blevet for optaget af at handle hurtigt i stedet for at give sig tid til at få problemstillingerne grundigt belyst og kvalificere de beslutninger, der træffes” siger hun. 

Lovfæstet enerådighed 

Jonas Christoffersen fra Justitia finder et andet eksempel på regeringens problematiske tilgang til borgerrettigheder i udkastet til den nye epidemilov, som var i høring frem til fredag i sidste uge. Her lægger regeringen op til, at den til enhver tid siddende sundhedsminister skal have retten til at definere, om en sygdom er ”samfundskritisk”, og dermed give mulighed for at foretage vidtgående indgreb i borgerens liv. 

Med denne lov i hånden vil en fremtidig sundhedsminister have lov til at tvinge borgere til at blive indlagt, undersøgt, isoleret, behandlet og vaccineret, hvis ministeren vurderer, at udbredelsen af den nye sygdom ”medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner”, som det hedder i lovteksten.  

Det mandat mener Jonas Christoffersen ikke, en sundhedsminister skal forvalte alene. ”Udgangspunktet i et frit land er, at man selv bestemmer over sin egen krop,” fastslår han. Man har som borger i Danmark ret til at sige nej tak, hvis en læge vil undersøge dig for en sygdom.  

De har frihed til at bestemme over egen krop, men har de ikke også et ansvar for ikke at sprede en farlig sygdom?  

”Selve det at foretage et tvangsindgreb med medicinsk behandling går så lodret på tværs af vores frihedsbegreber, at det bør man kun gøre i helt ekstreme tilfælde,” siger Jonas Christoffersen. 

Spørgsmålet om, hvornår vi skal afvige fra vores principper, kalder på demokratisk debat, inddragelse af folkevalgte og det omkringliggende samfund, mener han.  

”Det er en politisk vurdering, hvad der er kritisk for samfundets funktion. Det er en vurdering af, hvilke omkostninger det må have for et samfund at opnå nogle bestemte mål.” 

Oppositionens tilbagekomst 

Jonas Christoffersen vurderer, at ukendte, nyligt opståede sygdomme, som covid-19 var i foråret, kalder på ekstraordinære, midlertidige foranstaltninger.

Men nu hvor vi står et halvt år efter med en sygdom, som vi har vidst, at vi kan holde nede i vidt omfang uden tvang, bliver det en politisk vurdering, hvilket smitteniveau vi vil have, og hvilken pris det skal have for samfundet. Det bliver en beslutning, der skal begrundes, på samme måde som beslutningen om at aflive alle mink i landet. Her har Jonas Christoffersen observeret to meget forskellige begrundelser fra regeringen: 

”Enten skal vi redde verden fra en slags covid-20, eller også skal vi forholde os til en tilbagevendende, generel risiko ved at holde mink. Det er i mine øjne to meget forskellige begrundelser, og de politiske virkemidler, vi skal bringe ind, er forskellige. Det er en politisk beslutning, ikke en faglig,” siger han.  

Beslutningen om at aktivere epidemiloven for at lukke et erhverv er ifølge Jonas Christoffersen så indgribende, at det må forankres i Folketinget. Men der har nødvendighedens sundhedspolitik trumfet de normale hensyn, og det kalder advokaten et ”uhyggeligt skred”.  

Professor emeritus Tim Knudsen mener også, at det, man kalder “det samarbejdende folkestyre”, er under pres. Den succes, som regeringens håndtering af pandemien har været i befolkningens øjne, kan være steget dem til hovedet.  

”Nu giver det bagslag. Det er en stor lærestreg for både det politiske og det administrative system, og det er virkelig dyre lærepenge, at et helt erhverv skal lide under det,” siger han.  

Tim Knudsen tror, at minksagen kan få regeringen til at ændre kurs. De har fået en seriøs forskrækkelse, som vil få dem til at udvise større forsigtighed i deres omgang med loven i fremtiden. Men også Folketinget vil vågne op og melde sig på banen efter denne sag. 

”Både oppositionen og støttepartierne har efter min opfattelse svigtet deres ansvar ved at overlade så mange beføjelser til regeringen. Men nu tror jeg, partierne uden for regeringen vil blive mere effektive,” vurderer han. 

Den interaktive ledelse 

Partierne er dog nødt til selv at melde sig på banen, hvis de vil inddrages mere fremover. Det blev hurtigt en vanesag for regeringen at håndtere pandemien alene, og den vane kan selv minksagen ikke bryde.  

“Den kan kun brydes, hvis oppositionspartierne og støttepartierne lever op til deres ansvar over for vælgerne,” konkluderer Tim Knudsen. 

Men spørger man Eva Sørensen, der er professor ved Roskilde Universitets Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, er historien om regeringens politiske kriseledelse betydelig mere nuanceret. Da coronakrisen ramte i marts, skete der noget interessant på Slotsholmen.  

”Vi stod med en stor udfordring, som ingen vidste, hvordan vi skulle håndtere. På det tidspunkt begyndte der at danne sig nogle konturer af en ny type lederskab,” fortæller Eva Sørensen.  

I erkendelsen af at vi stod med en helt ny og ukendt situation, vendte regeringen sig ud mod samfundet for at inddrage en masse ressourcer og forsøge at udvikle de svar, udfordringerne krævede. Denne form for åbne, eksperimenterende og ansvarsdelende ledelse kalder Eva Sørensen ”den interaktive ledelse”, og det var den, der gav store dele af erhvervslivet nogle bredt forhandlede hjælpepakker med deltagelse fra både et bredt Folketing, aktører og arbejdsmarkedsparter.  

”Det var spændende at se Socialdemokratiet være mere forhandlende og åbne, end man traditionelt har set dem,” siger hun.  

En sidegevinst ved den interaktive ledelse er, at den skaber bred legitimitet og medejerskab af løsningerne. Den var derfor også en af grundene til, at regeringens håndtering af pandemien mødte så stor opbakning ude i samfundet, mener Eva Sørensen. Helt ude i de enkelte skoler og institutioner var der plads til kreativitet og lokal tilpasning, når nye retningslinjer skulle integreres i hverdagen. 

Men nu er regeringen blevet doven. De er faldet for den fristelse, som enhver regering står over for. “Vi har i mange år set skiftende regeringer forsøge at få fat i flere ministerbeføjelser og gå uden om Folketinget,” siger Eva Sørensen.

Når Socialdemokratiet nu har sat sig tilbage i førerbunkeren og igen fører det, Eva Sørensen kalder “suverænt politisk lederskab” – forstået som enerådigt - gør de sig selv sårbare på en ny måde. Det har nemlig store konsekvenser, når regeringen er ene om at lave store fejl. En sag som den nuværende minkskandale ville ikke være kommet, hvis regeringen havde holdt fast i den interaktive ledelse fra pandemiens første bølge, vurderer Eva Sørensen.  

”Hvis de havde brugt lige så mange kræfter på den politiske ledelse, som de gjorde i første bølge, så ville de have håndteret situationen.” 

Eva Sørensen understreger dog, at det ikke er regeringens dårlige hensigter, der har fået dem til at falde tilbage i gamle vaner. Det var en krævende ledelsesstil, regeringen anlagde i marts. Derfor er det meget menneskeligt, at de har mistet pusten nu, hvor mange andre politiske prioriteter begynder at presse sig på. Det kan bare ikke nytte noget. 

”Det er en utidssvarende måde at håndtere en pludseligt opstået krise på,” siger hun og tilføjer: ”Dem kommer der nok kun flere af i fremtiden.” 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken regeringen eller Socialdemokratiet inden deadline.