Det lyder næsten for godt til at være sandt, når Sophie Humphrey fortæller om sit arbejde med kvinder, der får fjernet deres barn umiddelbart efter fødslen.

Men det er sandt.

Britiske Sophie Humphrey har gennem sit arbejde med organisationen Pause brudt et trist mønster.

”Jeg arbejdede på et hospital i London-bydelen Hackney og kunne se, at de samme kvinder kom igen og igen for at føde og hver gang fik fjernet deres barn efter fødslen. Der var virkelig brug for at bryde det mønster,” siger Sophie Humphrey, der i dag er talsperson for Pause.

Mens flere og flere kvinder i Storbritannien får fjernet deres barn efter fødslen, går udviklingen den modsatte vej i de kommuner, hvor Pause arbejder. Det er ovenikøbet sådan, at udviklingen fortsætter, også efter at kvinderne har forladt programmet. Det viser en evaluering af organisationens arbejde fra foråret. 

Da Sophie Humphrey i 2011 dykkede ned i kvindernes ofte ret omfangsrige sagsmapper, var der virkelig noget at tage fat på. Næsten alle i målgruppen var misbrugere, mere end to ud af tre levede i et voldeligt parforhold, halvdelen var hjemløse, og en ud af tre havde begået kriminalitet.

En del har haft problemer i skolen og har vanskeligt ved at lære.

Selv om kvindernes problemer er store og tydelige, startede Sophie Humphrey ikke med at rydde op i dem. Den tilgang havde kvinderne mødt igen og igen, og det havde ifølge den sociale entreprenør tydeligvis ikke hjulpet dem til et bedre liv.

”Man arbejder med borgere, som har et meget skrøbeligt fundament i livet. Derfor virker det, man tilbyder dem, ofte ikke,” siger Sophie Humphrey og fortsætter:

”Alt for ofte definerer vi borgerne gennem deres problemer og siger til dem: Du er misbruger, eller du har psykiske problemer, og du skal i behandling. I Pause tror vi på, at problemerne ikke nødvendigvis definerer kvinderne som personer, og derfor starter vi med personen og ikke med problemerne.”

Sophie Humphrey har altså gentænkt den måde, kvinderne bliver opfattet på. Perspektivet skifter, og det sætter sine spor på alle niveauer i det arbejde, Sophie Humphrey har sat gang i.

Motivation flytter borgere

Arbejdet med kvinderne begynder med en ny forståelse af dem og deres situation. Det bygger på relationer mellem en medarbejder og kvinden. Kvinden møder altså ikke en misbrugskonsulent, en jobkonsulent eller en psykolog, men en voksen, som i en periode er sammen med kvinden.

Der skal opbygges en relation mellem medarbejder og borger, der handler om noget helt andet end misbruget eller de andre problemer.

I de forløb går medarbejderen hele tiden på opdagelse efter de situationer, hvor de kan nå ind til kvindernes motivation.

”Det handler om at være en slags detektiv og finde de steder og tidspunkter, hvor man kan flytte kvinderne. Vi kalder det the hook, ’krogen’,” siger hun. 

Motivation kan handle om alting. Det kan være ønsket om at få noget godt at spise, eller det kan handle om muligheden for at se det barn, der er blevet fjernet. Det kan selvfølgelig også være ønsket om at få et arbejde eller en uddannelse.

Kvinden kan også ønske at gå til læge, selv om hun tidligere ville have undgået samtaler med lægen.

Ved at zoome ind på noget så konkret og noget, der for mange mennesker er helt naturligt, får man indblik i, hvor mange ganske små situationer i hverdagen der bare ikke fungerer for kvinderne.

Hun kan måske have svært ved at få bestilt en tid og møder i stedet op i lægens praksis. Mange fremmøder ender i skænderier med lægesekretæren, der ofte vil sige: Vi har ikke en tid lige nu, men først senere. Og det kan kvinderne have svært ved at forstå.

I den slags situationer er Sophie Humphreys medarbejdere med ved siden af kvinderne, så mødet med lægesekretæren ender med aftale om en tid eller viden om, hvornår på dagen man typisk kan komme til hurtigst.

”Hvis kvinden gerne vil til læge, skal vi hjælpe hende med at få den aftale, hun ønsker, så hun går ind gennem døren til lægen og ikke ud på gaden igen.”

Omstændeligt, ja – men business-casen er god

Den tilgang tager tid. Medarbejderne i Pause er typisk tilknyttet fem, seks eller syv kvinder – mens deres kolleger i kommunerne ofte har kontakt til mellem 15 eller 20.

Der er altså ingen tvivl. Sophie Humphreys tilgang koster.

Evalueringen, der er foretaget af Department of Education, det britiske undervisningsministerium, viser, at pengene er godt givet ud. I løbet af fire år fører hvert enkelt pund, brugt på indsatserne, til besparelser på 4,5 pund.

Det sker i særlig grad, fordi antallet af tvangsfjernelser og dermed antallet af anbragte børn falder.

”Jeg synes, man skal tænke på, hvad det koster for samfundet, hvis man fortsætter som nu. Det kan man måle i engelske pund, og man kan måle det i velfærd for både kvinderne og deres børn. Vores tilgang sparer penge, og den fører til, at kvinderne får et bedre liv. Det kan deres børn også mærke,” siger hun.

Gode resultater overbeviser kolleger

Sophie Humphrey og tilgangen fra Pause bryder radikalt med en mere traditionel tilgang. Det udfordrer både systemet og de medarbejdere, der arbejder som for eksempel misbrugskonsulenter eller på anden måde har kontakt med kvinderne.

”Selv om mange kan se behovet for og idéen med en ny tilgang til kvinderne, er det svært at ændre på sin praksis.”

Ændringen begynder med sproget.

”Kommunerne og deres medarbejdere betegnede altid kvinderne som mødre eller måske endda som udsatte mødre. De kaldte dem ikke bare kvinder. Hvis man holder fast i det gamle sprog, er afstanden meget kort til, at kvinderne bliver en slags ofre og skal have hjælp. Og så fastholder man dem i deres situation,” siger Sophie Humphrey.

Hun siger, at det gælder om at skabe rum for, at kvinderne kan genvinde magten over deres eget liv og blive klogere på, hvad der er vigtigst for dem.

Her er det ikke nok at komme med de gode argumenter; i sidste ende er det resultaterne, der tæller.

”Kollegerne i kommunerne oplever lidt efter lidt, at de får færre problemer med kvinderne. Det kan for eksempel være, at der er færre konflikter på et bosted. Hvis det sker, siger de måske tak for hjælpen,” siger Sophie Humphrey.

Foto – Isabel Infantes/PA Images/Ritzau Scanpix.

Sophie Humphrey og organisationen Pause har formået at bryde et trist mønster: De samme kvinder fik gentagne gange fjernet deres barn efter fødslen. Organisationens første pilotprojekt i 2013 fandt sted i London-bydelen Hackney – siden har Sophie Humphrey indgået aftaler med i alt 24 kommuner.

Social franchise-virksomhed

Siden det første pilotprojekt i 2013, der fandt sted i London-bydelen Hackney, har Sophie Humphrey indgået aftaler med nu i alt 24 kommuner. Det er selvfølgelig ikke mange i forhold til landets næsten 350 kommuner, men bare det at flytte et godt projekt fra én kommune til en anden, er ofte meget svært.

I Danmark ender mange gode projekter på det sociale område med netop at være gode projekter. Deres praksis bliver ikke udbredt til andre kommuner.

Hvordan har I skaleret jeres indsats fra én kommune til en anden?

”Det nemmeste ville være at udarbejde en manual over, hvad vi gør, og klone den praksis andre steder. Men vi har ikke lavet den manual, men tilbyder i stedet en ramme for, hvordan man kan arbejde med kvinderne. Alle skal opbygge deres egen praksis, så det passer til netop deres behov og deres organisation,” siger Sophie Humphrey.

Hvad mener du med, at I tilbyder en ramme og ikke en manual?

”Vi betragter det som en slags social franchise, når vi går i gang andre steder. Det er helt afgørende, at man rundtomkring i landet ser deres arbejde med rammerne som noget, de selv har udviklet og føler ejerskab over. Det skal være deres ’baby’.”

Er der slet ikke nogen elementer, der bare skal være på plads?

”Jo, man må ikke gå på kompromis med rekrutteringen af medarbejdere til en indsats som vores. Det skal være medarbejdere, der kan håndtere tætte relationer til kvinderne og samtidig have fokus på, hvad der kan flytte dem frem mod en mindre problemfyldt tilværelse,” siger Sophie Humphrey.