Af Nadia Claudi

Der står flyttekasser med bannere og flyers på hæve-sænke-bordene i kælderlokalet på Nørrebro. I køleskabet er der fra bund til top stablet kasser med plantebaserede drikke, og bøgerne på bogreolen lover opskrifter på såvel nemme veganske retter som en økocentrisk livsstil. Kælderlokalet er et ryk op. For et lille år siden mødtes Lisel Vad Olsson og Veganerpartiets øvrige få bærende medlemmer stadig hjemme i privaten. Ofte hos partiformand Henrik Vindfeldt, som stiftede partiet i 2018 sammen med Michael Monbjerg, der i september forlod det politiske arbejde og overlod posten som forperson til 39-årige Lisel Vad Olsson.

Står det til Veganerpartiets nye frontfigur, skal flyttekasserne ikke pakkes alt for langt væk. I september tog partiet sit første store skridt opad, da det blev opstillingsberettiget til folketingsvalget. Og nu gælder det næste skridt – helt ud i lyset, fra kælder til Christiansborg, når partimedlemmerne stiller op til valg i 2023. Klar til at buldre mærkesagen igennem: nedlæggelsen af det konventionelle dyrelandbrug og indførelsen af et 100 procent plantebaseret landbrug, hvor økologiske fritgående dyr kan indgå i naturpleje og økosystem.

Fremtidsscenariet om det såkaldt postkonventionelle landbrug bliver af kritikere kaldt for både naivt, ekstremt og helt urealistisk at få bred folkelig opbakning til. Men det handler i bund og grund bare om, at danskerne får den samme viden, som Lisel Vad Olsson sidder med, spår hun.

”Jeg kan godt forstå, hvis nogen ser det som en utopi, men selvfølgelig kan det lade sig gøre.”

Hun sammenligner de kritiske røster med det ramaskrig, der rystede den danske grundvold, da den første snak om rygelov blæste hen over landet.

”Jeg er overbevist om, at paradigmeskiftet kommer, når danskerne bliver oplyst om, hvilken betydning landbrugsindustrien reelt har. Når de finder ud af, at der faktisk ikke er noget økonomisk incitament for at beholde det. At det ikke er i orden at have tyve slagtekyllinger på 1 kvadratmeter eller en gris på 0,65 kvadratmeter. Når de finder ud af, at 48,4 procent af det danske areal (ifølge Danmarks Naturfredningsforening, red.) bruges udelukkende til at fodre de 220 millioner landbrugsdyr, som årligt avles, spærres inde i betonhaller og dræbes. Og at vi alligevel årligt importerer 1,7 millioner tons soja for at have nok foder til den ekstreme produktion. Når de indser, at vi ikke kan nå vores klimamål eller genoprette det naturlige økosystem, hvis vi ikke kraftigt reducerer vores indtag af animalske produkter,” siger Lisel Vad Olsson.

Ifølge Danmarks Statistiks seneste tal fra 2018 opdrættes der i alt 210 millioner kyllinger, svin, køer og andre landbrugsdyr i løbet af et år i Danmark. Men Lisel Vad Olsson mener, at det er mest korrekt at runde op til 220 millioner dyr:

”Der dør 25.000 pattegrise om dagen i svineproduktionen, millionvis af hankyllinger i æggeproduktionen, og hankalve skydes i mælkeproduktionen. Derfor siger jeg altid 220 millioner avlede dyr, da statistikken ikke tæller de ovenstående med,” siger hun.

Nogle ser veganisme som noget ekstremt?

”Jamen, det er det jo også. Hvis man tager et valg om den her livsstil, så vælger man at følge en ideologi, hvor man, så vidt det er praktisk muligt, ikke gør skade på dyr. Vi er konsekvente, hvilket er det, der bliver oversat til fanatiske eller ekstreme,” siger hun.

”Jeg elsker bacon”

De seneste måneder har hun, partiformand Henrik Vindfeldt og resten af bestyrelsen været travlt optaget af at omdanne den hidtidige flade struktur til en mere traditionel ledelsesstruktur med udvalg og sekretariat. Veganerpartiet 2.0, kalder Lisel Vad Olsson det. Med hende selv og Vindfeldt ved roret – to forskellige mennesker med den samme sag. Lisel Vad Olsson er, med egne ord, grounded og argumenterende, mens Henrik Vindfeldt, også med Lisel Vad Olssons ord, er mere frembrusende og følende.

Han er manden, der gik fra at være kødspisende, konservativ karrieremand til at sidde med bævende læber og tårer i øjnene i et live-indslag om vegansk aktivisme på TV2 News i 2018. Han er veganeren, der blev politianmeldt af en griseavler på Falster efter at have dokumenteret produktionsforholdene på avlerens gård. Og så skabte Henrik Vindfeldt det såkaldte ”bacon-gate”, da han tørnede sammen med daværende miljø- og fødevareminister Jacob Ellemann (V) på trappen foran Folketinget i 2018.

”Jeg elsker bacon,” proklamerede ministeren som svar på, hvorvidt det kommende år blev dyrenes år. Hvortil Vindfeldt svarede: ”Det er godt, jeg har kamera på, når du siger sådan noget lort.”

”Mig og Henrik er super forskellige. Det er ikke mig, der hidser mig op, eller mig, man kommer til at se græde på tv. Vi gør tingene meget forskelligt, og vores retorik er forskellig. Men vi samarbejder hamrende godt. Og der er helt klart en styrke i at turde være sårbar,” siger Lisel Vad Olsson.Fronterne er trukket skarpt op

Blottede følelser eller ej. Der er ingen tvivl om, at Veganerpartiet har ramt en åre i tidsånden. Grøn omstilling, bæredygtighed og fokus på dyrevelfærd ses i stigende grad i de fleste danske partiprogrammer, og også i resten af EU er den grønne bevægelse i fuld gang. Veganerpartiets søsterparti i Holland har 80 kandidater valgt ind på både kommunalt, regionalt, parlamentarisk og europæisk niveau. Og også aktivister og politikere i andre lande, herunder Norge, går med tanker om skabe et Veganerparti, fortæller Lisel Vad Olsson.

Alligevel står Danmarks nye grønne parti stadig på gyngende grund i det politiske landskab. For selv om et stigende antal overvejer at skifte frikadeller ud med plantefars, er det stadig først og fremmest den traditionelle brune sovs, som dunker i den danske hovedpulsåre. Danskere er, stadig, blandt de absolut største kødforbrugere i verden målt per indbygger og sætter hvert år tænderne i gennemsnitlig 52 kilo kød.

”Jeg oplever, at modstanden bliver grovere. Der er trukket nogle fronter op, hvor folk støder sammen og ikke rigtig hører hinanden,” siger Lisel Vad Olsson. ”Men det er forventeligt. Når man vil skære kraftigt ned på noget, som folk identificerer sig med, så kommer der modstand,” fortsætter hun.

Veganerpartiets mærkesag er nemlig ikke bare et opgør med en industri. Det er et opgør med gamle traditioner og en fast forankret kultur. Store følelser er på spil. For hvad med farmors frikadeller, mors kødgryder og den traditionelle flæskesteg til jul? For ikke at tale om rødgrød med fløde, risalamanden og æggekagen?

Et godt eksempel på, at bølgerne går højt, når folks spisevaner er på bordet, er regeringens seneste bud på at sænke CO2-aftrykket og fremme den grønne omstilling. Det offentlige indkøbs klimaaftryk udgør aktuelt årligt 12 millioner ton drivhusgas – et tal, der skulle sænkes ved indførelsen af to obligatoriske vegetardage i det offentlige. Forslaget blev fremsat den 29. oktober og fik omgående kommentarsporene på sociale medier til at gløde af ord som ”diktatur”, ”formynderi” og det, der var værre. Den 2. november trak regeringen forslaget tilbage.

”Der er brug for politikere, som tør tage disse beslutninger på klimaets og naturens vegne. Det handler jo om vores livsgrundlag i sidste ende. Dog ser vi hellere, at man hver dag i det offentlige kan vælge sig et sundt, mættende vegansk måltid, frem for to dage med tvungen vegetarmad,” siger Lisel Vad Olsson.

Ikke behov for et fuldt partiprogram

Beslutninger som at aflyse to vegetardage gør det vanskeligt for Veganerpartiet at svare på, hvem de vil pege på som statsministerkandidat.

”Umiddelbart vil vi nok pege på Socialdemokratiet, men de har endnu ikke vist en reel grøn politik, så der kan nå at ske mange ting over de næste par år,” siger Lisel Vad Olsson.

Siden Veganerpartiets opstillingsberettigelse i september har både medier og politikere efterspurgt en politik også på andre områder end landbrug og dyrevelfærd. Et idégrundlag har stille og roligt set dagens lys hen over efteråret, og den sidste del, det økonomiske udspil, blev offentliggjort den 10. november. Men der er stadig ikke tale om et fuldt partiprogram. Og det kommer der måske aldrig. 

”Vi står i en eksistentiel krise i forhold til miljø, klima og folkesundhed. Det i sig selv er et program, der fylder 60 sider, og det er ikke vigtigt for os at have et fuldt partiprogram. Det har partier som Dansk Folkeparti og Centrumdemokraterne heller aldrig haft. Men vi kommer selvfølgelig til at have en holdning, og vi kommer til at kunne tale med i partidebatterne,” siger Lisel Vad Olsson.

Partiets økonomiske udspil er ikke overraskende funderet i den grønne omstilling og i forestillingen om den cirkulære økonomis princip om at reduce, reuse, recycle og rethink. Her kommer de danske virksomheder og organisationer ind i billedet.

”En virksomhed skal gå sin produktion igennem, og ved nye indkøb spørge sig selv, om det er en absolut nødvendighed. Kan man bruge det, man allerede har? Kan man anvende genbrugsmaterialer?” siger Lisel Vad Olsson og nævner også det, der i kølvandet på regeringens aflyste vegetardage er blevet en politisk varm kartoffel: ”Og så kan det personlige CO2-aftryk halveres, hvis man vælger at indføre en vegansk frokostordning,” har forskere beregnet i en aktuel artikel i Nature.

Men hvis jeg skulle stemme på jer i morgen, ville jeg gerne vide, hvor I ligger henne på den politiske skala. Om I er socialistisk eller liberalt funderet?

”På nogle områder tænker vi rødt, på andre områder er vi mere liberale. Det offentlige skal helt klart fungere mindst lige så godt som det private, og folk skal have lige og fri adgang til hospitaler og uddannelse. Vi har et grundprincip om medfølelse,” siger Lisel Vad Olsson.

Havde partiet en socialordfører, ville han eller hun højst sandsynligt prøve at gå ud og leve som en hjemløs, forklarer hun. Mærke smerten på egen krop for bedre at se løsningen. Havde partiet en flygtningeordfører, ville vedkommende have taget imod de 50 uledsagede flygtningebørn, som regeringen sagde nej til, men samtidig insistere på så vidt muligt at hjælpe folk, hvor de er. Og havde partiet en økonomiordfører, ville han eller hun gå ind for borgerløn og ikke imod vækst – så længe den er funderet i den grønne omstilling.
Leder man efter partiets liberale ånd, kan man blandt andet finde den i jagten på det frie valg.

”Hvis man eksempelvis er indlagt på et hospital og gerne vil have et ordentligt plantebaseret måltid, så skal det være en reel valgmulighed. Det er det ikke i dag,” siger Lisel Vad Olsson.

Det frie valg gælder vel så også for dem, der gerne vil have serveret kød?

”Ja, der skal være et frit valg for alle – også kødspiserne. Vi tror på ærlig og åben oplysning for forbrugeren – ikke tvang. Lægerne og diætisterne skal være med til at fremme det grønne valg ved at oplyse om konsekvenserne af vores kost. Vi ved, at vi kan spare mindst 12 milliarder om året i sundhedssektoren, hvis danskerne spiste lidt mere plantebaseret,” siger hun med henvisning til en ny rapport, som Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi har udarbejdet for Miljø- og Fødevareministeriet.

Stort globalt marked for plantebaserede varer

Lisel Vad Olsson har selv stået der. Foran det frie valg. Ved køledisken med hakket oksekød og svinekoteletter. I køkkenet, mens den velkendte duft af stegt kylling bredte sig i huset. Til børnefødselsdagen, hvor smurte boller og lagkage stod klar til at fuldende festivitassen. Og hun reagerede med egne ord med en følelse af panik, da hun for otte år siden fandt ud af, at hun ikke havde lyst til hverken at spise eller servere kød mere. En beslutning, som kom helt naturligt til hende, efter at hun i en periode havde mediteret intensivt og dyrket nærvær og bevidsthed.

”Jeg kunne mærke, at puha, nu skulle jeg ikke have mere af ’det der’. Men vi har jo to børn, og de skulle have proteiner. Jeg begyndte derfor at søge viden om ernæring og fandt ud af, at der er proteiner i næsten alle fødevarer, og at en plantebaseret kost forebygger hjertekarsygdomme, forhøjet blodtryk og nogle former for cancer,” siger hun.

Lisel Vad Olssons mange ugentlige arbejdstimer i kælderlokalet på Nørrebro er indtil videre ulønnede. Til gengæld har partiet en skare af trofaste følgere, som gerne spæder til, når det er nødvendigt. De har blandt andet lige sørget for, at Lisel Vad Olsson får dækket et dyrt tandlægebesøg.

I dag er hun selv, hendes mand og deres 13-årige datter stålfaste veganere. Mens hendes 11-årige søn tager fra hele buffeten, når de er ude.

”Sådan er det. Vi bestemmer ikke, hvad de skal være. Man skal gøre det, der føles rigtigt for en selv,” siger hun. 

Og nej. Man behøver ikke at elske dyr, i den levende form forstås, for at tage et vegansk valg.  ”Næh,” svarer Lisel Vad Olsson på spørgsmålet om, hvorvidt hun er en stor dyreven.

”Jeg er veganer på grund af min retfærdighedssans. Det eneste, Veganerpartiet beder om, er jo i virkeligheden blot basal anstændighed og medfølelse. Om at følge de helt klare råd i klimarapporterne. Om at stoppe en forgældet og forældet industris ekstreme produktion af dyr, som lider og unødvendigt slås ihjel. Om at standse risikoen for pandemier og stoppe med at gøre ubodelig skade på miljøet og biodiversiteten.”

Kigger man på tallene, går de ikke i den rigtige retning for klimaet og den globale opvarmning: I 2017 udgjorde landbrugets udledning af drivhusgasser 22,4 procent, ifølge DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. Det er en stigning på syv procentpoint inden for de seneste ti år. Og også på andre områder brænder jorden under danskerne - ikke mindst dem på Christiansborg. Mens blandt andre Holland, Norge, Belgien, England, Polen og Frankrig har indført eller er ved at indføre forbud mod pelsdyravl, har Danmark, verdens største minkproducent, hidtil hårdnakket holdt fast i sine 942 minkfarme. I mellemtiden muterede coronavirus som bekendt i mink og spredte sig til mennesker. Det satte gang i en nu skandaleramt masseaflivning af samtlige mink. 

Coronavirus er nu muteret i mink, har spredt sig til mennesker og samtlige 13 millioner mink skal aflives. Et scenarie, som har været længe undervejs.

”Forskere advarede om den nuværende situation allerede i starten af corona-epidemien. Virus har de allerbedste vilkår for spredning og mutering i tætbefolkede områder, og ingen lever så tæt sammen som de 220 millioner dyr i fabrikslandbruget,” siger Lisel Vad Olsson, der har svært ved at tage den offentlige forargelse over at aflive raske dyr alvorligt.
”Dyrelandbruget afliver jo konstant raske dyr i Danmark. De her raske mink aflives bare uden at blive til det absolut unødvendige produkt, de var bestemt til. Danskere i medierne og på SoMe udtrykker, hvor frygteligt det er, at vi skal aflive alle de mink – men jeg går ud fra, at det ikke er dyrene, men minkavlerne, de har ondt af,” siger hun. Samtidig anerkender Veganerpartiet, at minkavlerne står i en meget ulykkelig og presset situation:

”Netop derfor skal vi omlægge pelsproduktionen til planteproduktion,” siger Lisel Vad Olsson.

Og løsningen, på både den ene og den anden krise, er jo ligefor, lover Veganerpartiets forperson. For minkavlerne og for mælkeproducenterne. For slagterierne og for de landmænd, der årligt sender for tre milliarder kroner svinekød til Storbritannien alene: Skift samtlige 220 millioner produktionsdyr ud, og fyld betonhallerne op med planter som hamp og svampe i stedet. Produkter, der ikke gør skade på hverken dyr, mennesker eller natur, og som kan anvendes i både tekstil- og fødevareindustrien.

Hvordan det skal lade sig gøre, er Veganerpartiet ved at lægge en mere præcis plan for. De vil, formentlig inden for de næste to måneder, komme med et konkret landbrugsudspil, som skal guide den enkelte landmand i at skifte over til et bæredygtigt, grønt landbrug.

”Vi er ikke, som mange tror, imod landmanden. Tværtimod. Mange landmænd kæmper for at overleve,” siger Lisel Vad Olsen, som godt er klar over, at landbruget står med en enorm gæld på over 300 milliarder kroner, der skal forrentes. Men kampen skal vindes ved at satse på nye markeder, mener hun: ”Der er globalt set en vækst i planteproteiner og et voksende marked derude. Så lad os da komme med på det grønne eksport-eventyr.