digital global vækst

Regeringen vækstanalyse 2017: Fokus på digitalisering

De mest digitale virksomheder er de mest produktive, og derfor er der behov for et skarpt digitalt fokus i danske virksomheder, skriver regeringen i sit  årlige benchmark af Danmarks vækst.

Danmark er udfordret af lav produktivitet og lave erhvervsinvesteringer. De mest digitale virksomheder er de mest produktive, og derfor er der behov for et skarpt digitalt fokus i danske virksomheder.

Det er konklusionen i den seneste udgave af regeringens årlige benchmark af Danmarks vækst, “Redegørelse om vækst og konkurrenceevne 2017″.

Det er særligt i de hjemmemarkedsorienterede serviceerhverv, at væksten har været lav i de senere år, og hvor der derfor ses potentiale for forbedringer.

”Hvis vi løfter produktivitetsvæksten i de hjemmemarkedsorienterede til samme niveau som de internationalt konkurrenceudsatte serviceerhverv, så vil produktivitetsvæksten i hele økonomien kunne løftes med 4 mia. kr. om året. Her spiller teknologien en afgørende rolle, for kun gennem en øget produktivitetsvækst kan vi sikre fortsat vellønnede job i Danmark og et moderne velfærdssamfund,” siger Erhvervsminister Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

“Regeringen vil derfor skabe de bedste rammer for at høste gevinsterne ved digitalisering, blandt andet med en strategi for Danmarks digitale vækst, som vi præsenterer til efteråret,” siger han.

Du kan hente redegørelsen på Erhvervsministeriets hjemmeside, hvor du også selv kan sammenligne Danmarks vækstvilkår med tidligere tider samt med andre OECD-lande.