• Kurt Wissendorf Møller ·

    Svaret kunne være.

    Kære Erik Rasmussen
    Svaret kunne være:

    Iflg. OECD er tilliden til den danske regering i en rangordning fra 2016 at finde på en 14. plads af 15.
    Opgørelsen viser, at 45% af os har tiltro til, at vores regering foretager sig noget fornuftigt.

    Uden at have set noget tilsvarende tal omfattende vores tiltro til vores politikere generelt, så er der en hel del, der tyder på, at politikerleden mindst når samme lavmål.

    Spørgsmålet er naturligt nok, at noget må være gået galt, siden et flertal føler mistillid til de personer, der varetager ledelsen af landet.

    Når vi alligevel går hen og stemmer ved valgene, kan det kun henføres til en dybtliggende vurdering af, at demokratiet som styreform på trods af, at vi ikke stoler på dem, der forvalter den, er en indbygget en velvoksen del af tro, håb og kærlighed, eller i det mindste, som det hævdes om demokratiet, den mindst ringe styreform, der er til rådighed.

    Der var langt fra tale om folkevælde, da grundloven blev vedtaget i 1849, så de næste 50 år gik med at aflære den herskende overklasse, deres modvilje mod folkets deltagelse i landets styrelse, men med indførelsen af det parlamentariske princip i 1901, hvor det blev vedtaget, at kongen ikke kunne tildele regeringsmagten til en gruppe, hvis denne havde et flertal imod sig i parlamentet.
    Hemmelige afstemninger var nu osse en del af forretningsgangen, og praksis blev lagt fast, at alle, med mindre man var umyndiggjort, havde stemmeret, hvis man havde opnået en alder, der var/er fastsat af de folkevalgte.

    Driften af demokratiet udformede sig, efterhånden som samfundsklasserne i moderne forstand etablerede sig, gennem et repræsentativt demokrati, hvor folkets repræsentanter blev rekrutteret gennem partier, der med Viggo Hørups ord, delte sig i anskuelser, et mønster, som er fastholdt til i dag.

    Og her findes vel osse en del af forklaringen på, at demokratiopfattelsen udvikler sig væk fra tilliden til det repræsentative demokrati.

    Når et flertal af vælgerne ikke har tillid til det system, der styrer dem, så er der to muligheder. Afskaffelse af den aktuelle praksis, og etablering af et autokrati, som vi ser det fx i Kina, eller omdannelse af det repræsentative demokrati til en anderledes driftsform, der baserer sig på endnu et trin i det danske demokratis funktionsmønster - en forstærket inddragelse af befolkningen. Vi kan kalde det demokrati - version 3.

    Historisk set er version 1, det fåmandsstyre, der blev iværksat med Grundlovens vedtagelse i 1849.

    Version 2 er organiseringen af det politiske liv med dannelsen af den repræsentative praksis, som bliver manifest efter parlamentarismens indførelse, og version 3 vil udbrede en parlamentarisk praksis, der endnu mere direkte vil skulle inddrage befolkningen i udformningen af både den daglige politik, men hertil med et særligt ansvar for et se og udvikle de store linjer og idealer både processuelt og i omsættelsen til praksis.

    Jeg har tidligere kaldt det interessegruppedemokrati.

    Rammerne ser jeg sådan.

    Der etableres et folkevalgt organ - folkeforsamlingen - der har to opgaver. Størrelsen kan formentlig være på 50 medlemmer. Den første og vigtigste opgave er at være Danmarks ansigt udadtil, føre forhandlinger med omverden, som vi i dag bruger Udenrigsministeriet.
    Den anden opgave er på fællesskabets vegne at styre den overordnede økonomi og lede penge til de fokusområder, der besluttes gennem det arbejde, der udføres i interessetingene.

    Interessetingene er brugerstyrede forsamlinger, der har interesse i at udvikle og styre konkrete afsnit af fællesskabets liv.
    Interessetingene har ligeledes to opgaver. Den vigtigste, der er en fællesopgave, består i at få italesat, undersøgt og givet retning til de tendenser, de kan se eller fremtænke inden for deres interesseområde, som kan udvikles inden for rammerne af vedtagne menneskerettigheder og de til enhver tid satte udviklingsmål, der måtte blive fremstillet af verdensomspændende organisationer.

    Konklusionerne af dette arbejde formidles via folkeforsamlingens udenrigspolitiske kontakter til legale verdensorganisationer, som Danmarks tilskud til en bæredygtig udvikling af kloden.

    Interessetingene organiseres som udgangspunkt af og i grupper, der oprettes af frivillige, der brænder for en sag. Hvis man er barn, har man sandsynligvis en interesse i at diskutere og præge udviklingen af et børneliv, der giver bedst mulig overensstemmelse med de behov, man selv og andre børn har. Hvem skal man diskutere det med. Det skal man selvfølgelig med sine forældre og sine pædagoger, så idealet er, at der rundt omkring oprettes palaverdemokratier, hvor samtalerne kan registreres og konklusionerne videregives til Børnelivets Interesseting, der er åbent for alle, der er tilknyttede De lokale Børneting. Her koordineres og beskrives ønsker og behov, vurderes økonomisk mhp fremsendelse til bevilling i Folkeforsamlingen, og iværksættes under overvågning af Børnelivets Interesseting.

    Alle områder, hvor der vurderes behov for Interesseting, udvikles der forsamlinger, der selvfølgelig beskriver og håndterer deres område efter egne behov og idéer, men inden for den overordnede ramme, at frembringe bedst mulige resultater for fællesskabet.

    Under forudsætning af, at du ikke forlængst hovedrystende, har lukket ned, kommer her forklaringer på, hvorfor vi er nødt til at overveje Demokrati ver. 3, og i det mindste bevæge os i denne retning.

    Bag enhver af demokrativersionerne har hidtil været en grundlæggende mistillid til, at folket var i stand til at styre sig selv. Først var det aggressionen, der gjorde, at vi ville geråde i korporlige slagsmål, når vi skulle blive enige, og det kan i alle tilfælde bekræftes ved bare at læse den danske historie, at det kunne være både fælt og rigtigt. Vi var ikke civiliserede nok, hverken dannelsesmæssigt eller vidensmæssigt.

    Oplysningstidens magthavere besluttede sig for at iværksætte et oplysningsprojekt, der forbedrede os på disse to vigtige områder. Vi lærte at tale pænt til hinanden, udvise tålmodighed og lade der gå lidt længere tid, inden vi kastede os i lag med at tæve modstanderen. En væsentlig andel i, at det lykkedes var skoleloven fra 1814, der forlangte, at vi skulle i skole mindst syv år.

    Dette krav gjorde os både mere vidende og mere tolerante, men gjorde osse, at vi fik mod på at ville være medbestemmende.

    Demokrati version 1 var netop den version, der af magthaverne blev anset for både at være tålelig og forstandig. Sålænge landets styrelse var under kontrol af intelligentsiaen og kirken, og befolkningen under stadig oplæring, var der ingen grund til at sætte hæren ind, så man nøjedes med at skabe et gendarmkorps, der kunne tugte de mest rabiate tilhængere af Frihed, Lighed og Broderskab.

    Men det viste sig at være umuligt at bremse Demokrati version 2, der gav os parlamentarismen, det repræsentative demokrati og de politiske partier.

    Dette system har nu tjent os i godt hundrede år, og de første hundrede af dem, afslørede ikke rigtig nogen uenighed mellem os andet end den, der skulle være der, når vi skulle dele os efter anskuelser. Årsagen var helt enkelt, at der i tiden fra omkring 1870 opstod stærke partidannelser, der var i konflikt med hinanden, og som delte sig efter anskuelser.

    Samfundets organisering i klasser, der havde som formål at udligne især de økonomiske forskelle mellem os, blev lagt i faste rammer, omgivet af faste aftaler og forhandlingsmønstre, og alle blev rigere og lykkeligere.

    Den selvsamme udvikling ændrede imidlertid vores indstilling. Det, der i starten blev opfattet som en ordensskabende ramme, har stille og roligt borteroderet den gode samfundsborger, der krævede sin ret og gjorde sin pligt med en forventning om et stadigt rigere og lykkeligt liv, er blevet i stigende grad utålmodig med de sidste, der ikke rigtig kan følge med, og ikke mindst utilfreds med sig selv, fordi lykken for flere og flere bliver opfattet som den, der kan findes for enden af regnbuen, men ikke mindst af geopolitiske grunde og voldsomme forskydninger i velstandsfordelingen er det ikke helt så let at opnå lykketilstanden, som tidligere.

    Det hævdes, og heri er jeg enig, at der er sket ændringer i identitetsopfattelsen, så vi ikke længere oplever os, som en del af det fælles projekt, der de sidste hundrede år har skabt basis for lykke, at vi har adopteret den amerikanske drøm og mest er optaget at opfylde vores personlige forventninger, som i et vist omfang er skiftet fra at være drømme til at være krav. Ikke vores krav, men mit krav.

    Vi står derfor i dag med nødvendigheden af et Demokrati version 3, fordi grundlaget for version 2 ikke længere er tilstede med tilstrækkelig styrke.

    Den individuelle utålmodighed stiller ganske enkelt krav til vores politiske system, som dette ikke kan håndtere, så borgerne kan opretholde respekten for det, og selvom vores politikere kæmper en gæv kamp for i det mindste at overbevise sig selv om, at de gør det bedste for vælgerne, slår det ikke til.

    Demokrati version 3 skal kunne håndtere et samfund, der ikke længere kan identificeres som et klassesamfund, hvor vi deler os efter bestemte samfundskategorier, men som et løsere fællesskab, der er baseret på helt andre, oversøiske idealer, end det udgangspunkt, der skabte det velfærdssamfund, som vi har fået et dobbelttydigt forhold til.

    På den ene side vil vi ikke undvære velfærdssamfundet, på den anden side vil vi have en velfærdsstat, der sørger for at velfærdssamfundet ikke bliver så dyrt, at vi skal vente på at kunne realisere vores personlige lykke.

    Dette dilemma kan kun løses med en anden organisering af vores demokrati, der udløser de stærke potentialer for humanisme og på gode dage findes i hele befolkningen, men som for tiden forsvinder i et system, der ikke er i stand til at håndtere dem.

    Et nutidigt demokrati af denne type vil formentlig få løftede øjenbryn og måske endda vendte øjne, for hvor skal al denne aktivitet og ikke mindst penge komme fra, for ikke at tale om alle de ledige hænder, det siges, vi mangler i tiden, hvis befolkningen lige pludselig kaster sig ind med liv og sjæl i landet styrelse.

    Hele den side af forklaringen findes osse, men lad os starte med at fastslå nødvendigheden af at vores demokrati indrettes, så det faktisk tjener sit formål.

    Dette som begrundelse for hurtigst muligt at anerkende et Demokrati - version 3!