• Jens B. · Selvstændig

    Relevant Mette Bock kronik fra 2016


    På vej mod det personaliserede demokrati
    HØJSPÆNDT. Spliden om topskatten er et eksempel på den fundamentale forskel på de gamle og de nye partier i Folketinget. Foto: Jens Dresling
    Det politiske liv er under enorm forandring disse år. Der er en demokratisk ’disruption’ i gang – en slags sammenbrud, men med mulighed for, at helt nye ting kan ske.
    METTE BOCK
    I 2007 skrev jeg en Kronik i Politiken under overskriften ’Nye partier på vej’. Her introducerede jeg begrebet ’de politisk hjemløse’ og argumenterede for, at de gamle partier ikke ejede evnen til fornyelse indefra. Derfor ville flere nye partier se dagens lys.
    Jeg fik mere end ret. Begrebet politisk hjemløse har slået rod, og adskillige nye partier er kommet til.
    Det er på tide med en opdatering. For der er nyt på færde. Vi står midt i en demokratisk ’disruption’, der peger i retning af det, jeg vil kalde ’det personaliserede demokrati’, hvor personer betyder mere end partier. Når røgen lægger sig, kan det føre til enten sammenbrud eller nybrud.
    Disruption betyder ikke blot sammenbrud. Det betyder også opbrud og nybrud.
    NÅR GAMLE og velafprøvede organisationsformer og forretningsmodeller ikke i tide formår at forny sig indefra, presses de udefra. Nye organisationsformer, tankesæt og forretningsmodeller ser dagens lys. Til stor overraskelse og irritation for de gamle, der protesterer med arme og ben.
    Det erkendes alt for sent, at det ikke er nok at forlænge brædder eller hælde en gang maling over. Disruption er sjældent topstyret, og derfor opdager ’the establishment’ først sent, hvad der er på færde. Sådan er det også i politik.
    VI HAR INDTIL videre haft tre generationer af politiske partier i Danmark. Første generation var de gamle klassepartier, Venstre, Socialdemokratiet, Konservative og Radikale Venstre, der var knyttet til hver sin samfundsklasse. Anden generation var protestpartierne, der med Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti bragede ind i Folketinget i 1973, men ikke overlevede på sigt. Og endelig har vi tredje generation, alliancepartierne, der med Enhedslisten, Liberal Alliance og Alternativet, samler en bred kreds af mennesker, der er enige om en retning, men ikke om alting. Man går i flok, men ikke i takt.
    De nye partier er et produkt af de gamle partiers horisontale disruption, som med etableringen af Nye Borgerlige nu er fuldt gennemført. Ingen af de gamle partier formåede at forny sig indefra. De forstod ikke at læse samfundsudviklingen og opdagede ikke, at borgerne ikke længere er fællesskabsorienterede og autoritetstro, men individorienterede og nå ja – utro. De nye partier er fra hver deres vinkel statskritiske. Derfor står de gamle partier i dag som forpjuskede skygger af sig selv, mens de forundrede ser på deres livskraftige døtre.
    Socialdemokratiet har fundet sin nye udgave i Dansk Folkeparti. Venstre er i en ny udgave blevet til Liberal Alliance. Radikale Venstre og SF blev i ung skikkelse til Alternativet. De gamle kommunistpartier har forenet sig i Enhedslisten. Og senest har Konservative fået en datter i form af Nye Borgerlige. Spaltningen er tilendebragt.
    De nye partier organiserer sig anderledes, kommunikerer anderledes og gør – med DF som undtagelse, da partiet er ’født gammelt’ – oprør mod forstenede logikker og traditionel magtpolitik.
    DEN HORISONTALE disruption er sket sideløbende med en interessant vertikal disruption inden for både de gamle og de nye partier. Den har ikke været nær så synlig, men den er der. Jeg vil vove den påstand, at der i alle partier på Christiansborg findes både høge og duer i værdipolitikken. Hvis man forestillede sig, at man samlede de værdipolitiske høge fra alle partier i ét lokale og duerne fra alle partier i et andet, ville der være stor enighed og harmoni i begge lokaler, trods det at deltagerne i begge lokaler kom fra vidt forskellige partier på tværs af blokkene.
    Den vertikale disruption foregår imidlertid under radaren som interne partidiskussioner, som offentligheden ikke hører meget til. Hvorfor?
    Fordi værdipolitikken også splitter befolkningen på tværs af traditionelle ideologiske forskelle. Spørgsmålet om f.eks. migration og integration splitter ikke blot partier, men også samfund. Mange steder i den vestlige verden har de værdipolitiske diskussioner ført til etablering af nye ekstremistiske og nationalistiske partier på de yderste fløje. Partier, som er villige til at sætte demokratiets grundlæggende værdier til salg.
    Udfordringen er, at ingen med henvisning til ideologiske klassikere kan svare på, hvordan vi skal håndtere vor tids største værdipolitiske udfordringer.
    DE KOMMENDE år vil vise, om de nye partier er levedygtige, og om det personaliserede demokrati vinder over den gamle blokpolitik. Det ser sådan ud.
    Vi har de seneste år både haft blå regeringer, der har ført rød politik – og røde regeringer, der har ført blå politik. Det er vi helt holdt op med at undre os over. Dertil kommer, at positionerne i blokkenes gamle partier også udskiftes. Markant, men næsten umærkeligt. Både på den økonomiske og den værdipolitiske akse.
    Dansk Folkeparti, stiftet på ruinerne af Fremskridtspartiet, har bevæget sig fra at være et skattenægterparti til at være et af de mest skattevillige partier. Deres økonomiske politik er hverken blå eller borgerlig. Den er socialdemokratisk. Alligevel hægter DF sig – indtil videre – på blå blok, men det skyldes primært værdipolitikken.
    PÅ DEN ØKONOMISKE akse findes der ur-socialdemokrater i hobetal i Dansk Folkepartis folketingsgruppe. Thulesen Dahl flirter med Mette Frederiksen og gamle Nyrup Rasmussen blev hidkaldt til Socialdemokraternes seneste kongres for at signalere nærhed til de ikke-stuerene. Lægger man de to partiers nuværende størrelser sammen, når vi sjovt nok tilbage til samme niveau, som Socialdemokratiet var på i dets storhedstid. Sløjfen bliver bundet, men der skulle et nyt parti og rasende kampe til, før det kommer så vidt.
    Også i værdipolitikken skifter positionerne. Jeg har deltaget i møder med socialdemokrater og SF’ere om migration og integration, hvor jeg har måttet knibe mig i armen og spørge mig selv, om deres bremser er brudt fuldstændig sammen. Intet forslag fra Dansk Folkeparti er for vidtgående, tværtimod sker det, at socialdemokrater strammer skruen en ekstra tand. Der er ikke meget traditionel ’rød blok’ over den nye værdipolitiske kurs.
    Partierne kan altså godt have politik i skuffen fra begge de gamle blokke. Og de nye partier har ikke problemer med at stemme sammen med allierede fra den anden blok, hvis det giver mening. Der er mange eksempler på, at Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten går sammen, selvom vi på de fleste områder er vildt uenige. Offentlighedsloven er et glimrende eksempel.
    HERTIL KOMMER endnu en udvikling, der tager til i styrke. I gamle dage, som kun ligger få årtier tilbage, var man medlem af det parti, ens forældre var medlem af. Man forblev loyal livet igennem og tålte rigtig meget, selvom man var uenig med sit parti.
    De tider er for længst forbi. Vælgerne kan sagtens være enige med Liberal Alliance i den økonomiske politik, med SF i miljøpolitikken og med Dansk Folkeparti i indvandringspolitikken. På én gang. Dermed bliver det i højere grad personerne end partiet, der bliver afgørende for, hvor krydset sættes i stemmeboksen.
    Det er ikke blot vælgerne, der flytter sig mellem partierne. Det gør politikerne også. Jeg er selv bærer af den udvikling, idet jeg har været medlem af fire forskellige partier og har opstillet for de tre af dem til Folketinget. Det kan man sagtens kritisere, men selv mener jeg ikke, at mine holdninger har flyttet sig markant fra mine unge år til i dag.
    Ikke nok med at politikerne skifter parti, når de ikke sidder i Folketinget. De gør det også midt i valgperioder. Med springet tager partihopperne det gamle partis stemmer med over i et nyt parti, hvilket ville være totalt uhørt tidligere.
    VI HAR SET mange partispring. Helt vildt blev det under SF’s nedsmeltning i 2014. Det ene SF-folketingsmedlem efter det andet sprang fra den synkende skude. En enkelt gik til Radikale Venstre, mens flere gik til Socialdemokratiet. Trumfen blev sat af Astrid Krag, der gik fra en SF-ministerpost til menig socialdemokrat med en kæk bemærkning om, at hun altid havde været socialdemokrat i sit hjerte! Hvad pokker hun så lavede hos SF gennem mange år, ved jeg ikke.
    I det personaliserede demokrati kommer vi til at opleve langt flere karismatiske personligheder gå ind i politik. Partidisciplinen bliver svagere, og den politiske debat friere. Nye politikertyper vil måske bruge en valgperiode eller to i Folketinget, men deres liv afhænger ikke af genvalg. Identiteten bygger ikke primært på at være politiker, og det vil tilføre mere erfaring fra livet uden for Christiansborg.
    Partierne vil i det personaliserede demokrati ikke længere være tykke fortæpper eller filtre, som vælgerne ser politikerne igennem. Partierne bliver i højere grad nødvendige – og indimellem irriterende – bagtæpper, som stærke og karismatiske personligheder har som baggrund for deres politiske virke. Det er personerne, ikke partierne, der er afgørende.
    Man finder sig ikke i gammeldags topstyret partidisciplin, hvor de fleste bare er passive trækdyr. Bliver det for groft, springer man lystigt videre. Den nye form for partidisciplin vil ikke være topstyret, men selvstyret, da den enkelte kan se, at det kan skade for meget, hvis armene og benene konstant flagrer uden for bussen. Det kaldes selvledelse.
    DE GAMLE PARTIER og de fleste politiske kommentatorer har mere end vanskeligt ved at forstå, hvad der foregår. Det har de nye partier ikke.
    Et aktuelt eksempel: Liberal Alliance holder lige nu fast i kravet om, at topskatten skal sænkes fem procent, trods massivt pres fra alle sider. Vi fremlagde kravet som forudsætning for at støtte Løkke ved regeringsdannelsen i 2011. Og tillader os at fastholde det et år efter. Kommentatorerne og de gamle partiers ledelser har været helt overbevist om, at der var tale om bragesnak, og at vi selvfølgelig ville rette ind i forhandlinglokalet.
    Søren Pind har sågar kaldt positionen for ’politisk ekstremisme’. Han er substantielt helt enig i ønsket om at afskaffe topskatten, men at LA holder fast, er ekstremistisk. Løftebrud er åbenbart langt mere spiseligt og normalt.
    De eneste, der forstår, hvad LA har gang i, er vore naboer på Christiansborg, Alternativet. De er lodret uenige i vores politik, men de forstår den politiske logik. Man siger, hvad man gør – og gør, hvad man siger.
    Ikke som i Anders Foghs populistiske kontraktpolitik, der gjorde Venstre til socialdemokrater, der løb i halen på fokusgrupperne. Men som udtryk for en ny politisk logik og kultur. I de nye alliancepartier er man ikke er bange for at sige det upopulære, hvis man finder det rigtigt. Så må vælgerne hægte sig af eller på. Fokusgrupper – nej tak. Politisk ledelse handler om at gå foran med visioner for, hvordan samfundet skal udvikle sig. Ikke om at løbe bagefter og lefle for vælgerne.
    De nye partier er ikke tonedøve. Men de har modet til at være upopulære vel vidende, at vælgerne har friheden til at stemme på nogle andre ved næste valg.
    BÅDE PARTI- OG BLOKPOLITIKKEN er under massivt pres. Og det samme er styringsinstrumenterne.
    Her er et par eksempler på gammelpartilogikken, hvor pacificering og disciplinering er velkendt:
    Jeg husker fortsat det chok, jeg fik, da jeg som nyvalgt i 2011 overværede den første åbningsdebat. Venstres forsmåede folkehær var sendt i salen, så det samme spørgsmål blev stillet til landets nye statsminister, Helle Thorning-Schmidt, knap 30 gange! Jeg krummede tæer.
    Og da den nyvalgte Pernille Schnoor få måneder efter valget i 2015 valgte at forlade Socialdemokratiet og tilslutte sig Alternativet, kom det frem, at nyvalgte medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe ikke får ordførerskaber hele det første år. Hallo! Hvem gider spilde sit liv som passiv og tavs bænkevarmer? Det sænker mildt sagt tærsklen for mytteri, hvis udsigten til at kunne sige det mindste pip ligger år ude i fremtiden.
    Som et helt aktuelt eksempel på pacificering og disciplinering, som der åbenbart slet ikke stilles spørgsmålstegn ved i de gamle partier, kan jeg henvise til en tv-debat kort før åbningen af Folketinget i år. Her udtalte Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, helt uden at blinke, at hans opgave under åbningsdebatten ville være at organisere, hvilke socialdemokrater, der skulle spørge om hvad. Hallo – er spontanitet i den politiske debat en by i Rusland i de gamle partier?
    DEN POLITISKE disruption er med andre ord i fuld gang. Vi er på vej mod et personaliseret demokrati, der kan føre til enten nedbrud eller nybrud.
    Jeg har lige besøgt Kongressen i Washington. Her går erklærede republikanere rundt og siger helt åbent, at de vil stemme på Clinton. Og valgkampen er ikke et seriøst demokrati værdigt. Personaliseringen og den politiske disruption ser i USA ikke ud til at føre til nybrud, nye partier og nytænkning, men til nedbrud og demokratisk sammenbrud.
    I Danmark følger vi et andet spor. Her peger den politiske disruption også i retning af et personaliseret demokrati, men i en langt mere konstruktiv version. Nybruddet har ført til nye partidannelser, opbrud i blokpolitikken, en tiltrængt udfordring af de gamle partiers stivnede logik og kultur og nye profiler i dansk politik. Lad os fortsætte ad det spor.
    Fortsættelse følger om 10 år.
    Mette Bock