• Ole K. Ersgaard · Erhvervsøkonom MDM, PD

    Der er et meget enkelt svar

    Retrospektivt betragtet (efter 1. Verdenskrig) er Danmark jo et åbent og et generelt fredeligt folk.
    En forholdsvis stor del af befolkningen er dog bekymret over den ukontrollerede tilstrømning af personer fra oprindelseslande, der erfaringsmæssigt er karakteriseret efterfølgende ved lav erhvervsfrekvens, stor andel i (livslang) offentlig forsørgelse og en foruroligende høj placering i div. kriminalitetsstatistikker.
    Og med rette.
    Finansministeriet har da også for nogle måneder siden oplyst, at (den fejlslagne udlændinge-/integrationspolitik, der er blevet ført af forskellige regeringer siden 1983) ikke vestlige indvandrere (officielt) koster 33 milliarder pr. år de næste 82 år. Men beløbet er væsentligt højere al den stund ganske mange omkostningsområder ikke indgår i den officielle beregnning.
    Kan det være meget mere ynkeligt? Tænk, hvad de penge kunne have været brugt til med stor gavn for det danske samfund.
    Der er jo også gennemført 21 omfattende og omkostningstunge integrationsprojekter af forskellige regeringer siden 1999 og ikke ét eneste er lykkedes. IGU/IntegrationsGrundUddannelsen er efter to år allerede i samme kategori.
    "Løkke" har ikke demonstreret det nødvendige lederskab og V-vælgerne sagde da også tydeligt nej tak til mere - "Løkke" ifm. folketingsvalget i bl.a. 2015. Venstre fik jo sit største valgnederlag i 25 år (mistede 13 mandater svarende til en tilbagegang på 28%).
    Til gengæld fik DF en enorm tillidserklæring ved en uhørt stor fremgang udtrykt i 15 mandater el. 68%.
    Hvorom alting er - DF har ikke (og Venstre absolut ikke) levet op til de store proklamationer med "straksopbremsning"!
    Tilstrømningen af asylansøgere og familiesammenførte er fortsat og det gennemsnitlige mdr. antal er p.t. 19,5% højere end under Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode. Den reelle forskel ( i det samlede antal) er med udgange af juli 953 personer. Kan det være mere ynkeligt.

    Sammenfattende peger det reelle problem på manglende lederskab i den politisk arena.