• Bodil Nissen · Fødselshjælper for blredygtig udvikling

    Identitetsskiftet er har rod i hele befolkningen...

    ... og kun hvis vi erkender, at vi er ved at smide vores fælles barn ud med badevandet, kan vi nå at redde det. Problemerne og løsningerne er mangefacetterede, så tillad mig lidt metareflektion.

    Der er venstre- og højreorienterede over hele kloden, og ingen af dem har -alene - de vises sten. Derfor er blokpolitik med deraf følgende slingrekurs dyrt for samfundet, og det undergraver tilliden til systemet, når et lille flertal kan undertrykke et stort mindretal.

    I hele den vestlige verden har venstrefløjen i en årrække hvilet på laurbærrene i tryg forvisning om, at tilkæmpede rettigheder og velfærd var kommet for at blive. De seneste tiår er venstrefløjen så blevet overrumplet af finanskrisen og migrationens udfordringer, og det er lykkedes højrefløjen at overbevise om, at velfærdsstaten kun kan overleve på neoliberalismens “nødvendighedens politik”, som på samme tid promoverer fri og uendelig vækst i det private erhvervsliv og langsom afvikling af de fælles velfærdsgoder.

    Mennesket er et avanceret pattedyr, og det er hhv frygten og lysten, der driver værket. I dag kan man forklare godt 60 % af vores politiske ståsted genetisk. Som biolog - og efter et langs livs iagttagelser og studier - har jeg fundet både empirisk og videnskabelig opbakning til følgende hypotese: Mennesker er biologiske væsener med hormonstyret motivation. Alle har sin egen individuelle blanding af dopaminstyret “ego-drive” og oxytocinstyret “fællesskabs-drive”. Dopaminstyring forklarer den “typisk maskuline” konkurrence om respekt/magt/status, mens oxytocinstyring forklarer den “typisk feminine” søgen efter empati/fællesskab/omsorg. Begge former for motivation tjener i forskellige livsfaser og situationer til artens overlevelse. Venstreorienterede (flest kvinder) har størst oxytocinstyring og dermed flere feminine værdier såsom lighed og broderskab (beskyttelse af de svage via regler), mens højreorienterede (flest mænd) har større dopaminstyring og flere maskuline værdier såsom konkurrence, frihed og vækst. Forskellen i fysik og forskellen i motivation forklarer årtusinders arbejdsdeling og kønsrollemønster, og forskellen i motivation kan være en del af forklaringen på, at det fortsat er sådan, at flere mænd - efter interesse - søger indflydelse i politik og på lederposter, mens flere kvinder - efter interesse - søger lønarbejde indenfor uddannelse og omsorg.

    Forskellige blandinger af dopamin- og oxytocinstyring former sammen med kulturen under opvæksten menneskers interesser og evner, og den store diversitet og kommunikationsevne er årsagen til menneskehedens samlede formidable formåen. Specialiseringen, forskelligheden og spændingerne giver mulighed for synergi, som vi kan udnytte, når vi beslutter os for at respektere hinanden ligeværdigt og samarbejder på tværs.

    Den teknologiske og historiske udvikling af velfærdssamfund har tilfredsstillet både maskuline og feminine værdier og bygget på ligeværd, gensidig respekt og synergi. Og den vestlige verden har været så effektiv til at udnytte samarbejdspotentialerne, at vi er i færd med at overskride de planetære grænser for vækst. Det er et stort problem for højrefløjen, som er konkurrence- og vækstmotiveret og derfor baserer sin ideologi på netop det.

    Udviklingen har også gjort de lidt svagere uafhængige af de stærkes beskyttelse og muskelkraft, og de rige har med privatskoler og privathospitaler og -plejehjem gjort sig uafhængige af fællesskabets beskyttelse. Selv parforholdet har mistet sin nødvendighed, og mænd og kvinder går fra hinanden. Sammenhængskraften er forvitret, og taberne er i første omgang de ressourcesvage, lavtuddannede, børn, unge, ældre, flygtninge og migranter, som ikke bliver lukket ind i fællesskabet, og dermed let rammes af eksistentiel angst for ikke at kunne klare sig. Selv om langt hovedparten aldrig i historien har levet rigere, fremstilles krybben som tom. En sandhed er det imidlertid, at vi lever for lånte penge og lånte naturressourcer og sender regningen med dyre renter videre til vores efterkommere.

    Det en indbygget udfordring i vores demokratis opbygning, at politikere typisk vælges på nye tiltag, der koster penge. Det har ikke været noget problem så længe der var en vækst at fordele. Men de seneste årtier, hvor vi er begyndt at nærme os grænserne for vækst, og må betale stadig mere for at rydde op efter vores egne ødelæggelser, er vi begyndt at finansier nye politiske tiltag ved at udsulte kernevelfærden.

    Udfordringerne har fået frygten til at spille en afgørende rolle. Højrenationalister, som kæmper for de bange med lavt selvværd, har en kortsigtet og naiv “Endlösung” på velfærdssamfundets deroute, men ikke løsninger på de truende klima-, natur og miljøkriser. Alligevel har de været i stand til at agere tungen på vægtskålen hhv til højre og venstre for midten og har fået langt større indflydelse end deres antal tilsiger. Det har de, fordi både højreorienterede og venstreorienterede har bejlet for at få flertal til at føre en blokpolitik, som paradoksalt nok IKKE holder hånden under de svageste. Med god grund bliver stadig flere unge mænd først bange, så vrede, når samfundet med globalisering, automatisering og mangel på lærerpladser signalerer, at de kan undværes.

    Menneskeheden har “sejret ad helvede til” og bredt sig til alle afkroge af kloden. Selv i den dybeste oceangrav kan man finde menneskehedens forurening, og vi står overfor både en tillidskrise, en demokratisk krise, en ressource-, finans- og klimakrise og en migrationskrise, som vi kun har set begyndelsen på. Problemerne kan synes uoverkommelige, og vi er i overhængende risiko for at ende som konen i muddergrøften, der ikke kunne styre sin grådighed.

    Hvis menneskeheden skal klare nutidens udfordringer, fordrer det, at både højre- og venstreorienterede anerkender egne svagheder og andres styrker. At vi sætter alle gode kræfter i spil og opnår synergi og kreative løsninger i samarbejder på tværs. Vi skal samarbejde om at finde tilbage på “den gyldne middelvej” der fører til en langtidsholdbar udvikling fremfor krig. Og det haster.

    For at lykkes - og blive et lykkeligt folk igen - skal de svageste i samfundet befries for angst, og både ego-drive og fællesskabs-drive skal anerkendes som uundværlige drivkræfter, men dopaminstyringen må vha. politiske incitamentsstrukturer flyttes væk fra begrænsede naturressourcer.

    At nedsætte et råd kan være en god begyndelse. Min vurdering er, at det herhjemme er det politiske parti, Alternativet, der trækker mest i den retning pt., men der findes heldigvis også ydmyge mennesker med blik for helheden på begge sider i det politiske spektrum.

    Jeg sender gerne materiale, der beskriver den empiri og forskning, der danner baggrund for min hypotese, som jeg arbejder på at underbygge og offentliggøre. Send mig blot en mail på mail@bodiln.dk

    Venlig hilsen

    Bodil Nissen