Tøsedrenge, valgsnoge og betalingsringe

Kongeriget slingrer af sted på Afgrundens Rand, og ét spørgsmål presser sig på: Er der en leder tilstede? Mere end nogensinde har vi brug for mand- og kvindfolk, der kan gennemføre en vidensbaseret analyse, skabe samarbejde og plotte en kurs. Strateger og fornuftsvæsener, der ikke er til fals for det første og bedste trick fra de…

Kongeriget slingrer af sted på Afgrundens Rand, og ét spørgsmål presser sig på: Er der en leder tilstede?

Mere end nogensinde har vi brug for mand- og kvindfolk, der kan gennemføre en vidensbaseret analyse, skabe samarbejde og plotte en kurs. Strateger og fornuftsvæsener, der ikke er til fals for det første og bedste trick fra de politiske rådgivere, men som står ved deres idé og tør tage nogle tæv, fordi de mener det. Optakten til valget peger desværre i den modsatte retning. Den politiske debat bliver ført af tøsedrenge og valgsnoge.

Tag nu diskussionen om en betalingsring omkring København. Ingen kan være overrasket over, at en betydelig afgift på bilkørsel er et forslag, der deler vandene. Men den helt centrale pointe – at en betalingsring skal være adfærdsregulerende og flytte folk fra bil over i tog, bus og metro og bl.a. reducere klimaskadeligt CO2-udslip – indgår stort set ikke i debatten.

Betalingsringe findes i bl.a. London, Stockholm og Oslo, og her har de haft den ønskede effekt. Færre kører i bil, forureningen er reduceret. Bystyrerne benytter afgiften til at forbedre og markedsføre kollektiv trafik, optimere bylivet samt motivere borgerne til at opdage, at der er alternativer til bilen. Hvor jeg bor, er der ganske givet mange af naboerne, der kunne spare både tid og penge ved at gå fra Suzuki til S-tog. Med andre ord: Betalingsringen er ikke et miljøhippie-projekt, men et sobert bud på adfærdsregulerende lovgivning, som adresserer et af vores væsentligste problemer. Man skal faktisk være ret kreativ for at se en rød-blå dimension i det. 

Alligevel sprutter Hans Chr. Schmidt & Co. af indignation over, at bilister ”pålægges” en årlig udgift på 11.000 kroner, og himler over ”nye røde skatter”. Hvis man følger logikken, så kunne man med god ret sige, at jeg i mange år er blevet pålagt røde skatter på ca. 50.000 kroner årligt, fordi det koster 20 kroner i timen at parkere ved min arbejdsplads i Indre By. Men det gør jeg jo så heller ikke.

Indtil videre har blå blok behændigt undladt at forholde sig til det faktum, at princippet er det samme som i afgifter på vand, el og p-pladser, nemlig at borgeren kan ændre adfærd og dermed reducere udgiften – eller ligefrem spare penge ved f.eks. at tage et S-tog, der bliver billigere.  Bemærk, at dette ikke er en debat, hvor klimaminister Lykke Friis just er fremme og kæmpe i forreste række for partiet. Det er bilministeren, der er ordførende.

Den blå blok går i en stor bue uden om sin egen politik: Hvad vil den gøre ved privatbilismens eskalerende klimaskader? Ved trængslen? Ved den nedslidte og absurd dyre kollektive trafik? Jeg bor 22 minutters togtur fra Nørreport station. Hvis jeg bruger klippekort koster en togbillet frem og tilbage 112 kroner. 

Den røde blok er til gengæld nogle tøsedrenge. I stedet for at stå ved kernen i forslaget og forklare, hvorfor  bilisten skal til at køre mere i tog (uha), så er de fremherskende argumenter: At det ”kun” koster 11.000 og ikke 18.000 kr., som de blå hævdede. At den kollektive trafik skal forbedres. Og at køerne bliver kortere. Ordet klima nævnes kun sporadisk, hvis overhovedet. Taktiske overvejelser tilsiger åbenbart, at S og SF ikke skal ”true” bilejere med en hverdag i klippekortets vold, fordi det af spindoktormanualen fremgår, at kun en politiker med dødsforagt foreslår indskrænkninger i borgernes ret til privatkørsel med forbrændingsmotor.

S-borgmestrene i omegnskommunerne er allerede fremme og underløbe forslaget ved at kræve vejledende folkeafstemning – i hvert fald for deres indbyggere. ”Ligesom med euroen,” som Køges borgmester formulerer det. Folkeafstemning om trafikpolitiske forslag? Hvordan tror sosserne det var gået med metroen eller Storebæltsbroen, hvis de havde været til folkeafstemning?

Og dermed er (betalings)ringen sluttet. Den nødvendige debat udebliver. Vi kører fast i et perspektivløst pseudo-skænderi.  Rød blok afholder sig fra at gå i flæsket på blå blok og udfordre dem på trafik- og klimapolitikken. Og blå blok kan i fred og ro dæmonisere forslaget, som flere fremtrædende borgerlige tidligere har været fortalere for. Vi får ingen reel diskussion om potentialerne i forslaget, nemlig gevinsterne for ny teknologi (i London og Stockholm bruger man bompenge til at belønne ”klimavenlige” biler), for landets hovedstad (mindre støj og luftforurening), borgerne (sundhed), erhvervslivet (forbedret mobilitet) og Danmark (udbygning af vores grønne styrkepositioner).

Og det er måske vores største problem – større end recession, klimakrise og double dip: Det politiske lederskab har forladt bygningen. Vi er i bangebuksenes og taktikernes vold – medmindre valgkampen byder på et drastisk gearskifte meget snart.