Dansk innovation kan mindske Kinas plastikforbrug

Den kinesiske befolkning får leveret op mod 20 millioner takeaway-måltider hver dag. Men de mange millioner måltider giver ikke kun mætte maver. De skaber også et enormt forbrug af emballage i verdens mest befolkede land.

Foto: Tingshu Wang/Ritzau Scanpix

Kina er storforbruger af plastik. Det afspejler sig især i den kinesiske måltidsleveringsindustri, der på få år har oplevet en mangedobling af emballageaffald i takt med, at Kina har udviklet et usædvanligt stort marked for takeaway og levering. 

Mere end halvdelen af emballageaffaldet fra måltiderne er lavet af plastik, der sjældent bliver genanvendt. Det strider imod Kinas klimamål om at blive CO2-neutrale i 2060 inden for karbon-udledninger. Det er derfor ikke kun kinesiske leveringsplatforme, som ELE.ME og Meituan, der forsøger at gøre Kinas store plastikforbrug mere bæredygtigt.

I januar 2020 præsenterede det kinesiske ministerie for miljø og økologi en række nye, grønne bestemmelser, der skal nedbringe Kinas plastikforurening inden for de næste fem år – blandt andet ved at skabe et større fokus på genanvendelige og bæredygtige materialer, og ved at sætte en stopper for salget af engangsservice lavet af plastikskum. 

Bestemmelserne er en fordel for miljøet, men de giver også plads til, at danske virksomheder med viden om cirkulære forretningsmodeller kan blive en større del af det kinesiske marked.

Sammenlignet med Kina har Danmarks cleantech-industri større erfaring, når det kommer til bæredygtighed og genanvendelse af forskellige typer af emballage, som plastik, træ, aluminium, pap og glas, gennem en cirkulær forretningsstrategi.

Du kender måske allerede selv til den bæredygtige forretningsstrategi fra det danske pant- og retursystem, hvor du afleverer dine plastikflasker, glasflasker eller dåser i en flaskeautomat for en mindre fortjeneste. Eller fra miljøbevidste kaffebarer og restauranter, der i stedet for emballage udlåner genanvendelige kopper og madbokse, som kunderne enten kan købe eller returnere igen.

Affaldssorteringen i de danske hjem vil udvikle sig fremover, blandt andet skal Danmark og andre EU-medlemslande fra 2025 genanvende halvdelen af al plast fra emballageaffald, ifølge EU’s emballagedirektiv.

Kina drukner i plastikaffald

Det er den type danske erfaringer, der giver et stort potentiale for at introducere og eksportere teknologi og systemer til genanvendelse i Kina, og et nyt projekt i samarbejde med en af de største kinesiske aktører kan vise sig at få stor effekt i den retning.

Alibaba-gruppens leveringsselskab, ELE.ME, er gennem det danske innovationscenter i Shanghai gået i dialog med en række danske cleantech-virksomheder. ELE.ME har en massiv udfordring med plastik og emballage. Selskabet har tre millioner bude, og de leverer hver 35-45 måltider om dagen. Tilsammen når de ud til en kundekreds på omkring 290 millioner kinesere.

På en konference i Shanghai i slutningen af november bød blandt andre LEGO, Arla og Færch Plast ind med eksempler på, hvordan kinesiske virksomheder kan rette blikket mod en mere cirkulær og bæredygtig forretningsstrategi.

Du kan læse mere om Kinas plastikforbrug i ICDK’s rapport ”Plastic Waste In The Food Delivery Industry In China”.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2024