Peter Hesseldahl er Mandag Morgens redaktør for digital omstilling. Han har tidligere dækket den teknologiske udvikling for bl.a. DR, TV2 og Politiken. Desuden har Hesseldahl i en årrække arbejdet som intern fremtidsforsker i LEGO og Danfoss, og som konsulent og projektleder i flere tænketanke i Danmark og udlandet. Forfatter til 7 bøger, senest "Omstilling til Fremtiden - Når teknologi bliver levende og liv bliver teknologi".
De ressourcer vi har, er en konsekvens af innovation
Nej, der er ikke grænser for vækst, og i de kommende årtier vil vi opleve en verden, hvor bekymringerne over ressourcemangel afløses af rigelige mængder energi og fødevarer og et dalende pres på miljøet. Menneskers evne til at finde nye løsninger og teknologier vil igen overvinde vores udfordringer, argumenterer Lars Tvede og Nicolai Chen Nielsen for i en ny bog.
Den engelske økonom Thomas Malthus skrev i 1798 en meget bekymrende analyse. Malthus kunne se, at befolkningstallet steg hurtigere end væksten i fødevareproduktionen, og ved at forlænge tendenserne måtte han konkludere, at verden var på vej mod hungersnød.
Men det skete ikke. Tværtimod. I de kommende år gennemgik først Europa og senere resten af verden en enestående teknologisk udvikling, drevet af blandt andet udbredelsen af dampmaskinen, der pludselig gav mennesker adgang til fossile brændsler. Sammenlignet med menneskehedens historie hidtil eksploderede den økonomiske vækst og levealderen samtidig med befolkningstallet.
Men omkring år 1970 var den gal igen. I bøger som Paul Ehrlichs ‘The Population Bomb’ (1968) og Romklubbens rapport om ‘Grænser for vækst’ (1972) advarede bekymrede tænkere – fuldstændig som Malthus – om, at befolkningen og vores forbrug voksede hurtigere end tilgængeligheden af ressourcer, og derfor nærmede vi os hastigt en situation, hvor der ikke ville være nok til alle.