Techmonopolerne tager magten - hvad er problemet?
I midten af den globale digitale økonomi sidder fem enorme selskaber, der tilsammen understøtter de fleste dele af det moderne liv. De indsamler detaljerede data om alt og alle, og de skaber ubegribelige formuer til deres ejere. Det virker ude af balance, at så få giganter har så stor magt over markedet og samfundet – men er det i virkeligheden et problem?
Peter Hesseldahl
Redaktør, digital omstillingI juli 2017 blev de fem topplaceringer på listen over verdens mest værdifulde børsnoterede selskaber for første gang indtaget af de fem digitale techgiganter Apple, Alphabet, Amazon, Microsoft og Facebook – og dér har de, i store træk, ligget lige siden.
De flotte placeringer har ikke fået de fem til at hvile på laurbærrene. I løbet af de seneste fire år er deres værdi vokset tre-fire gange, og i dag udgør deres værdi tilsammen tæt ved en fjerdedel af S&P 500-indekset over de 500 største amerikanske aktieselskaber.
I takt med at techgiganterne vokser, er der opstået en stigende bekymring over, at en håndfuld selskaber kan blive så rige og få en så central betydning for os alle. Politikerne i både EU, USA og Kina har travlt med at anlægge retssager og skrive lovforslag, der skal stække giganternes tendenser til monopol.