Peter Hesseldahl er Mandag Morgens redaktør for digital omstilling. Han har tidligere dækket den teknologiske udvikling for bl.a. DR, TV2 og Politiken. Desuden har Hesseldahl i en årrække arbejdet som intern fremtidsforsker i LEGO og Danfoss, og som konsulent og projektleder i flere tænketanke i Danmark og udlandet. Forfatter til 7 bøger, senest "Omstilling til Fremtiden - Når teknologi bliver levende og liv bliver teknologi".
Klimaomstillingen kommer med eksponentiel fart
Vi kan sagtens nå at få sænket CO2-udslippet. Hvis kurverne for udviklingen og udbredelsen af vedvarende energi, selvkørende biler og syntetisk kød fortsætter deres eksponentielle vækst, er der udsigt til en bæredygtig fremtid med rigelig og billig energi. Det er konklusionen fra den indflydelsesrige tænketank RethinkX.
Måske tænker du, at de kommende år bliver én lang, stadig voldsommere krise, efterhånden som klimaulykkerne sætter ind og menneskeheden viser sig ude af stand til at reagere hurtigt og effektivt nok til at tackle udfordringerne?
Men måske tager du fuldstændig fejl.
Måske bliver de næste årtier en fantastisk optur og starten på en ny gylden periode, hvor de flestes behov så rigeligt kan dækkes ved hjælp af klimaneutrale og billige teknologier.