Peter Hesseldahl er Mandag Morgens redaktør for digital omstilling. Han har tidligere dækket den teknologiske udvikling for bl.a. DR, TV2 og Politiken. Desuden har Hesseldahl i en årrække arbejdet som intern fremtidsforsker i LEGO og Danfoss, og som konsulent og projektleder i flere tænketanke i Danmark og udlandet. Forfatter til 7 bøger, senest "Omstilling til Fremtiden - Når teknologi bliver levende og liv bliver teknologi".
Syntetiske studieværter er en milliardforretning
Brugen af avatarer som erstatning for menneskelige studieværter vokser hastigt. Det oprindeligt danskstiftede Synthesia leverer millioner af videoklip, og de bliver sværere og sværere at skelne fra ’rigtig’ video, optaget med et kamera. Det er praktisk – men det rejser også etiske spørgsmål.
Du har formentlig set Synthesias kunstige speakere – men måske bemærkede du det ikke, for de ligner virkelige, menneskelige tv-værter til forveksling. Pæne, venlige, lidt glatte, i et udvalg af etnicitet, alder, hårfarve og påklædning. En anelse mekaniske, når de taler, men ikke meget mere end så mange andre, der læser op fra en teleprompter.
Synthesia er det førende selskab til generering af kunstige speakere til video; det, der kaldes avatarer. Deres meget livagtigt udseende digitale personligheder er blevet brugt af 55.000 kunder i mere end 12 millioner indslag. En tredjedel af Fortune 100-listen over verdens største selskaber bruger Synthesia.
Og så er to af stifterne fra Danmark; CEO Victor Riparbelli og CFO Steffen Tjerrild stiftede Synthesia sammen med et international team af researchere i 2017.