tesen-om-det-postfaktuelle

PERSPEKTIV

Tesen om ‘det postfaktuelle samfund’ er postfaktuel

Det såkaldt ”postfaktuelle demokrati” er et af det seneste års mest brugte – og misbrugte – offentlige buzzwords. Men nu udtaler fire fremtrædende forskere en sønderlemmende kritik af diagnosen. Særligt fem ”postfaktuelle teser” er decideret misvisende, utilstrækkeligt dokumenterede og simpelthen postfaktuelle.

I Lars von Triers “Riget” udspiller sig en scene, hvor patologen Dr. Bondo beder om foretræde for en døende patients pårørende. Patienten lider af hepatosarcoma. Og studiet af denne livstruende levertumor er grundlaget for hele Dr. Bondos forskningskarriere. Den hårdt prøvede patolog har brug for ”præparatet”, så han ”kan afslutte sin forskning”. Efter en ophedet diskussion med patientens meget modvillige søn insisterer en presset dr. Bondo på, at ”ingen kan argumentere mod det fornuftige i en sektion”, hvortil sønnen blot svarer: ”Vi argumenterer heller ikke. Vi siger bare nej.”

Scenen står som sindbilledet på det seneste års demokratiske jordskælv i den vestlige verden. Briternes nej til fortsat EU-medlemskab, amerikanernes nej til Hillary Clinton og italienernes nej til Renzis reformer. For ikke at nævne danskernes nej til Europol i 2015. Alle synes de med lydeligt eftertryk at have istemt sønnens ”Vi argumenterer ikke. Vi siger bare nej.” Alle fremstår de som eksempler på demokratiske beslutninger, hvor befolkningsflertal har truffet valg, der tilsyneladende strider imod al sund fornuft, rationel argumentation, fakta og videnskabelig ekspertise.

Den udvikling har fået chefredaktører, debattører og sågar filosoffer til at hævde fremkomsten af et såkaldt ”postfaktuelt demokrati”. En politisk kultur, hvor politikere, medier og vælgere vil blæse højt og flot på kendsgerninger og fakta. En tilstand ’hinsides’ kendsgerninger, hvor mennesker med magt er parate til at fremstille og viderebringe faktuelt forkert information, når blot det tjener deres interesser – og gør det.

Tesen blev fremsat allerede i 2008 af den amerikanske journalist Farhad Manjoo i bogen “True Enough: Learning to Live in a Post-Fact Society”. Og siden har den gået sin sejrsgang i debatspalter og kommentarspor verden over. Ja, faktisk blev ordet postfaktuel (”post-factual” på engelsk, red.) af Oxford Dictionaries kåret som årets ord i 2016 – lige foran det nykanoniserede danske ord ”hygge”. I Danmark har tesen også vundet fodfæste. Ifølge Infomedia har 17 landsdækkende danske dagblade i løbet af 2016 offentliggjort hele 261 artikler om ”postfaktuelle” spørgsmål – eller 243 flere end året før. Dagbladet Information udmærkede sig med en hel artikelserie om emnet samt en postfaktuel julekalender.

Men nu melder et voksende kor af kritikere sig i debatten. Over for Ugebrevet Mandag Morgen udpeger fire fremtrædende forskere – tre filosoffer og en forsker i sociale medier – fem grunde til, at tesen om det postfaktuelle demokrati er forkert. De finder analysen misvisende, utilstrækkeligt dokumenteret og – paradoksalt nok – i sig selv en postfaktuel påstand.

Som professor i filosofi på Syddansk Universitet Søren Harnow Klausen pointerer: ”Teserne om det postfaktuelle demokrati fremstår i høj grad selv postfaktuelle. Sjovt nok. Teserne synes at bygge på forudfattede, følelsesmæssige reaktioner, der grænser til afsky, over for uvidenskabelige synspunkter. De bygger på anekdotisk, spektakulær evidens nøje udvalgt for at understøtte bestemte hypoteser. Og ironisk nok synes teserne også at være udtryk for en bestemt gruppes særinteresser, nemlig universitetsansatte forskere. En gruppe med en helt åbenlys egeninteresse i at forsvare netop deres synspunkter som faktuelle.”

I gamle dage var alting meget mere faktuelt

Figur 1 | Forstør   Luk

I det “faktuelle demokrati” leverer myndigheder og universiteter faktuelle kendsgerninger til demokratisk valgte politikere. På basis af de kendsgerninger formulerer og implementerer politikerne politiske løsninger på store samfundsproblemer. Løsninger, som medierne videreformidler til borgerne som nyheder. På den baggrund vælger borgerne politikerne via demokratiske valg. I det såkaldt “postfaktuelle demokrati” disruptes det faktuelle demokratis “processer” af f.eks. sociale medier, bobler m.v. Men på mindst fem punkter er tesen om det “postfaktuelle demokrati” forkert.

Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen.

Søren Harnow Klausen mener ikke, at fakta nødvendigvis er kommet i lavere kurs i den offentlige debat – måske snarere tværtimod. Han mener ligefrem, at man kan se hele debatten om ”det postfaktuelle demokrati som et symptom på, at samfundet generelt er blevet meget optaget af fakta og i meget høj grad også ekspert- og faktastyret. Der er opstået en stærk offentlige forventning om, at politiske afgørelser skal baseres på ekspertinput og evidens. Tidligere var det mere accepteret, at politiske beslutninger faktisk var politiske.”

Også Lars Holmgaard Christensen, lektor på Aalborg Universitet i København og forsker i bl.a. sociale medier, stiller sig skeptisk over for testen om det postfaktuelle demokrati.

”Når postfaktualister kalder andre for postfaktuelle, handler det nok mest om, at de er blevet lidt småfornærmede over, at de er blevet udfordret på førsteretten til vidensproduktion i samfundet,” siger han.

På baggrund af interviews med de fire forskere har Ugebrevet udledt ”fem postfaktuelle teser”. Altså påstande, som typisk fremføres i den offentlige debat som led i argumentationen om, at vi befinder os i et postfaktuelt demokrati. Dernæst er ekspertpanelet blevet bedt om at vurdere, hvorvidt de forskellige påstande faktisk er korrekte. I det efterfølgende gennemgås deres kritik af de fem teser.

Postfaktuel tese #1: Et demokrati kan ikke fungere uden adgang til fakta

Ifølge den første postfaktuelle tese må politiske beslutninger i et velfungerende demokrat baseres på fakta, evidens og de mest pålidelige videnskabelige metoder. Som sådan udgør adgang til fakta en mulighedsbetingelse for demokratiet. Dvs. et demokrati kan ikke kaldes demokratisk, hvis ikke beslutninger baseres på fakta.

I det såkaldt postfaktuelle demokrati erstattes fakta og saglige konsekvensberegninger af robuste narrativer, opportune politiske dagsordener og urealiserbare løfter. Derved mister den demokratiske debat forbindelse til realistiske politiske løsninger, og ren vælgermaksimering bliver målet i sig selv. Det umuliggør demokrati.

Men den tese er Kasper Lippert-Rasmussen, professor i politisk filosofi og demokratiteori ved Aarhus Universitet, ikke enig i.

”Det er generelt ønskværdigt, at politiske beslutninger er truffet på baggrund af kendskab til relevante empiriske omstændigheder. Men ifølge anerkendte og alment accepterede demokratiteorier er det ikke i egentlig forstand et demokratisk problem, hvis de ikke er. Ifølge disse teorier er idealet for demokratiet at sikre lige muligheder for interessevaretagelse,” Siger Lippert-Rasmussen.

Et ideal, der ifølge ham godt kan indfris uden adgang til faktuelle kendsgerninger og derfor ikke kan siges at være nødvendig for demokratiet.

Han finder det desuden misvisende at tale om faktuelle over for postfaktuelle politikere og minder om, at også såkaldt ”faktuelle politikere bør arbejde for at stemmemaksimere via f.eks. narrativer og vælgermaksimering. Det kan være grundlæggende uansvarligt ikke at gøre det, da man som faktuel politiker har et ansvar for at overveje, hvordan man bedst får sin politik gennemført. I øvrigt kan en nok så lang opremsning af fakta ikke i sig selv sige noget om, hvilken politik man bør gennemføre.”

Postfaktuel tese #2: Demokratiets evne til at løse store samfundsproblemer eroderer uden fakta

Ifølge den anden postfaktuelle tese skal et velfungerende demokrati måles på, i hvilket omfang det lykkes at løse samfundets store sociale, økonomiske og miljømæssige problemer. Uden adgang til fakta, kan det ikke lade sig gøre og demokratiets problemløsningskapacitet eroderer gradvist. Sådan lyder den anden postfaktuelle tese.

Men professor i filosofi ved Syddansk Universitet Søren Harnow Klausen stiller sig skeptisk over for den påstand:

”Det er diskutabelt, hvorvidt demokratiet kan fungere som problemløser. Det er yderst diskutabelt, hvorvidt demokratiet bør. Det er selvfølgelig godt, hvis det også kan hjælpe til problemløsning. Men det er problematisk, hvis mere fundamentale træk ved demokratiet tilsidesættes, fordi man lægger hovedvægten på problemløsning.”

Også han peger på, at demokrati må handle om at give alle borgere samme grundlæggende indflydelse på de fælles anliggender – uanset om denne indflydelse bidrager til problemløsning eller ej. Han mener endda, at der kan være farlige faldgruber forbundet med at forstå det faktuelle demokrati som den styreform, der frembringer løsninger på ”objektive” samfundsudfordringer:

”Når man taler om ”problemløsning”, underforstår man, at der findes én objektivt rigtig løsning på et samfundsproblem. Men stort set alle politiske beslutninger er mere eller mindre optimale for forskellige grupper i samfundet. Og det, der fremstilles som objektive samfundsproblemer, der kræver bestemte ”nødvendige løsninger”, kan meget vel være udtryk for bestemte gruppers særinteresser.

Postfaktuel tese #3: Arbejdsdeling mellem eksperter og politikere bryder sammen

Et velfungerende demokrati bygger på en arbejdsdeling mellem videnskabelige eksperter, der blotlægger kendsgerninger, på den ene side og demokratiske politikere og offentligheden, der træffer politiske beslutninger, på den anden. Opstår der tvivl om faktuelle kendsgerninger i den demokratiske debat, forventes politikere at spørge neutrale myndigheder, eksperter og forskere til råds. Men i det postfaktuelle demokrati bryder den arbejdsdeling sammen.

Klemens Kappel, der er lektor i filosofi på Københavns Universitet, har for nyligt afsluttet et større forskningsprojekt om ”Videnskabens rolle i det liberale demokrati”. Her har han netop undersøgt arbejdsdelingen mellem eksperter og beslutningstagere – herunder særligt hvornår videnskabsfolk rimeligvis kan lade deres forskning influere af politiske holdninger, og hvornår de bør forholde sig neutrale.

”Det er et udbredt synspunkt, at der er behov for en arbejdsdeling, hvor videnskab leverer kendsgerningerne på en neutral måde, og hvor demokratiet træffer beslutninger med udgangspunkt i demokratiske værdier.” Han forklarer, at synspunktet er blevet udfordret af kritikere, der mener, at kendsgerninger og værdier hverken kan eller bør adskilles. Men ifølge Klemens Kappel er kritikken forfejlet.  Det er nødvendigt og helt legitimt, at politiske, ikke-faktuelle synspunkter informerer valg af forskningsspørgsmål og forskningsformidling. Men når det gælder valg af metode samt indsamling og fortolkning af data, bør en ekspert tilstræbe at forholde sig politisk neutral: ”Jeg tror basalt set, at videnskab bør tilstræbe at være neutral i denne forstand, og at demokratiske beslutningsprocesser bør respektere videnskab, for så vidt at den er neutral i denne forstand.”

Klemens Kappel understreger dog også, at det langtfra kun er politikere, der gør vold på arbejdsdelingen. Ofte stammer presset faktisk fra forskerne: ”I det omfang man kan tale om en postfaktuel tilstand, så er den mindst lige så udbredt i forskerkulturen som blandt politikere. Forskere fremsætter også påstande, som de udmærket ved, der ikke er særlig god evidens for. De sensationaliserer og overdriver betydningen af deres egen forskning. Og endelig er der forskere, der uden at gøre opmærksom på det, udtaler sig om forhold, der ligger uden for deres ekspertiseområde – dvs. om emner, hvor de ikke følger med i den forskningsbaserede viden og aldrig selv har anvendt anerkendte forskningsmetoder eller indsamlet data. Der er helt åbenlyst behov for en principiel arbejdsdeling – og ikke mindst at den respekteres af begge parter. ”

Professor Søren Harnow Klausen går dog skridtet videre. Han mener, at ideen om en arbejdsdeling er for forsimplet og overfladisk. Som han ser det, ”opstår der sjældent spørgsmål om meget simple, nøgne kendsgerninger i en demokratisk samtale. Spørgsmålene drejer sig om, hvad kendsgerningerne viser. De må fortolkes for at få politisk relevans; men dermed må også eksperterne inddrage normative overvejelser. I praksis går de ofte langt i denne retning; og det kan være umuligt for lægfolk, inklusive politikere, at afgøre, hvilke dele af et ekspertinput der er rent faktuelle, og hvilke der ikke er.”

Postfaktuel tese #4: Fremvækst af ”kendsgerningsindustri” giver overproduktion af fakta

Uafhængige vidensinstitutioner og myndigheder – som f.eks. ministerier og universiteter – har traditionelt haft monopol på faktuel vidensproduktion. Men igennem de senere år er der opstået en ”kendsgerningsindustri” – bestående af f.eks. tænketanke, analyseinstitutter, politisk udpegede kommissioner og ekspertgrupper. Organisationer som disse arbejder ud fra politiske og økonomiske mål snarere end faktuelle. Dermed drukner demokratiet i et overudbud af faktuelle kendsgerninger, der ikke alle er frembragt for kendsgerningernes egen skyld. Professor Søren Harnow Klausen efterspørger dog proportioner i debatten om de ”nye” vidensproducenter. Kritikken bygger ifølge ham på en ”myte om, at universiteter er helt uafhængige vidensinstitutioner, der alene er drevet af faktuelle mål. Mange forskningsområder har som primært mål at forbedre teknologier og fremme erhvervsudvikling på bestemte områder. Dertil kommer den indirekte afhængighed i form af politisk bestemte satsningsområder, karrierepres etc.

Han er helt enig i, at tænketanke og politisk nedsatte ekspertgrupper i endnu mere markant grad arbejder for bestemte politiske dagsordener. Men han mener også, at de organisationer typisk ”varedeklarerer” deres varer meget klarere end universiteterne. Og, supplerer han, ”I nogle tilfælde kan man desuden hævde, at tænketanke eller ekspertgrupper er forholdsvis uafhængige. De er ikke en del af statsapparatet. De er ikke på finansloven. Og de er ikke underlagt de ”forskningsparadigmepres”, der kan gøre sig gældende på universiteterne.”

Lars Holmgaard Christensen, lektor på Aalborg Universitet, mener heller ikke, at monopolbruddet nødvendigvis udgør en svaghed eller risiko for demokratiet – måske snarere tværtimod. Ifølge ham er vi vidner til:

”et magtskifte, hvad angår samfundets informationsflow, og et begyndende opgør med gamle institutioners troværdighed. Der er kommet mange flere strategiske kommunikatører, der aktivistisk remixer, gør modstand og producerer nye narrativer og subversive vinklinger. De bygger videre og ovenpå på information fra etablerede ”monopolitistiske” videnskilder. Men de inddrager også information som af strategiske hensyn kan være blevet udeladt af de etablerede. Med andre ord bliver den strategiske kommunikation, som politikere, myndigheder og eksperter traditionelt har styret samfundet med, udfordret og suppleret af flere aktører på digitale og sociale medier.”

For ham er udviklingen udtryk for, at man ikke længere accepterer bestemte gruppers eller organisationers monopol på faktaproduktion. Han mener derfor ikke, at man bør tale om et postfaktuelt samfund, men snarere om ”et polyfaktuelt samfund, hvor vi som samfund ikke søger at finde fælles konsensus i fakta fra en centraladministration for informationsproduktion. I stedet organiserer vi os efter forskellige klynger af lige sande, men forskellige fakta. Klynger, der i større eller mindre grad understøtter forskellige gruppers opfattelser og ønsker til det gode liv.”

Postfaktuel tese #5: Nye sociale og digitale medier gør borgerne dummere

Studier fra social- og adfærdspsykologi dokumenterer, at sociale medier kan fungere som ”digitale ekkokamre” og ”filterbobler”, hvor alle i en gruppe kan bringes til at tro på informationer, som er usande, og som hvert enkelt gruppemedlem ikke engang selv tror på. Men den enkelte bliver overbevist om, at falsk information er sand, fordi alle tror, at alle andre i gruppen tror det.

Men Lars Holmgaard Christensen, lektor ved Aalborg universitet, advarer mod at drage forhastede konklusioner på for løst empirisk grundlag.

Ifølge ham er det ”For det første forkert at påstå, at filterbobler først er opstået med fremkomsten af de sociale medier. De traditionelle massemedier fungerer i så fald også som filterbobler. Vi taler godt nok ikke om Jyllands-Postens, Politikens eller Informations filterboble, men det burde vi nok gøre.”

Medieforskeren mener, at klassiske danske nyhedsmedier i en ”konstant famlende søgen efter nye forretningsmodeller har forvandlet nyheder til ”produkter”. En dårlig cocktail af breaking news, uredigerede ritzau-telegrammer, næsten rå pressemeddelelser og tonsvis af annoncer. Hertil kommer debat og bloggere, der frit politiserer, polemiserer og kommenterer nyhedshistorier ud fra et bestemt verdenssyn. Hvis de sociale medier inviterer til gruppetænkning, så gør de klassiske redaktionelle medier det jo også.”

Han stiller sig dog i det hele taget skeptisk over for ideen om såkaldte filterbobler og ekkokamre.

”Fænomener som filterbobler, ekkokamre, fake news osv. er postfaktualisternes ‘konspirationsteori’. Ideerne hviler på studier fra adfærdspsykologi – hvor de første stammer helt tilbage fra 1940’erne – og disses ret pessimistiske antagelser om de brede massers evne til i fælleskab at opnå korrekt information om verdens sande tilstand. Studierne viser, at vi ofte gør og tænker som dem, vi gerne vil være i gruppe med.”

”Men,” påpeger medieforskeren, ”sociale mediers gruppepres behøver ikke nødvendigvis at have negative konsekvenser. Ekkokamre kan måske forstærke nogles fordomme, men kan også udvide adgangen til information og nytænkning hos andre. Og der findes masser af eksempler og teorier, der peger på, at de sociale medier styrker almindelige menneskers adgang til og omgang med information. Forskere som Dan Gilmour, Clay Shirky og Jay Rosen betragter netop fremvæksten af sociale medier som et konstruktivt, demokratisk magtskifte, hvad angår samfundets grundlæggende informationsflow.”

Ifølge Lars Holmgaard Christensen betyder de sociale medier nemlig også, at et passivt medieforbrug erstattes af et mere aktivt, engageret og involverende medieforbrug – der er befordrende for både den enkelte borgers oplysning og den demokratiske samtale som hele.

Som han siger, ”set fra en medieforskers stol virker det, som om danske postfaktualister har stirret sig blinde på en meget negativ læsning af socialpsykologien og de sociale medier. Dermed forsømmer de at forholde sig til de mere optimistiske studier. Men jeg kan da godt forstå dem: De negative, sensationelle analyser egner sig bedre til at få postfaktualisterne selv i medierne. Det er faktisk helt efter bogen om det postfaktuelle demokrati.”

Tesen om ”det postfaktuelle demokrati” er blevet brugt til at forklare de senere års epokegørende begivenheder som f.eks. valget af Trump, Brexit og Danmarks nej til Europol. Men måske er kendsgerningerne om demokratiets forhold til kendsgerninger mere nuanceret end som så? De fire eksperter, som Ugebrevet har talt med, rejser i hvert fald begrundet tvivl om tesernes korrekthed og advarer imod forhastede konklusioner.

Eller om man vil. Til forskel fra sønnen i Riget siger de ikke nej til det postfaktuelle demokrati. De argumenterer bare for, at analysen er forkert.

stodtdetfbbund