Du behøver ikke være bange for Christopher og Jessica

Et viralt opslag med en advarsel mod at acceptere "en venneanmodning fra en Christopher Davies og Jessica Davies" har ikke noget på sig.

Thomas Hedin

Et opslag med en falsk advarsel om ikke at acceptere "en venneanmodning fra en Christopher Davies og Jessica Davies" er de seneste dage blevet delt heftigt på Facebook.

Opslaget har cirkuleret på det sociale medie i flere år - endda i forskellige versioner og på flere sprog.

"I må endelig ikke acceptere en venneanmodning fra en Christopher Davies og Jessica Davies, de er hackere. Fortæl hver 1 på din liste, fordi hvis nogen på din liste tilføjer ham, vil han være på din liste også. Han skal nok finde ud af din computer er id og adresse, så kopiér og indsæt denne besked til alle, selv hvis du er ligeglad med, tak for advarslen, sig det videre," fremgår det af opslaget på noget ubehjælpeligt dansk. 

I en nyere udgave af den samme gamle fupadvarsel har nogen tilføjet yderligere navne. Nu er det ikke kun Christopher og Jessica, som man angiveligt - uden grund - skal frygte, men også 'agent Sharon Anderson Terry' og 'Arnecia Downing'.

Selv om du skulle modtage sådan en anmodning om venskab, så kan selv den dygtigste hacker ikke overtage din computer, bare fordi du accepterer en venneanmodning på Facebook. Det kræver, at du for eksempel lokkes til at gemme en fil på din computer. Først der kan det gå rigtig galt. Derfor er det som udgangspunkt en god ide at ignorere venneanmodninger eller henvendelser fra brugere, du overhovedet ikke ved, hvem er.

Ikke kun fordi din nye (u)ven kan sende dig meddelelser og filer, der måske indeholder en virus, men også fordi du via det nye venskab giver vedkommende adgang til dine personlige data – for eksempel tidligere Facebookopdateringer, billeder og andre private oplysninger på din Facebookprofil. Har din nye ’ven’ ondt i sinde, så kan de nævnte oplysninger måske blive brugt imod dig. Det kan for eksempel være billeder af dig selv, der kan blive misforstået af personer uden for din vennekreds, eller som hackeren misbruger til for eksempel at oprette en falsk profil - måske endda i dit navn.

Eksempel på opslaget på Facebook

Det er ofte de samme gamle hackeradvarsler, der med mellemrum igen og igen får nyt liv på Facebook. Advarslernes formuleringer varierer fra gang til gang, men opbygningen og budskabet er som regel det samme: En navngiven hacker er på spil, bliver man venner med hackeren, vil ens Facebookkonto eller computer blive hacket. Og opslagene slutter ofte med at opfordre alle til at dele advarslen.

Her kan du i øvrigt læse mere om, hvorfor sådanne advarsler ofte opfordrer dig til at kopiere teksten ind på din egen væg i stedet for bare at klikke på Facebooks deleknap.

LÆS OGSÅ: De fleste hackeradvarsler på Facebook kan højest skræmme livet af dig

LÆS OGSÅ: Sådan kan du beskytte dit privatliv på Facebook

LÆS OGSÅ: Nej, Jayden K. Smith er ikke hacker

LÆS OGSÅ: Hackeradvarslen om Fabrizio Brambilla og hans hund er et fupnummer

LÆS OGSÅ: Sender nogen usynlige og lumre beskeder i dit navn?

LÆS OGSÅ: Hacker ’fra Microsoft’ bliver helt til grin, da han forsøger at snøre politibetjent


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu