Europas politikere er trætte af uafhængige journalister

Det tyske parti AfD er ved at oprette sit eget mediemæssige war room, hvorfra 20 journalister skal lave partiets egen 'dækning' af livet i Forbundsdagen. I Spanien kan journalisterne ikke længere stille spørgsmål til premierministeren. Uafhængige medier har det svært i mange EU-lande.

Om Claus Kragh

Knap 200 millioner skattekroner om året.

Det var den økonomiske gevinst, det tyske outsiderparti AfD kunne notere sig, da det i september 2017 fik 12,6 procent af stemmerne ved valget til Forbundsdagen. Dermed kunne det unge parti, der hidtil havde været finansieret af private donationer, begynde at lægge planer for, hvordan man ville bruge de mange penge til at cementere den nyvundne position i tysk politik.

Svaret står nu klart: En massiv oprustning af den direkte kommunikation med partiets medlemmer og sympatisører, som hver for sig kan tjene som det mediemæssige fodfolk, der bringer partiets budskaber uimodsagte ud i den offentlige debat.    

”Det handler om at opbygge en slags war room, der bringer vores indhold ufiltreret ud til manden på gulvet,” siger Christian Lüth, pressetalsmand for Alternative für Deutschland i Forbundsdagen, til avisen Süddeutsche Zeitung.

Det nye war room med 20 journalister ledes af Jürgen Braun, der er medlem af Forbundsdagen og har en fortid som journalist. Partiets leder, Alice Weidel, lægger ikke skjul på, at formålet er at skabe partiets egen mediedækning, fordi man er utilfreds med den eksisterende.

”Så længe AfD bliver ignoreret af mange medier eller bliver stillet i et dårligt lys ved hjælp af fake news, er der ingen anden vej at gå,” har hun sagt til magasinet Focus.

Alternative für Deutschland er langt fra det eneste af de mange nye partier, der er dukket op i Europa over de seneste 10 år, der investerer store dele af den offentlige partistøtte i at opruste partiets kommunikationsmaskine.

Det seneste eksempel er fra sidste uge, hvor det kom frem, at Dansk Folkeparti med finansiering fra Europa-Parlamentet har fremstillet en bog, hvori man retter en voldsom kritik mod navngivne journalister på en række medier. Bogen skal omdeles til 240.000 husstande

Den generelle tendens er, at brede flertal i de nationale parlamenter enes om at øge støtten til partierne. I Tyskland vedtog regeringen, bestående af konservative og socialdemokrater, i sommeren 2018 at øge partistøtten med 15 procent til 190 millioner euro i 2019. I Danmark vedtog et bredt flertal i Folketinget at øge støtten til partierne med 40 procent.

Partiernes øgede muligheder for at investere i egen ’journalistik’ og egne medieplatforme kommer på et tidspunkt, hvor uafhængige medieorganisationer – både private og offentlige – mister styrke. De offentlige medier skæres i budgetterne, og de private medier lider under Googles og Facebooks støvsugning af annoncemarkederne.

Politikerne vil tale uimodsagt

Lysten til at slippe uden om kritiske spørgsmål fra journalister findes ikke kun i nye oppositionelle partier. Den rækker langt ind i de traditionelle regeringspartier og helt til regeringsledere og præsidenter.

I Danmark har man set statsminister Lars Løkke Rasmussen bruge Facebook til afslappede søndagsrefleksioner, og Socialdemokratiet har hyret en tv-kendis til at lave partifinansierede tv-interviews. I Frankrig sender præsident Macron og hans folk live via Facebook fra taler og virksomhedsbesøg i et væk, og det samme gør Italiens stærke mand, indenrigsminister Matteo Salvini.

Forskellen på Macron og Salvini er i den henseende, at den franske præsidents kommunikation præsenteres i embedets velfriserede ceremonielle indpakning, mens Salvini er helt anderledes folkelig i sin optræden. Salvini har godt fem millioner følgere på Twitter, Instagram og Facebook med rundt regnet en million på hver af de to første og tre millioner på Facebook.

I Spanien har man oplevet en udvikling, hvor det i dag er stort set umuligt for politiske journalister at få adgang til at stille spørgsmål til landets regeringschef. Denne udvikling tog sin begyndelse med Mariano Rajoy, der var premierminister 2011-2018. Rajoy foretrak sidst i karrieren – når han skulle tale til pressekorpset i Madrid – at gøre det via videolink til en pressesal, og dét uden at der var mulighed for at stille spørgsmål. Heller ikke den nye premierminister, socialdemokraten Pedro Sánchez, bryder sig om at stille op til spørgsmål fra journalister.

En lignende udvikling ses også i lande som Slovakiet og Polen, hvor regerende politikere nægter at lade sig interviewe af uafhængige medier og kun stiller op, når det gælder medier, der er ledet af politisk udpegede redaktører.

Nye medier æder markedsandele

Mens uafhængige medier tæt på de politiske magtcentre får stadig sværere ved at stille kritiske spørgsmål, er der over hele Europa sket en eksplosion i antallet af nye digitale medier, som med meget begrænsede redaktionelle ressourcer kolporterer de historier, som de politiske partier og alle mulige andre aktører sender ud i den digitale æter.

I 2017 beskrev det amerikanske medie BuzzFeed den nye medievirkelighed i Italien, hvor traditionelle politiske partier og de ’gamle’ medier står markant svækkede over for de nye partier, Lega og Femstjernebevægelsen, som siden 1. juni 2018 har siddet i en koalitionsregering med den uafhængige teknokrat Giuseppe Conte som formel leder, men med Lega-lederen, indenrigsminister Matteo Salvini som den stærke mand.

Kortlægningen fra BuzzFeed viser blandt andet, hvordan helt nye digitale medieplatforme bestående af websites, facebooksider og andre kanaler har fået afgørende indflydelse på nyhedsformidlingen i Italien. Et enkelt selskab ved navn Web365 driver således flere hundreder af den slags medier med en stab på kun seks medarbejdere, hvilket ikke forhindrer medierne i at nå millioner af brugere.

Indholdet beskrives af italienske eksperter i nyhedsformidling som ’pseudo-journalistik’, og det består af en blanding af såkaldte clickbait-historier, gossip-journalistik, sport og for nogles vedkommende meget indvandrerkritiske artikler, der enten er ekstremt skarpt vinklede eller direkte usande. Altså et medieindhold, som det der kendes fra Breitbart News i USA eller Den Korte Avis eller 24nyt.dk, der drives af chefredaktør Jeppe Juhl, som er spidskandidat for Nye Borgerlige ved valget til Europa-Parlamentet 26. maj.

En kamp

Disse nye digitale medier er opstået over hele Europa – mange af dem i den højrenationale, populistiske ende af den politiske skala. Men fænomenet findes også på den yderste venstrefløj, hvor man ligeledes har været dygtige til at involvere engagerede tilhængere i at sprede politiske budskaber via clicks, likes og delinger, hvilket i sagens natur er mere effektivt, end dengang man stod ved togstationer og indkøbsgader og uddelte løbesedler eller solgte partiavisen.

På trods af politikernes udbredte lyst til at tale direkte til deres vælgere og de mange nye digitale mediers fremvækst vurderer medieforskere, at de gamle, etablerede medier fortsat sidder i den såkaldte gatekeeper-position. Altså den position, hvor det er førende aviser og tv-stationer, der sætter rammerne for den offentlige debat i den forstand, at det er disse mediers historier, der samlet set når flest brugere.

På lidt længere sigt peger udviklingen dog i retning af, at de traditionelle medier mister økonomisk styrke.

Det sker, fordi deres journalistiske indhold i meget stor udstrækning når brugerne via platforme, hvor det er andre aktører – primært Google og Facebook – der tjener penge på de annoncer, der akkompagnerer nyhederne på alverdens websites.

I USA har man set Washington Post blive opkøbt af Amazon-milliardæren Jeff Bezos, der indtil videre synes at være en troværdig garant for redaktionel sikkerhed. Men sådan går det langt fra alle steder.

I en række lande i Europa har man set gamle hæderkronede medievirksomheder blive overtaget af ejere, der ikke holder sig tilbage for at bruge deres ejerskab til at dreje medierne i en særlig politisk retning. Dette har blandt andet været udpræget i Ungarn, hvor en række gamle medievirksomheder er gået konkurs i de seneste år.

I april 2018 lukkede den efter sigende sidste uafhængige medievirksomhed af en vis størrelse, Magyar Nemzet, i Ungarn. Dermed behøver premierminister Viktor Orban i fremtiden ikke at bekymre sig synderligt om nærgående spørgsmål fra journalister, der på vegne af befolkningen forholder sig kritisk til det stadig mere autoritære styre i landet.

Forrige artikel Politikere er blevet deres egne massemedier Politikere er blevet deres egne massemedier Næste artikel Aprilsnar! Overblik over de bedste politiske fuphistorier  Aprilsnar! Overblik over de bedste politiske fuphistorier
Flygtninge eller folkepensionister: Hvem får flest penge af staten?

Flygtninge eller folkepensionister: Hvem får flest penge af staten?

Folkepensionister, der har knoklet for fædrelandet i en menneskealder, får det samme beløb i ydelse som flygtninge, der lige er kommet til landet. Det påstår et flittigt delt og forarget opslag på Facebook. Men virkeligheden er noget mere nuanceret, fastslår to forskere.

Riskær Pedersen om bitcoin-historie: Det er fup og svindel!

Riskær Pedersen om bitcoin-historie: Det er fup og svindel!

Klaus Riskær Pedersen har investeret en halv milliard i en investeringsplatform, der skal hjælpe forgældede danskere. Det påstår i hvert fald en artikel, der tilsyneladende stammer fra Berlingske Business. Men der er tale om svindel, som forsøger at hive penge op af godtroende folks lommer. 

Opfinder Morten Messerschmidt egne tal til klimakritik?

Opfinder Morten Messerschmidt egne tal til klimakritik?

Mere end halvdelen af verdens klimaforskere mener, at menneskets bidrag til den globale opvarmning er meget begrænset, siger Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Men hans dokumentation underbygger ikke hans påstand.

Kendt komiker må igen lægge ansigt til det pureste opspind

Kendt komiker må igen lægge ansigt til det pureste opspind

Anders Matthesen har ifølge en artikel postet hele 500 millioner kroner i en bitcoin-investeringsplatform, som hjælper almindelige mennesker af med deres gæld. Men artiklen er pure opspind designet til at snyde godtroende folk. 

Hvor mange pensionsmodne lønmodtagere har egentlig nedslidende jobs?

Hvor mange pensionsmodne lønmodtagere har egentlig nedslidende jobs?

Mette Frederiksen har taget hul på forhandlingerne, der skal opfylde et af hendes mest profilerede valgløfter: Tidligere pension til nedslidte. Hvem og hvor mange der kunne se frem til den ret, ville S ikke ud med. I foråret gik vi alligevel på jagt efter et muligt svar. 

Russisk medie: ”Vi siger ikke, det er sandt”

Russisk medie: ”Vi siger ikke, det er sandt”

Det russiske statsmedie Sputnik ser ikke noget problem i, at de ligesom Jyllands-Posten bragte en falsk historie om knivbevæbnede migranter. "Vi siger ikke om det er sandt eller ikke sandt,” lyder det fra nyhedschefen for det russiske medie.

Danske tv-værter misbruges i falske annoncer for tape

Danske tv-værter misbruges i falske annoncer for tape

Med en særlig type tape behøver du aldrig at bekymre dig om smerter igen. Sådan reklamerer flere kendte tv-værter i en række annoncer på nettet. Men værternes navne og billeder er blevet misbrugt. Og tapens effekt er næppe så fantastisk, som det påstås i annoncerne. 

Nej, hun er ikke den nye creme-dronning

Nej, hun er ikke den nye creme-dronning

Sofie Linde har haft en sommer i netsvindlernes søgelys. Først blev hendes navn og ansigt misbrugt til at sælge slankepiller, og nu skulle hun angiveligt være på banen med en natcreme. Igen er der dog tale om svindel. 

Hvem betaler egentlig topskat?

Hvem betaler egentlig topskat?

Topskatten er ofte en varm kartoffel i den offentlige politiske debat. Men hvem er det egentlig, politikerne taler om, når de nævner topskatteyderne? TjekDet har undersøgt sagen.