Lad dig ikke smitte frivilligt

"Lad dig smitte med coronavirus. Dermed bliver du immun og skal ikke længere bekymre dig om virussen," lyder opfordring på nettet. Eksperter advarer kraftigt mod at følge opfordringen.

Foto: Tumisu/Pixabay
Nikolaj Rodkjær Kristensen

Fakta
Bemærk: Denne artikel, som undersøger en påstand, der relaterer til coronavirus-pandemien er mere end 24 timer gammel. Situationen udvikler sig løbende. Faglige vurderinger og data, der var rigtige for nogle dage eller uger siden, kan have ændret sig eller ikke længere være retvisende. Derfor er det vigtigt at have for øje, hvornår denne artikel er udgivet.

Mens mange danskere gør, hvad de kan for at følge myndighedernes anbefalinger og undgå at blive smittet med den verserende coronavirus, spekulerer nogle i en anden tilgang.  

Hvis man lader sig smitte med virussen, bliver man nemlig immun, og så slipper man for at bekymre sig om at blive smittet i fremtiden, lyder et råd på sociale medier.  

Men det råd advarer eksperter kraftigt imod.   

”Jeg synes, det er dumt. Vi har brug for så få smittede som overhovedet muligt. Vi har ikke brug for at øge antallet,” lyder det fra Christian Wejse, der er lektor i infektionssygdomme og folkesundhed på Aarhus Universitet og afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital. 

Et dårligt råd

Ifølge Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet, bliver man ligesom ved andre virusser rigtignok immun, når man har været smittet med coronavirus.  

”På lige fod med andre virusser, får man noget immunitet, når man har været smittet med coronavirus,” siger han. 

Alligevel kalder han det et “dårligt råd” bevidst at lade sig smitte og understreger, at man ikke kan være sikker på at være immun, ligesom man ikke kan vide, hvor længe immuniteten vil vare. Han advarer “absolut” mod, at folk lader sig smitte for at sikre sig mod virussen i fremtiden.

Artiklen fortsætter under billedet.

Christian Wejse (til venstre) er lektor i infektionssygdomme og folkesundhed på Aarhus Universitet og afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital. Jan Pravsgaard Christensen (til højre) er professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet. 

Christian Wejse istemmer, at man måske godt kan blive smittet igen, selvom man allerede har været inficeret med virussen.  

”Vi ved ikke, hvor varig immuniteten er. Og jeg kan ikke sige, at man ikke kan blive smittet to gange. Formentlig kan man ikke, men det er ikke til at sige,” siger han og forklarer:  

”Der er ikke nogen, der kan udstikke sådan en garanti. Nogle af de her typer infektioner, kan man godt få igen. Det kan også være, at virussen muterer, og så er man ikke nødvendigvis immun over for den, man møder næste gang.” 

Risiko ved at lade sig smitte

I facebookgruppen ’Aarhus Gymnasium Memes’ deler elever på Aarhus Gymnasium satiriske og humoristiske grafikker med hinanden. Her finder man et opslag, der efterligner de oplysningsgrafikker om coronavirus, som Sundhedsstyrelsen laver.

Opslaget opfordrer til, at man lader sig smitte med coronavirus.  

”Få den nu, og slip senere,” står der i opslaget. Og videre:  

”For dit eget bedste, få det overstået.” 

Opslaget er ment humoristisk. Men det er langtfra ufarligt, hvis nogen mod forventning alligevel skulle finde på at følge rådet. Alle, der lader sig smitte for at opnå immunitet, løber nemlig en risiko, understreger Christian Wejse.  

”Selvom man er ung og frisk og dermed har lav sandsynlighed for at få et alvorligt sygdomsforløb, så ser vi også unge, der får netop det,” siger han. 

Artiklen fortsætter under billedet.

"Få den nu, og slip senere," står der om coronavirussen i en humoristisk grafik fra facebooksiden 'Aarhus Gymnasium Memes'. Grafikken er udformet så den ligner Sundhedsstyrelsens oplysningsgrafikker. Eksperter advarer mod, at man følger rådet.

Også Jan Pravsgaard Christensen påpeger, at man ikke kan vide sig sikker.  

”Man kan godt føle sig sund og rask, og så viser det sig, at man har en underlæggende sygdom, som gør det rigtig alvorligt at lade sig smitte,” siger han.  

Ud over hensynet til ens egen sundhed er der også et samfundsmæssigt hensyn, som taler imod, at man opsøger og frivilligt lader sig smitte med virussen, siger Jan Pravsgaard Christensen.  

”Der er en grund til, at vi alle sammen er blevet sendt hjem for at arbejde i stedet for at rende rundt og smitte hinanden. Det er netop for, at virussen ikke skal florere i store mængder. Så nytter det ikke noget, at der er smittekæder rundtomkring, hvor folk gør nøjagtig det modsatte,” siger han. 

”Det her er en sygdom, som vi ikke ved ret meget om. Men vi ved, at der er nogle sårbare i vores befolkning. Så nu skal man tænke sig godt og grundigt om,” siger han. 

 

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu