Afsløring: Ny forening mod børn i naturen er falsk

Børns adfærd er en kæmpe belastning for den danske natur og andres oplevelser af den. Den nye forening Naturens Værn vil derfor begrænse børns adgang og hærgen i de danske skove. De skal holdes i sele og må under ingen omstændigheder færdes alene i naturen. TjekDet har jagtet foreningens bagmænd.

Foto: Naturens Værns Facebookside.
Rasmus Kerrn-Jespersen

Fakta

Den nye forening Naturens Værn vil begrænse børns adgang og færden til blandt andet de danske skove.

Kilde: Pressemeddelelse og foreningens Facebookside.

Efter nogle dages jagt på Naturens Værns bagmænd viser det sig, at der (naturligvis) slet ikke er tale om en 'rigtig' forening. Den er i virkeligheden en del af en kampagne, der har det stik modsatte mål. 

Torsdag i sidste uge dumpede en opsigtsvækkende pressemeddelselse ind i redaktionens mailboks. En ny forening blæser på Facebook til kamp mod børns hærgen i naturen. Det skal blandt andet ske ved, at børn under 120 cm kun må færdes i naturen iført en sele og i følgeskab med voksne, og så vil foreningen også hæve bøderne for at smide slikpapir i naturen.

TjekDet satte en jagt ind på foreningens bagmænd og kan nu afsløre, at foreningen i virkeligheden - naturligvis - har en helt anden 'skjult' dagsorden. 

Vi springer tilbage til torsdag formiddag.

Søren Diness er formand for Naturens Værn, som den nye forening hedder. Og han håber, at det nye initiativ vil føre til mere ro i skovene omkring København.

Du gider ikke have børn i skovene?

“Bottomline, nej. Nej, det gider jeg ikke. Men selvfølgelig under ordnede forhold, kan det være helt fint. Men på den måde, det oftest foregår på i dag, der vil jeg ikke, nej,” siger Søren Diness til TjekDet, da vi fanger ham på telefonen.

LÆS OGSÅ: Er hvepsen virkelig farligere end ulven?

Hvad er problemet med børn i skovene?

“Altså, problemet er, at man har glemt respekten for naturen i Danmark. For tiden har vi kun fokus på, at børnene skal ud i naturen, men man glemmer helt respekten for naturen og for folk, der gerne vil nyde naturen, hvilket kan være svært, hvis der er larmende skovbørnehaver i nærheden.”

Søren Diness mener, at forældre behandler naturen helt uansvarligt, og det må der sættes en stopper for.

“Det er som om, at mange forældre sender deres børn ud i naturen, som om det er en udvidet legeplads, hvor børnene kan boltre sig, lige præcis som de vil. Og det synes jeg bare er gået for vidt.”

Hvor i landet oplever du, at problemet med støjende børn i skovene er størst?

“Det er svært at sige, fordi jeg primært bevæger mig rundt i skovene omkring København. Men problemet er helt klart størst i køreafstand fra København, fordi der er rigtig mange mennesker.”

Kan det ikke også have noget at gøre med, at der er ulve i Jylland, så forældrene er mere forsigtige med at sende deres børn ud i skovene?

“Haha… det tør jeg ikke sige, men der er da en tendens til, at folk vil have hegnet ulvene inde. Det synes jeg er ærgerligt. Man skulle måske overveje at hegne børnene inde i stedet for.”

LÆS OGSÅ: Er danske forældre storforbrugere af daginstitutioner?

Hvad forventer du at få ud af din nye forening?

“Der er ingen tvivl om, at det er et kontroversielt budskab, men jeg håber, det bliver lidt mere legitimt at gå ud i den offentlige debat og være enig med mig. Det er farligt at sige sådan her, fordi der er mange forældre, der har meget svært ved ikke at være forargede over, at nogen vil sætte grænser for deres børn.”

Nu siger du, at din forening er kontroversiel, men kan du forstå, hvis nogen mener, at lanceringen af den her forening ville have passet bedre til 1. april?

“Det kan jeg sagtens forstå. Det kan jeg godt følge, for det ikke et særligt populært standpunkt. Men det må stå for folks egen regning.”

Her på TjekDet spekulerer vi i, om du har lanceret den her forening for at komme i medierne med et helt andet budskab, end at børn skal formenes adgang til de danske skove. Kan du pure afvise den slags gisninger?

“Ikke fuldstændig, vil jeg sige. Men den sorterer ikke under mig.”

Hvad betyder det?

“Det kan jeg ikke udtale mig om, men jeg ringer tilbage senere.”

Friluftsrådet går til bekendelse

Dagene går, og på Facebook debatterer brugerne flittigt den nye forening. Foreningen lancerer en video, hvor de kontroversielle budskaber præsenteres. Alene videoen får mere end 700 kommentarer, næsten 500 reaktioner og den deles over 300 gange. 

Tirsdag eftermiddag ringer telefonen på redaktionen endelig. Der er en kvinde i røret ved navn Astrid Bjørg Mortensen.

"Var det dig, der snakkede med Søren Diness i torsdags?" spørger kvindestemmen.

Ja, det var mig. Er du sendt i byen for at afsløre, at den nye forening mod børns hærgen i naturen i virkeligheden havde et andet formål?

"Ja... Det er jeg lidt, men det havde du vist allerede gættet."

LÆS OGSÅ: Ikke al global opvarmning er menneskeskabt

Astrid Bjørg Mortensen er kommunikationschef i Friluftsrådet, som har haft en finger med i spillet i lanceringen af Naturens Værn, fortæller hun. Friluftsrådet arbejder faktisk for det stik modsatte af den falske forening - nemlig at få langt flere børn meget mere ud i naturen. 

Derfor har foreningen hyret Søren Diness Vestergaard til at konstruere den falske - og temmelig kontroversielle - forening for at sætte fokus på børns ret til oplevelser i naturen, fortæller hun.

Den fiktive forening fik som nævnt stor opmærksomhed på Facebook, hvor modtagelsen var blandet. Og det glæder direktøren i Friluftsrådet, Jan Ejlsted, at folk ikke seriøst bakkede op om det falske budskab.

Jan Ejlsted
 Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet (Pressefoto)

”Naturens Værn fik heldigvis en skidt modtagelse i den forstand, at stort set alle var stærkt uenige i foreningens budskaber,” siger Jan Ejlsted.

Vil lave kanon over naturoplevelser til børn

Det er Friluftsrådets håb, at den falske forening kan være med til, at flere forældre tager stilling til, hvordan de og deres børn kan have glæde af at færdes i naturen. Derfor lanceres den 'ægte ' kampagne nu, hvor modstanden mod børn i naturen er afsløret som fup.

”Vi mener, at oplevelser i naturen bør være en obligatorisk del af alle børns hverdag. Vi skal blive bedre til at sætte handling bag de gode meninger, så vi kan vende udviklingen og give naturglæden videre til de fremtidige generationer. Det er det, vores kampagne handler om,” siger Jan Ejlsted.

LÆS OGSÅ: V-politiker mangler fakta, når han kalder regeringen grønnest

Den rigtige kampagne hedder Børn Gror i Natur, og den skal munde ud i en kanon, der samler de bedste forslag til naturoplevelser for børn. 

kampagnes hjemmeside kan alle komme med forslag til, hvilke oplevelser i naturen, der skal med i kanonen. Det kan for eksempel være at sove under åben himmel, at fange en krabbe eller at fare vild i skoven.

LÆS OGSÅ: Er hvepsen virkelig farligere end ulven?

LÆS OGSÅ: Ikke al global opvarmning er menneskeskabt

LÆS OGSÅ: Er danske forældre storforbrugere af daginstitutioner?

LÆS OGSÅ: V-politiker mangler fakta, når han kalder regeringen grønnest

LÆS OGSÅ: Er Danmark verdensmester i vedvarende energi?


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu