Aprilsnar! Overblik over de bedste politiske fuphistorier

Dagen har allerede budt på flere kuriøse artikler, der har fået folk op af stolene. Her er en række af de spøgefulde artikler, twitteropslag og pressemeddelelser, der kun opleves 1. april.  

Hele Danmarks Ghita bliver vært for sit eget radioprogram, skriver Ekstra Bladet i dag. Det er avisens bidrag til årets aprilsnar.
Hele Danmarks Ghita bliver vært for sit eget radioprogram, skriver Ekstra Bladet i dag. Det er avisens bidrag til årets aprilsnar.Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Af Patrick Blåbjerg Thomsen, Altinget

Fik du morgenkaffen galt i halsen, da du tjekkede nyheder?

1. april er dagen, hvor medier, ministerier og privatpersoner vanen tro driver gæk med alt og alle.

Her er et udpluk af dagens bedste historier, som det politiske netmedie Altinget har samlet:

Politiken: DF vil nedrive Nationalbanken

Avisen skriver, at Dansk Folkeparti ønsker en nedrivning af Nationalbanken. ”Arne Jakobsens kulturradikale monolit” er en øjebæ ifølge partiets kulturordfører, der i stedet vil genopføre et barokpalæ på grunden. 

Videnskab.dk: Center for Faglig Formering – ny æg- og sædbank 

På hjemmesiden fremgår det, at Center for Faglig Formidling åbner en ny æg- og sædbank, hvor landets topforskere vil være donorer. Det skal sikre en høj intelligens blandt fremtidige generationer samt bedre resultater i de internationale PISA-tests. Eske Willerslev og Svend Brinkmann er blandt de forskere, der har sagt ja til at donere.

”Jeg håber, at min donation kan sikre, at kommende generationer vil være bedre til at stå fast, gå glip af ting og sige fra over for magthaverne,” udtaler Brinkmann. 

Miljø- og Fødevareministeriet: Slut med rosiner i bagværk

Det fremgår i en pressemeddelelse, at miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) laver et forbud mod rosiner i bagværk. Forbuddet skal både sikre, at druerne anvendes optimalt samt spare offentligt ansatte for tid, ifølge ministeren:

”Vindruer skal spises friske eller bruges til vin. Det hører ingen steder hjemme at komme rosiner i godt dansk brød, så man er nødt til at smide det ud. Samtidig bruger landets pædagoger og plejehjemsansatte ufattelig mange timer på at pille rosinerne ud for børn og ældre. Dette forbud vil ganske enkelt frigøre tid nogle af de steder, hvor der er mest brug for det.” 

Berlingske: Folkemødet flytter til Lindholm

Folkemødet flytter fra Bornholm til Lindholm, kan Berlingske fortælle. Jann Sjursen oplyser, at arrangementet fremover bliver for en lille eksklusiv gruppe af magthavere, som det vi kender fra Davos. Derfor etableres en tv-kanal kaldet TV-Ø, så almindelige borgere kan se med fra Folkemødet.

SF: Holger K skal løse Brexit-konflikt

SF kan i en pressemeddelelse fortælle, at Holger K er tiltrådt en stilling som rådgiver for det britiske parlament, hvor han skal hjælpe regeringen med de afsluttende Brexit-forhandlinger. Partiet citerer talsmanden for det britiske Underhus Sir Harris Willhardt for at sige:

”Holger Kirkholm Nielsen har før bevist, at han kan agere i hajfyldte farvande og er lykkedes med at hugge gordiske knuder over. Disse kompetencer er i høj grad efterspurgt i Storbritannien. Ja, jeg fristes til at sige: 'Hvis ikke Holger K. skulle ku, hvem sku så ku ku'.”

Ekstra Bladet: Ghita Nørby bliver radiovært

Efter Ghita Nørbys optræden i udsendelsen ”Hele Danmarks Ghita Nørby” på Radio24syv er skuespillerinden blevet et af de hedeste navne inden for dansk radio, fortæller avisen. Hun er derfor blevet tilknyttet Danmarks Radio, hvor hun vil blive vært for sit eget radioprogram.

BT: Tivoli til hunde

Avisen BT fortæller at Tivoli barsler med en række hundevenlige initiativer, så hundeelskere nu kan have dyrene med i Tivoli. Blandt andet skal det være muligt at tage hunden med ind i en forlystelse, så de firbenede kan få sig en på opleveren. Ifølge underdirektør Mogens Ramsløv vil man på sigt kigge på muligheder for forlystelser til katte, fugle med mere.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet: Nyt ældreklimaråd med stor indvielse

I en pressemeddelelse oplyser ministeriet, at man vil nedsætte et ældreklimaråd. I meddelelsen fremgår det, at:

”I forbindelse med offentliggørelsen af det nye Ældreklimaråd i maj i Bakkens Hvile vil kongelig skuespiller Ghita Nørby holde talen, mens sangeren Erik Grip lancerer en genindspilning af ”Velkommen i det grønne”. Den fynsk bosatte trubadur Bjarne Jes Hansen pønser i samme anledning på en nyfortolkning af sangen ”Vi voksne kan også være bange”, som har fået arbejdstitlen ”Vi voksne vil også være grønne”.

Jonatan Spang: Stiller op for Konservative i hovedstaden

Komikeren oplyser på sin twitterprofil, at han stiller op for Konservative til det forestående folketingsvalg.

Greta Thunberg: Politikerne har styr på klimakrisen

Den unge klimaaktivist oplyser på sin twitterprofil, at hun har indset, at politikerne har klimakrisen under kontrol, hvorfor hun vil nedlægge sine fredagsstrejker og returnere til skolebænken.

Udenrigsministeriet: Danmark opfører sildehegn i Nordsøen

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) har taget initiativ til at opføre et sildehegn. Hegnet skal sikre, at sild bliver i dansk farvand, så de kan fanges og spises af danskere. Det bliver Storbritannien, der grundet Brexit-problematikker skal betale for etableringen af hegnet, der vil koste 1.066 millioner kroner: ”I første omgang bygger vi dog hegnet selv, og fordi det er briterne, der har skabt problemet for os andre, er det briterne, der kommer til at betale (…) For dem vil udgiften til sildehegnet bare være en dråbe i havet af Brexit-relaterede udgifter,” udtaler ministeren.

Kristian Thulesen Dahl: DF byder på den ledige radiokanal

DF-formanden oplyser på sin twitterprofil, at partiet byder på den ledige radiokanal, efter 24syv har opgivet at fortsætte. Den nye DF-kanal vil få hovedsæde i Brandes kommende tårn Bestseller på 322 meter.

Folketinget: Bagedyst inspirerer til ny debatform i Folketinget

Det populære tv-program ”Den store bagedyst” bliver nu til politisk debatform. Således oplyser Folketinget på sin hjemmeside, at politikerne skal debattere uenigheder, ”mens de folder fondantblomster og får souffleen til at hæve”. Formanden for Folketinget og Mette Blomsterberg skal være dommere for valgkampens fire politiske bagedyster.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu