Bob Marley blev ikke snigmyrdet af CIA

Musikeren Bob Marley blev snigmyrdet af CIA. Sådan lyder en artikel, der i øjeblikket florerer på de sociale medier. Men faktatjek fra amerikanske og britiske medier viser, at historien er falsk.

På sit dødsleje fortalte den tidligere CIA-agent Bill Oxley, at han i perioden fra 1974 til 1985 udførte ikke mindre end 17 mord.

Blandt de 17, der måtte lade livet for Bill Oxleys hånd, er den berømte musiker og sangskriver Bob Marley. Sådan skriver internetmediet YourNewsWire.com.

Bill Oxley fortæller, hvordan han i 1976 mødte Bob Marley, hvor han via en nål i et par sko inficeret musikeren med en dødelig kræftvirus.

Og Bob Marley døde netop af hudkræft, som havde spredt sig til hjernen, i 1981.

En vild historie som dog afvises af to internationale faktatjek mediers gennemgang af historien.

Hvem er CIA-agenten Bill Oxley?

Det britiske faktatjek medie Channel4 Factchek og det amerikanske Snopes.com har begge efterprøvet historien om Bill Oxleys bekendelser. Bekendelser som begge medier klart afviser.

Bill Oxley beskrives i historien som amerikaner, men det billede, der optræder i YourNewsWires.coms historie, antyder en anden virkelighed. Billedet er redigeret og stammer fra billedserien, “young grandson reading the documents to his sick grandfather”, som den polske fotograf Katarzyna Białasiewicz har taget.

Bill Oxley lever endnu, men er for tiden indlagt på Mercy Hospital i den amerikanske delstat Maine, skriver YourNewsWire.com. Men ifølge hospitalet har de hverken nu eller tidligere haft en patient indlagt med navnet Oxley, skriver det britiske faktatjekmedie, som har været i kontakt med Mercy Hospital.

Derudover har ingen af de to faktatjekmedier fundet en relation mellem CIA og en person med navnet Bill Oxley.

Bob Marley døde ganske vist af en sjælden type hudkræft, der havde spredt sig til det meste af kroppen. Men ifølge YourNewsWires.com blev Bob Marley inficeret med en kræftvirus via en nål i et par sko. Problemet med denne fremgangsmåde er bare, at forskningen på tidspunktet for Bob Marleys død, endnu ikke kendte til denne kobling mellem visse vira og kræft.

YourNewsWire.com er et tvivlsomt medie

Er du fortsat i tvivl om, hvorvidt Bob Marley døde en naturlig død eller blev snigmyrdet af CIA, så kan kilden til historien, måske bringe dig tættere på sandheden.

YourNewsWire.com er nemlig notorisk kendt for at bringe konspirationsteorier forklædt som nyheder.

YourNewsWire.com har tidligere bragt historier om at Hillary Clinton skulle være leder af en pædofiliring, at pave Frans mener Jesus har forvandlet sig til Satan 
og at Britney Spears har indrømmet hun tidligere var medlem af en hemmelig frimurerorden.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu