BLOG: Dansk lovgivning kan stoppe falske nyheder – men kun et stykke ad vejen

Falske nyheder er en trussel for demokratiet og befolkningens almindelige tillid til medierne og magthaverne. Og en sådan situation plejer at kalde på regulering. Langt hen ad vejen har vi allerede en række regler, der omfavner området, men særligt i forhold til sociale medier er retsstillingen lempelig, skriver juraprofessor Søren Sandfeld Jakobsen i dette blogindlæg.

Om Søren Sandfeld Jakobsen

Af Søren Sandfeld Jakobsen, professor, ph.d.

Falske nyheder er et udtryk, der synes at optræde alle vegne lige for tiden. Og et begreb, der ikke helt let lader sig definere eller indkredse.

De fleste er vel enige om, at det handler om bevidst misinformation af offentligheden gennem medier. For eksempel når en stat forsøger at påvirke et demokratisk valg i en anden stat ved bevidst at sprede falske eller vildledende historier til offentligheden i den pågældende stat. Når medier, der ikke er uafhængige, men reelt er talerør for bestemte politiske eller ideologiske synspunkter, spreder misinformation for at fremme disse interesser og skaffe trafik og dermed annoncører. Eller når ideologiske eller politiske bevægelser spreder misinformation for at fremme deres interesser og skade anderledes tænkende.

Forsøg på at misinformere eller manipulere ”masserne” har vel forekommet til alle tider, men i det moderne informationssamfund med digitale – og ikke mindst sociale – medier kan misinformation spredes og viderespredes lynhurtigt til en meget stor kreds af modtagere, godt hjulpet på vej af robotter, algoritmer og andre digitale hjælpemidler. Til sidst kan ingen længere huske, hvem der egentlig var kilden til den pågældende historie.

Og når en løgn gentages tilstrækkelig mange gange, kan man som bekendt komme i tvivl om, hvad der er sandt og falsk, og på samme måde bidrager falske nyheder til at skabe tvivl og mistillid i forhold til, hvad og hvem man overhovedet kan stole på. Derfor er falske nyheder også en trussel for demokratiet og befolkningens almindelige tillid til medierne og magthaverne i samfundet.

En sådan situation plejer at kalde på regulering. Men er det nødvendigt at indføre særlig regulering for at komme falske nyheder til livs? Og hvordan skal man overhovedet regulere noget, der er så vanskeligt at definere og afgrænse? Risikerer man ikke at begrænse ytrings- og informationsfriheden – og dermed reelt skade det demokrati og den frie offentlige debat, man ønsker at beskytte?

Det første spørgsmål først: Er det nødvendigt at lave ny regulering? Er de gældende love og regler ikke tilstrækkelige til at dæmme op for problemet? Svaret er jo – og så alligevel ikke helt!

Presseetiske regler binder medierne

Der er eksempler på, at falske nyheder – eller misinformation – spredes via medierne. Og de mere ”professionelle” eller etablerede af disse, for eksempel de store dagblade, magasiner, radio- og tv-foretagender mv., er omfattet af medieansvarsloven og dermed de presseetiske regler og Pressenævnets kompetence. Og de presseetiske regler stiller nogle klare krav, som, hvis de efterleves, forebygger udbredelsen af falske nyheder.

Således er medierne forpligtede til, så langt det er muligt, at efterprøve, at den information, de bringer, er korrekt. Medierne skal altså udøve grundig kildekritik. Det gælder også, når de blot gengiver information fra andre nyhedskilder. Oplysninger, som kan være skadelige for andre, skal efterprøves i særlig grad, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Er der ved en fejl bragt urigtige oplysninger af betydning, skal mediet selv berigtige dette så hurtigt som muligt.

Pressenævnet påser, at medierne overholder disse for så vidt simple grundprincipper for, hvordan professionel journalistik skal bedrives. Egentlige sager om historier fra de professionelle medier, der beskyldes for at være falske nyheder, er foreløbig meget få. Men der er adskillige sager, hvor Pressenævnet har fundet, at et medie har begået så grove overtrædelser af pligten til at bringe korrekt information, at det i hvert fald nærmer sig den bevidste misinformation.

Ikke alle medier er underlagt medieansvarloven

På denne sparsomme plads skal alene nævnes en sag, hvor en landsdækkende avis med overskriften ”fandt afføring i øko-fløde” bragte en historie om fødevaremyndighedernes fund af coliforme bakterier i fløde fremstillet af et stort økologisk mejeri.

Coliforme bakterier kan imidlertid være til stede i andre miljøer end menneskelig afføring, for eksempel i jord, og der var intet der tydede på, at der i den konkrete sag var tale om afføring. Et faktuelt forhold, som let kunne have været afklaret ved almindelig research og kontrol af oplysninger, således som de presseetiske regler kræver. Pressenævnet udtrykte da også ”alvorlig kritik”, hvilket er nævnets strengeste sanktionsmulighed. Nævnet kan nemlig ikke pålægge bøder eller erstatning.

Problemet med medieansvarsloven er, at den som udgangspunkt ikke gælder for online-medierne, herunder udenlandske online-medier. De skal, for at være omfattet, selv lade sig registrere hos Pressenævnet. De bestemmer altså selv, om de vil være omfattet af loven – og dermed de presseetiske regler og Pressenævnets kompetence.

Det er desuden et krav for at være omfattet, at de skal bedrive nyhedsformidling, der kan sidestilles med den, de ”professionelle” medier udøver, hvilket navnlig betyder, at de skal have til formål at oplyse offentligheden om emner af almen interesse og ved brug af en flerhed af forskellige kilder.

Det indebærer, at for eksempel sociale medier, mange blogs og lignende netmedier (danske såvel som udenlandske) ikke omfattes af medieansvarsloven, anmeldelse til Pressenævnet eller ej. Og da det vel primært er via disse former for medier, særligt sociale medier, at falske nyheder skabes og spredes, udgør dette et betydeligt problem ved reguleringen af falske nyheder.    

Adskillige regelsæt kan straffe medier

Men er der da ikke andre regler, der, hvis medieansvarsloven konkret ikke finder anvendelse, kan træde til og regulere falske nyheder, herunder i forhold til sociale medier og lignende? Jo, det er der, men spørgsmålet er, om de er tilstrækkelige.

Hvor det er konkrete, navngivne personer eller virksomheder, der krænkes gennem en falske nyheder-historie, kan straffelovens freds- og æreskrænkelser, jf. straffelovens kap. 27, muligvis finde anvendelse. Reglerne om fredskrænkelser kan fx anvendes, hvis en falske nyheder-historie indeholder fortrolige oplysninger om éns privatliv eller billeder - eventuelt i manipuleret form - der er åbenlyst krænkende. Reglerne om æreskrænkelser (injurier) vil muligvis kunne anvendes i tilfælde af falske nyheder-historier, der indeholder oplysninger eller beskyldninger, der kan være skadelige for en person (eller virksomheds) ære og almindelige omdømme. Også andre bestemmelser i straffeloven vil efter omstændighederne kunne finde anvendelse, for eksempel den såkaldte ”racismeparagraf”. Straffeloven finder også anvendelse over for udenlandske medier, herunder sociale medier, hvis disse retter sig mod Danmark.   

Hvis mediet driver erhvervsvirksomhed, hvad der som regel er tilfældet, allerede fordi de fleste netmedier, også de ”ikke-professionelle”, tjener penge på bannerannoncer, kan markedsføringsloven også finde anvendelse. Til illustration kan nævnes en sag, dog ikke om et medie, men om en solariekæde, der gik bredt ud til offentligheden med et budskab om, at solariesol er sundt. Et faktuelt urigtigt budskab, som Forbrugerombudsmanden fandt var vildledende i strid med markedsføringsloven.

Persondatareguleringen, med alle dens strenge krav til behandling af personoplysninger, gælder i almindelighed ikke for medier, der jo er helt afhængige af nemt og ubesværet at kunne behandle oplysninger om konkrete personer, også følsomme oplysninger, hvis hensynet til ytrings- og informationsfriheden kræver det. Undtagelsen for medier gælder ifølge EU-Domstolens praksis ikke kun for de professionelle medier, men i princippet for alle former for aktiviteter, uanset medieplatform. Men kun hvis formålet er at udbrede oplysninger, synspunkter eller idéer til offentligheden. Mange blogs mv. vil ikke opfylde dette krav, og for dem vil persondatareguleringen derfor gælde fuldt ud, herunder de i dag strenge bøderegler, hvis reglerne overtrædes.

Konvention sikrer ytringsfriheden

Der skorter således ikke på regler, der – afhængig af omstændighederne – vil kunne anvendes over for falske nyheder. Men hvad med ytringsfriheden – risikerer vi ikke at indskrænke denne mere end godt er, hvis vi begynder at gå hårdt efter falske nyheder? Næppe.

Retten til informations- og ytringsfrihed efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions  artikel 10, og praksis efter denne, giver ganske vist medierne en udstrakt beskyttelse mod indgreb i retten. I sager om for eksempel freds- og æreskrænkelser begået af et nyhedsmedie, jf. ovenfor, vil konventionens artikel 10 således skulle indgå i fortolkningen af reglerne for at vurdere, om hensynet til informations- og ytringsfriheden i den konkrete sag vejer tungere end hensynet til privatlivets fred eller den personlige ære.

Mediernes udstrakte ytringsfrihedsret gælder dog efter praksis kun, når mediet opfylder ”ethics of journalism”, altså de grundlæggende presseetiske standarder, som ofte vil være tilsidesat ved falske nyheder (jf. ovenfor), og omfatter under alle omstændigheder ikke ytringer, der er decideret undergravende for demokratiet, hvad klare tilfælde af misinformation ofte vil være. Der er med andre ord ikke noget stort hensyn at tage til ytrings- og informationsfriheden, i hvert fald ikke ved klare tilfælde af falske nyheder.

Sociale medier har lang snor

Som nævnt er det i praksis meget ofte gennem sociale medier, at falske nyheder spredes. Det rejser spørgsmålet, om de sociale medier, som ganske vist ikke er dem, der selv skriver de misinformerende historier (det gør brugerne), men som ikke desto mindre lægger platform til udbredelsen af dem, kan gøres ansvarlige for de lovovertrædelser, der måtte være forbundet med en falske nyheder-historie.

Som reglerne er i dag, kan de sociale medier som klar hovedregel ikke gøres ansvarlige for brugernes krænkelser. Det kan de kun, hvis de burde være bekendt med det pågældende indhold på deres tjeneste, hvad de typisk ikke er. Eller hvis de konkret gøres opmærksom på en krænkende falske nyheder-historie, der florerer på det sociale medie, men undlader at gribe ind og fjerne det.

Det skal dog bemærkes, at mange – også lovgivere – finder, at dette er en alt for lempelig retsstilling for de sociale medier, der i stedet burde bære et langt strengere ansvar for ulovligt indhold, herunder falske nyheder, på deres tjenester. Det er derfor spørgsmålet, om retsstillingen ikke vil blive ændret inden for en overskuelig fremtid.   

Statslig propaganda kalder på tiltag

Hvad er konklusionen så? Formentlig den, at der for så vidt allerede er en række regler, der kan bruges til at skride ind over for falske nyheder. Men også, at der er visse ”huller” i systemet.

Først og fremmest er det problematisk, at medieansvarsloven som udgangspunkt ikke finder anvendelse på online-medier, og heller ikke på udenlandske medier. Det er disse typer af medier, der er de største syndere i forhold til falske nyheder.

Desuden vil der være historier med falske nyheder, der ikke falder ind under de forskellige regler, der er nævnt ovenfor, for eksempel fordi de ikke handler om personer, men om stater eller mere udefinérbare grupper eller bevægelser. Her kunne der måske være behov for at indføre en ny og særlig ”falske nyheder-regel” i straffeloven, der kriminaliserer ”forsætlige skadevoldende ytringer vendt mod offentligheden” i almindelighed.

Det er klart, at en sådan bestemmelse vil skulle udformes med en del omhu for ikke at krænke ytringsfriheden, men bliver den det, vil den måske kunne lukke et hul og dermed gøre det regulatoriske bolværk mod falske nyheder mere effektivt.

LÆS OGSÅ: Tre ud af fire danskere oplever falske nyheder som et problem i Danmark

LÆS OGSÅ: Han forudså æraen af falske nyheder. Nu frygter han, det hele bliver meget værre!

LÆS OGSÅ: Sådan bekæmper lande verden over falske nyheder

LÆS OGSÅ: Nye værktøjer afslører, hvem der spreder falske nyheder

Forrige artikel KOMMENTAR: Vi skal tage magten tilbage fra teknologien KOMMENTAR: Vi skal tage magten tilbage fra teknologien Næste artikel Derfor indgår TjekDet samarbejde med Facebook Derfor indgår TjekDet samarbejde med Facebook
  • Anmeld

    Anders Otte

    Man sætter ikke ulven til, at vogte fårene

    Ligesom vi har en talemåde om, at den der ønsker magten, er den sidste, som bør få magten. Sådan kan man også klart sige om den, der ønsker, at indføre og styre censur.
    Vi har p.t. mere og mere topstyret propaganda af totalt udokumenterede påstulater, såsom: "Russerne påvirkede valget", "Assad bruger gift mod sine egne", "Jorden går under p.g.a. CO2", "Danskerne er klar til, at afskaffe kontanter", "Iran udvikler A-bomber", "Sadat havede WMD", o.s.v.. Nogle af disse kan godt have en vis sandhed i sig; men de er alle totalt udokumenterede. Jeg har et kedeligt indtryk af, at det ikke er denne type disinfo som denne artikel er imod, men snarere den "lille mand" med "afvigende" holdninger - altså: Oppositionen. Vi har ikke brug for censur. Vi har brug for en mere moden diskussion, hvor der anvendes tekniske beviser og videnskablige teser efter den videnskablige metode. Vi kunne også have glæde af flere "fact checking sites", hvor folk kunne se andres kritik af diverse påstande.

To glas vin om dagen holder ikke kiloene fra bagen

To glas vin om dagen holder ikke kiloene fra bagen

Drik to glas vin om dagen og tab dig. Sådan lyder slankerådet i en artikel på netmediet Dagens.dk. Ifølge netmediet skulle det endda være videnskabeligt bevist. Men to forskere, TjekDet har talt med, kan ikke genkende deres forskningsresultater i det berusende slankeråd.    

Nej, Smartbox udlover ikke gratis biografbilletter

Nej, Smartbox udlover ikke gratis biografbilletter

Danske virksomheder har i den seneste tid oplevet et bombardement af falske konkurrencer. Denne gang er det endnu en biografkonkurrence, som tilsyneladende udloves af Smartbox på Facebook. Men ingen gratis popcorn denne gang; opslaget er løgn og latin. 

Her er verdens rigeste lande

Her er verdens rigeste lande

USA bliver ofte kaldt den største økonomi i verden, men størst er ikke nødvendigvis rigest. Og hvilket land, der har den største økonomi eller er rigest, kan være forskelligt, alt efter hvordan man gør det op.

Politiet i stormvejr: I fifler med indbrudsstatistikken

Politiet i stormvejr: I fifler med indbrudsstatistikken

Antallet af indbrud styrtdykker, og det har politiet illustreret i en graf på deres facebookprofil. Men brugerne er rasende og beskylder politiet for at snyde med både tal og graf. Vi tjekker, hvad der er op og ned.  

Historisk skifte:  Vælgerne har fået større tillid til politikerne

Historisk skifte: Vælgerne har fået større tillid til politikerne

15 års nedtur er stoppet. Efter valget i juni er vælgernes tillid til politikerne nu atter på vej op. Danmark trodser dermed overraskende den internationale tendens. Tilliden er tilbage på niveauet fra før den stramme krisepolitik i 2010. Det viser stor valgundersøgelse.

Kinas desinformation udvides med små skridt

Kinas desinformation udvides med små skridt

I Kina forsøger staten i højere grad end tidligere at kontrollere stort set alle former for information i det store land. Men noget tyder på, at de så småt er i gang med et internationalt indtog.

Danmark er ramt: Word tester allerede den politisk korrekte stavekontrol

Danmark er ramt: Word tester allerede den politisk korrekte stavekontrol

I fremtiden vil stavekontrollen i dit Word-dokument angiveligt foreslå dig at skifte ordet politiMAND ud med det mere kønsneutrale politiBETJENT. Morten Messerschmidt (DF) raser og kræver, at staten opsiger sin aftale med Microsoft, når det sker. Men den identitetspolitiske stavekontrol er allerede virkelighed - for nogen.