Danske EU-kandidater lover ikke at sprede falske nyheder

Flere danske kandidater til Europa-Parlamentsvalget har afgivet løfte om at holde falske nyheder ude af valgkampen. Forsker tvivler dog på, at det vil gøre en forskel. 

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Andreas Oved Askjær RasmussenAndreas Søndergaard

Flere danske kandidater til Europa-Parlamentsvalget 26. maj skriver nu under på, at de vil afholde sig fra at dele falske nyheder og andet manipuleret indhold.

Ved at afgive “løftet om valgintegritet,” som det nye initiativ hedder, forpligter kandidaterne sig blandt andet til at undgå at sprede falske nyheder og manipuleret materiale på nettet om politiske modstandere. Desuden lover kandidaterne ikke at benytte sig af materiale, der er fabrikeret eller spredt af for eksempel anonyme profiler på Facebook og Twitter.

Bag løftet står organisationen Alliance of Democracies Foundation med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen. Formålet med organisationen udspringer af, at Anders Fogh Rasmussen bekymrer sig for demokratiets tilstand.

“Min frygt er, at autokrater og terrorister vil trænge frem, hvis ikke verdens demokratier gør noget. Og her savner jeg lederskab,” siger Anders Fogh Rasmussen om organisationen til Altinget.

Det lover EU-kandidaterne
 

- At afstå fra at producere, bruge eller sprede data eller materiale, som er falsk, fabrikeret eller stjålet med henblik på at desinformere eller udføre propaganda

- At undgå at videreformidle redigerede videoer, lyd eller billeder, der udstiller andre kandidater

- At undgå at videreformidle budskaber fra robotter eller bots og samtidig forebygge brugen af dem

- Aktivt at opretholde cybersikkerhed og træne kampagnemedarbejdere i mediebrug for at genkende og forebygge cyberangreb

- At være åbne om finansielle midler til kampagner

Kilde: Løfte om valgintegritet

Og at få kandidater til Europa-Parlamentsvalget til at love at modarbejde falske nyheder, er et af organisationens initiativer til at fremme demokrati, fremgår det af organisationen hjemmeside.

Behov for fokus

100 kandidater fra 21 europæiske lande har indtil videre afgivet løftet om valgintegritet i forbindelse med Europa-Parlamentsvalget. Heriblandt otte danske EU-kandidater.

En af dem er Morten Løkkegaard, der allerede er medlem af Europa-Parlamentet og Venstres spidskandidat til valget 26. maj. Han mener, at initiativets fokus på falske nyheder i valgkampen er tiltrængt.

”Det er et fornuftigt initiativ. Jeg har været meget optaget af, hvad fake news-begrebet i den bredeste forstand betyder for undermineringen af vores demokrati, som vi kender det, herunder vores valgsystem. Det er der behov for at blive sat fokus på,” siger Morten Løkkegaard til TjekDet.

Han bakkes op af SF’s spidskandidat og nuværende Europa-Parlamentsmedlem, Margrete Auken, der også har skrevet under på initiativet. Hun bider især mærke i den klare formulering af de fem kriterier.

”Det (initiativet, red.) er rimeligt skruet sammen. Der er nogle klare kriterier, så selv om noget er i egen favør, har man lovet ikke at hoppe på det,” siger hun.

Foruden Margrete Auken og Morten Løkkegaard har også spidskandidater fra partierne Radikale Venstre, Enhedslisten og Liberal Alliance afgivet løftet. Spidskandidater fra Alternativet og Konservative har understreget til TjekDet, at de også underskriver løftet. 

En gratis omgang

At kandidaterne formelt set har skrevet under på at holde falske nyheder ude af valgkampen, er et lille skridt i en rigtig retning, mener Yevgeniy Golovchenko, der er ph.d.-studerende på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og en del af forskningsprojektet Digital Disinformation. Men det vil formentlig ikke ændre det store i praksis, understreger han.

“Der er stadig langt til egentlig handling. Jeg tror ikke, at løftet vil gøre den store forskel, netop fordi det er let for politikere at sige, at de ikke vil benytte sig af desinformation,” siger han og uddyber:

“Flere af punkterne er ret selvfølgelige. Politikere står selvfølgelig ikke ved det, hvis de brugte desinformation fra falske profiler på sociale medier. Så det er et ganske gratis løfte.”

Af samme årsag har Folkebevægelsen mod EU’s Rina Ronja Kari og Dansk Folkepartis spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget Peter Kofod afvist at afgive løftet.

“Jeg tror, jeg kommer til at følge fuldstændigt de samme kriterier. Jeg har bare ikke noget behov for at skrive under på alle mulige opfordringer. Hvis jeg gør mig skyldig i noget af det, der står på listen, så skal pressen nok selv ringe til mig, og så skal jeg nok få den skældud, jeg fortjener,” siger Peter Kofod.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu