Du gætter aldrig, hvad Facebook nu vil gøre mod nogle danske medier!!!

Nyhedsmedier, der hyppigt gør brug clickbait risikerer fremover at blive usynlige på Facebook, meddelte det sociale medie onsdag.

Thomas Hedin
 


Facebook introducerede onsdag en ny algoritme, der skal gøre op med nogle mediers hyppige brug af lokkende overskrifter – også kaldet clickbait. De mediers opslag risikerer at blive mindre synlige for Facebookbrugerne. Det fremgår af en meddelelse, som det sociale medie offentliggjorde onsdag.

Det er anden gang, at Facebook skruer på sine algoritmer, så medier, som bruger overskrifter, der overdriver eller udelader detaljer for at få brugerne til at klikke på artiklerne, vil ryge længere ned i brugernes Facebookfeed.

I løbet af det seneste halve år er begrebet falske nyheder blevet udvidet til ikke blot at betyde en historie, der er det pure opspind. Også brugen af de lokkende overskrifter er blevet fremhævet som et problem i debatten om falske nyheder. Derfor kan Facebooks anti-clickbait initiativ ses som en del af Facebooks samlede strategi for at hindre spredningen af de falske historier på det sociale medie.

For knap et år siden meddelte Facebook, at man ville forsøge at dæmme op for mediers brug af clickbait, fordi det – ifølge Facebook – irriterer brugerne.

”Folk fortæller os, at de ikke kan lide historier, der er vildledende, sensationelle eller har karakter af spam. Det inkluderer brugen af overskrifter, der har det formål at fange brugernes opmærksomhed og lokke dem til at klikke på et link,” skriver tre medlemmer af en Facebookarbejdsgruppe onsdag.

”I et forsøg på at fremme et oplyst community, arbejder vi løbende på at undersøge, hvilke historier der indeholder clickbait-overskrifter, så vi kan vise dem sjældnere,” oplyser arbejdsgruppen.

I de seneste måneder har gruppen set på tusindvis af overskrifter og kategoriseret nogle af dem som clickbait. Det er for eksempel artikler, der i overskrifterne bruger formuleringer som ”du gætter aldrig…” eller slutter med ordene ”og så skete dette!”. Resultatet af analysearbejdet er nu indarbejdet i en algoritme, som bruges til at sammenholde overskrifter med indhold i artiklen. Og hvis algoritmen konstaterer, at et bestemt medie opfylder betingelserne for hyppig brug af clickbait, vil mediets opslag ryge langt ned i brugernes nyhedsfeed.

Efter det amerikanske præsidentvalg har især Facebook og Google været under et massivt pres, hvor de fra flere sider er blevet beskyldt for uhindret og ukritisk at videreformidle rygter, konspirationer og falske historier. Og i det seneste halve år har ikke mindst politikere verden over kritiseret begge virksomheder for ikke at gøre nok for at stoppe spredningen. Men i de seneste måneder har både Facebook og Google introduceret en lang række af initiativer for at imødekomme kritikken.

Foreløbig ser algoritmen ud til kun at kunne overvåge engelsksprogede overskrifter, men i onsdagens meddelelse oplyser Facebook, at man snarest går i gang med at udvikle den, så den også vil fungere på andre sprog.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu