Du lever ikke længere ved at leve dovent, men det gør sneglen til gengæld

Du lever længere, hvis du sparer på energien og lever et dovent liv, fastslår et opsigtsvækkende studie ifølge både internationale og danske medier. Men den konklusion er ifølge forskerne bag studiet helt hen i vejret.  

Foto: PixaBay
Martin Breindahl Kruse

Det skriver Dagens.dk

"Heldigvis er der nu godt nyt til de dovne typer. For ifølge en række forskere kan de roligt blive ved med at dovne livet væk. Dovenskaben gør nemlig bare, at de får flere år på bagen - og sofaen - end os andre."

Forskere har netop gjort en enestående opdagelse: Dovne mennesker lever længere. Sådan udlægger det danske netmedie Dagens.dk et studie lavet af en forskergruppe fra det amerikanske universitet Kansas University.

Artiklen har vakt stor opmærksomhed på Facebook med blandt andet flere hundrede kommentarer. Her udtrykker mange deres begejstring over resultatet af den nye forskning.

Men konklusionen er skudt helt ved siden af. Studiet handler nemlig slet ikke om mennesker, men derimod om bløddyr, som for eksempel blæksprutter, snegle og andre skaldyr.

Det fortæller Luke Strotz, der er hovedforfatter bag studiet og forsker på Institut for Økologi og Evolutionær Biologi ved Kansas University

Studiet viser nemlig, at bløddyr med lavt stofskifte har mindre tilbøjelighed til at uddø. Bløddyrenes lave stofskifte gør, at de skal bruge mindre energi for at overleve, lyder forklaringen.  

Luke Strotz

Forsker på Institut for Økologi og Evolutionær Biologi ved Kansas Universitet

“Påstanden om, at dovne mennesker lever længere, falder langt udenfor dette studies anvendelsesområde,” fortæller Luke Strotz til TjekDet. 

Forskerne har heller ikke set på det enkelte dyrs mulighed for at leve længere, men derimod på hele arters overlevelsesmuligheder.

“Vores resultater gælder ikke for individer. Vores resultater viser, at reduceret sandsynlighed for udryddelse kun gælder for arter, der har et lavt energiindtag, på grund af deres lave energiforbrug,” forklarer Luke Strotz.

Alligevel er forskernes resultater fejlagtigt blevet udlagt som om, der er en positiv sammenhæng mellem menneskers dovenskab og deres levetid.

“Du kan ikke bare beslutte dig for at være doven og så forvente at leve længere,” siger Luke Strotz.  

Den fysisk aktive overlever

Jens Troelsen, der er professor på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, undrer sig også over Dagens.dk's budskab. Han afviser pure, at dovenskab fører til, at man lever længere.  

Jens Troelsen

Professor på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet

“Forskningen dokumenterer, at det er de aktive, der har størst sandsynlighed for at leve længst. At være fysisk aktiv nedsætter nemlig risikoen for udvikling af diabetes, kræft og livsstilssygdomme,” siger han.  

Det handler dog ikke bare om at være aktiv, men at være det på den rigtige måde. 

“Der er selvfølgelig mennesker, der har farlige, rutineprægede og fysisk nedslidende jobs. Og de ville måske kunne forlænge livet ved at være 'dovne' og arbejde mindre fysisk nedslidende," siger Jens Troelsen og tilføjer så en detalje, der er knap så 'doven': 

"Særligt, hvis de i stedet bruger krudtet på at dyrke sund motion i fritiden." 

Artikel bliver pludselig rettet

TjekDet har flere gange på telefon og mail forsøgt at få en kommentar fra Dagens.dk, der står bag den danske udgave af artiklen.

Vi vil gerne høre, hvordan netmediet har fået et studie om snegle til at handle om mennesker. Men mediet har ikke svaret på vores henvendelser.

Men Dagens.dk har til gengæld nu ændret artiklens overskrift så det ikke er "dovne mennesker"men "dovne væsner", der lever længere. Desuden er der foretaget en række rettelser i resten af artiklen.

Artiklen før og efter rettelser

Artiklen før TjekDet forsøgte at komme i kontakt med Dagens.dk:

Sådan ser artiklen ud nu:


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu