Elite-bashing baner vejen for ’alternative fakta’

Netop nu, hvor falske nyheder og alternative fakta griber om sig, er der som aldrig før brug for, at forskere blander sig i samfundsdebatten. Men den evindelige kritik af eliten kan afskrække dem.

Det bliver ikke meget mere elitært. Deltagerne er i deres stiveste puds til uddelingen af årets EliteForsk-priser, der foregår i dag i Glyptotekets Festsal i København. Det sker under overværelse af uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) og Kronprinsesse Mary til lyden af musik fra et par konservatorieuddannede klassiske musikere.

Fem EliteForsk-priser på hver 1,2 millioner kr. skal uddeles til ”fremragende forskere i international særklasse”, og tyve EliteForsk-rejsestipendier på 200.000 kr. skal skænkes til ”meget talentfulde ph.d.-studerende”, så de kan få studieophold ved ”de allerbedste forskningsmiljøer i verden”, som det hedder i invitationen fra Uddannelses- og forskningsministeriet. Derudover uddeles en række andre prestigefulde priser fra Det Frie Forskningsråd og Innovationsfonden. Se tekstboks.

Hyldest af forskereliten

Det bliver en sjælden fornøjelse at hædre den danske forskningselite, mener to af arrangementets taleholdere og prisuddelere, formand for Det Frie Forskningsråd Peter Munk Christiansen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, og næstformand for Innovationsfonden Flemming Besenbacher, der er bestyrelsesformand for Carlsbergfondet og i øvrigt har en lang forskerkarriere som professor i nanoteknologi bag sig.

De mener begge, at der brug for at hædre den danske forskningselite, som det bliver gjort i dag. For selv om forskere i almindelighed og eliteforskere i særdeleshed gør meget godt for samfundet, bliver de sjældent hyldet i offentligheden.

”Du kan sagtens komme i medierne, hvis du er en dygtig svømmepige og har vundet en guldmedalje, men hvis du som forsker har publiceret en artikel i videnskabelige tidsskrifter som Nature eller Science, så kommer du ikke umiddelbart i TV-Avisen af den grund. Det viser, at vi i Danmark skal blive bedre til at anerkende de dygtigste forskere, så de bliver rollemodeller og kan inspirere næste generation af talenter. Derved får vi forhåbentlig endnu flere topforskere her i landet,” siger Flemming Besenbacher.

Det er godt at fejre den danske forskningselite, fordi den medvirker til at sætte Danmark på verdenskortet og skaber værdi og vækst for samfundet, forklarer han og er tydeligvis ikke bleg for at bruge betegnelsen ’elite’ om de forskere, der skal hædres ved dagens prisuddeling, selv om ordet nærmest er blevet et skældsord i den offentlige debat for tiden.

”Det er en fejl at tro, at det usædvanlige talent nok skal klare sig selv – talentet har også brug for opmuntring, gode rammebetingelser og dygtige ’trænere’ for at blive en del af eliten. Som i sportens verden må vi i langt højere grad pleje talenterne og udfordre dem, så de kan blive morgendagens erhvervsledere og topforskere,” siger han.

Klistret elitekritik

Peter Munk Christiansen er noget mere tilbageholdende med at bruge eliteetiketten om sine forskerkollegaer, netop fordi det er blevet så udskældt at være en del af eliten, der bl.a. bliver klandret for ikke at lytte til folket. Men egentlig har tidens elitekritik ikke meget at gøre med elitedyrkelsen af topforskere, mener han. Det er bare ikke altid let at holde tingene adskilt i debattens hede.

”Sådan som debatten om eliten er lige nu, så klistrer elitebetegnelsen lidt. Det håber jeg ikke, at forskere lader sig afskrække af. Folk kan jo have mange meninger om ordet elite, og mange af dem er i hvert fald ikke positive, men hvis du ser på kernen af det, så er det jo bare en betegnelse for nogle, der stikker ud, går foran, bryder nye veje, får nogle særligt gode ideer og bryder med vante løsninger. Det gælder på alle mulige områder, men især inden for forskning, fordi forskning jo i sin kerne er et elitært foretagende,” siger Peter Munk Christiansen.

Det betyder ikke, at elitekritikken i debatten ikke har noget på sig, understreger han.

”Lige nu foregår der en kæmpestor debat, som i sin substans handler om, hvorvidt vi i vores demokrati har en politisk elite, der har fjernet sig for meget fra folket. Den debat er måske nok lidt upræcis, men i sin essens er den legitim nok,” siger Peter Munk Christiansen.

Problemet er derimod, hvis elitekritikken smitter af og breder sig til en mere generel elitelede. Så risikerer man, at forskere holder sig tilbage fra at deltage aktivt i samfundsdebatten, fordi stemningen mod eliter og eksperter i forvejen er negativ.

Værn mod alternative fakta

Den bekymring deler også en tredje person fra den danske universitetselite, vicedirektør for Forskning og Innovation på Københavns Universitet Kim Brinckmann, der bl.a. er ansat til at øge universitetets fokus på forskningskvalitet og innovation.

”Hvis forskere ikke er interesserede i at deltage i debatten om samfundets udvikling på grund af den her vedholdende elite-bashing, kan det være dybt skadeligt for hele samfundsdebatten, ikke mindst på et tidspunkt, hvor fake news og alternative fakta fylder så meget,” siger Kim Brinckmann.

Barrieren for, om forskere vil blande sig i debatten, bliver ganske enkelt hævet af den negative elitediskurs, forklarer han, for der er en øget risiko for, at man som forsker bliver sat i bås som en elitær, der taler et uforståeligt sprog og ikke er i øjenhøjde med folket.

”Man bruger måske nogle ord, som mange synes er fremmede, og man kan måske ligefrem dokumentere sine påstande i stedet for bare at føle dem. Og hvis man som forsker får på puklen af den grund, og så begynder at blande sig helt uden om, fordi man ikke orker det debatniveau, er det for mig at se samfundsskadeligt,” siger Kim Brinckmann.

Han har længe været en af de få fremtrædende kritikere af tidens elitekritik med kronikker og interview i flere danske dagblade, ikke mindst da han i Politiken i 2012 skrev, at vi i Danmark dyrker ”en idiotkultur, hvor det er forbudt at være alt for klog, alt for ambitiøs og alt for original”.

”Jeg savner sgu eliten,” erklærede han.

Det gør han stadig, siger han. For eliter er der altid. Lige nu dukker de bare nakken og lever i det skjulte, fordi alt, hvad der lugter elitært, er genstand for kritik og en negativ dagsorden. Elitekritikken er nemlig så upræcis og flagrende, at det er temmelig svært at få hold på, hvem kritikken egentlig retter sig mod. Er det politikerne? Københavnerne? Speltsegmentet?

”Der er en tendens til at definere eliten meget bredt, og jeg tror, vi er kommet til at forveksle eliten med de privilegerede. Dem er vi mange af, men det har intet med elite at gøre,” siger Kim Brinckmann.

Nogle gange lyder det tilmed, som om eliten er op mod halvdelen af befolkningen, f.eks. når de, der stemte ja ved folkeafstemningen om dansk deltagelse i Europol, bliver udråbt til eliten, mens folket omvendt skulle være de 52 pct. andre. Den polariserende kategorisering af elite versus folket er meningsløs, og det er det også, når eliten bliver brugt som en altomfavnende og upræcis indikator for dem, man bare ikke bryder sig om, siger Kim Brinckmann.

”Det er enormt bekvemt og nemt at sige, at det er elitens skyld, hvis der er noget, der er galt i Danmark, uden at man overhovedet bekymrer sig om at uddybe, hvem der er eliten, og hvem der definerer det folk, som skulle være blevet kørt agterud af udviklingen,” siger han.

”Der er jo altid eliter, lige meget hvilket samfund du kigger på. Derfor gælder det om at have gode eliter, der er til gavn for hele samfundet. Og så er det jo ikke negativt at have eliter. Tværtimod er der behov for dem, der tænker nyt, skævt og bedre end alle os andre til gavn for samfundsudviklingen. Derfor skal man passe på med at bashe eliten så meget, at der ikke rigtig er nogen, der gider være den,” siger Kim Brinckmann.

Forsker, bland dig!

Alle tre – Besenbacher, Brinckmann og Christiansen – mener, at der aldrig har været større behov for, at forskere blander sig i samfundsdebatten, end nu hvor falske nyheder, alternative fakta, ekspertlede og konspirationsteorier får frit løb på de sociale medier.

”Der er nærmest et forskrækkende stort behov for at forskere deltager i den demokratiske debat, når man ser på fænomener som alternative fakta og fake news. Forskere er jo nogle af dem, der kan bidrage til en bedre forståelse af verden og til at levere nogle fakta,” siger Peter Munk Christiansen og nævner tidens angst for vacciner som et eksempel.

”Eller tag diskussionen om global opvarmning. Det er på den ene side et af de højest prioriterede forskningsområder med særdeles god dokumentation, og på anden side er der stadigvæk nogle klimabenægtere, som forplumrer, hvad der er op og ned. Det viser, at der i dag er et kæmpestort behov for, at forskere deltager og bidrager med den viden, de har,” siger han og bliver suppleret af Flemming Besenbacher, der mener, at forskere skal være med til at forme debatten og ikke bare levere fakta.

”Det er vigtigt, at nogle af de dygtige forskere i langt højere grad bliver faste stemmer i den offentlige debat. Uanset om vi taler om energipolitik, klimapolitik, fødevarepolitik eller sundhedspolitik, kræver det forskningsmæssig evidens, og derfor er det også helt grotesk, at vi i medierne møder begreber som fake news og alternative facts. At påstå, at niveauet af CO2 i vores atmosfære ikke er koblet til global opvarmning, er klart i modstrid med den videnskabelige baggrund for FN’s klimarapporter,” siger Flemming Besenbacher.

Han mener ligefrem, at forskere har en samfundspligt til at blande sig i debatten og udbrede den viden, de har.

”Det er skattekroner, der betaler en stor del af forskningen på universiteterne, og derfor har man også en forpligtelse til at forklare, hvad man forsker i, hvorfor man gør det, og hvorfor det er interessant for samfundet på lang sigt. Som en parallel til virksomhedernes CSR kan man kalde forskningsverdenen samfundsansvar Scientific Social Responsiblity.”

”Det er vigtigere nu end nogensinde, at basere samfundsdebatten på fakta og ikke alternative facts, og hvis man skal udfordre fakta, så skal de udfordres ud fra videnskabelige principper. Her har forskere en vigtig samfundsmæssig rolle at spille,” siger han.

Kim Brinckmann påpeger, at der allerede er masser af forskere, der bliver brugt i den offentlige debat i Danmark. Men han efterspørger også, at man som forsker er lidt mere proaktiv og ikke bare stiller sin viden til rådighed, når journalisterne ringer. Nu, hvor falske nyheder og alternative fakta fylder mediebilledet, er det en god anledning til at komme i gang.

”Lige nu er der kommet et nødvendighedspræg over situationen, hvor det er blevet ret tydeligt, at der er behov for, at flere forskere bidrager med viden. Den situation synes jeg, at forskere og universiteter skal udnytte,” siger Kim Brinckmann.

Selvforskyldt ekspertlede

Ifølge Peter Munk Christiansen skal forskere dog heller ikke stille op til hvad som helst. De risikerer nemlig at undergrave deres egen troværdighed som forskere, hvis de udtaler sig som eksperter om noget, de ikke har forskningserfaring med eller decideret ekspertviden om, eller hvis de kommer med politiske betragtninger. For så kan forskerne selv puste til kritikken.

”En gang imellem synes jeg, at nogle forskere – måske især inden for samfundsvidenskaben – strækker sig lige vidt nok og udtaler sig om noget, de ikke har forsket i eller har forstand på. Det synes jeg er et problem, og det hjælper jo ikke på troværdigheden, at man som forsker på den måde lader sig misbruge som ekspert, bare fordi medierne selv har mistet troværdighed,” siger Peter Munk Christiansen.

Det er Kim Brinckmann enig i, men frygten for at miste faglig anerkendelse skal heller ikke stå i vejen for, at forskere formidler deres viden bredt ud i samfundet og ikke kun gennem videnskabelige publikationer og faglige nichemedier.

”Det er en hårfin balance. Nogle gange skal forskerne turde sige ’det ved jeg ikke’, når de bliver spurgt af en journalist. Omvendt nytter det ikke, hvis forskere er meget tilbageholdende med at deltage i debatter og kun publicerer deres viden i smalle tidsskrifter og måske en sjælden gang imellem taler med en P1-journalist. For så kommer de jo ikke bredt ud med deres viden,” siger han.

”Hvis man kigger på nogle af tidens mest profilerede forskere i Danmark, f.eks. Vincent Hendricks og Eske Willerslev, for bare at nævne to, så er de blivet helt folkeliggjorte. De medvirker i tv-programmer, på konferencer, i radiodebatter og i alle mulige andre medier i forskellige sammenhænge. De er eksponenter for deres respektive forskningsområder, men er ikke bange for at udtale sig om emner, der ligger i kanten af deres forskningsområder. Det er i mine øjne positivt,,” siger Kim Brinckmann.

Men forskerne skal hele tiden huske på, at deres udtalelser kan ende som en forsimplet overskrift, og i den forstand er der et modsætningsforhold mellem forskerens blik for nuancerne og journalistens trang til sensation og skarpvinkling af historier, der giver flere likes, understreger han.

”Forskeren bliver udfordret af journalistens jagt på en god historie og entydigt svar, og der skal man som forsker være spids på, hvad der er baseret på forskning, og hvad der mere er en formodning eller et gæt,” siger Kim Brinckmann.

Brug for ny elitesatsning

Ud over at forskere skal blande sig mere i debatten, mener Flemming Besenbacher også, at der er behov for i langt højere grad at opgradere satsningen på at hylde og pleje den danske forskningselite og udklække nye talenter. Og det starter med indretningen af vores uddannelsessystem, hvor der i dag er for meget fokus på kvantitet og for lidt fokus på kvalitet, mener han.

”Vi ser nu, at hele 50-70 pct. af en årgang i dag optages på det almene gymnasium og 25-30 pct. på universitetet. Det fører til et generelt lavere fagligt niveau, og de bogligt dygtigste talenter bliver derfor ikke udfordret tilstrækkeligt. Derfor må vi indføre elitespor på både gymnasier og universiteter, så de allerdygtigste og allerflittigste kan komme op på et internationalt konkurrencedygtigt niveau,” foreslår Flemming Besenbacher.

Hvis vi ikke plejer de forskningstalenter, der er i det danske samfund, så flytter de enten væk eller forlader forskningsverdenen, advarer han. Derfor skal vi forsøge at skabe nogle elitemiljøer med de rette rammebetingelser, ligesom man gør i sportens verden, hvor man f.eks. samler landets bedste sportsudøvere på elitecentre og lader dem træne og udvikle sig sammen i et kompetitivt miljø.

”Det samme er der brug for i universitetsmiljøer. Hvis du omgiver dig med andre forskere, der er talentfulde, kloge og arbejdsomme, så giver den faglige sparring noget af det, der skal til for at blive den bedste. Det er derfor, at der eksisterer laboratorier i verden, der fostrer 10-12 nobelprismodtagere, mens andre laboratorier aldrig får en eneste pris,” siger Flemming Besenbacher.

På det punkt er Kim Brinckmann fra Københavns Universitet ikke helt enig.

”Det skal jo nødig blive sådan, at vi går tilbage til dengang, hvor kun en meget lille procentdel af en ungdomsgeneration gik på universitetet. Jeg tror godt, at man kan have bredt favnende universiteter med højt fagligt niveau og samtidig have en stærk elite. Ud af bredden skal vi skabe en dygtig elite. Jeg mener ikke, at det er en modsætning,” siger Kim Brinckmann.

Forrige artikel Elite-bashing baner vejen for ’alternative fakta’ Elite-bashing baner vejen for ’alternative fakta’ Næste artikel "Russerne tror på, at der er krise i Europa"