Er der kommet færre kontanthjælpsmodtagere?

Antallet af kontanthjælpsmodtagere er faldet, skriver BT. Det er forkert, mener DR-programmet Detektor.

 


"Siden 2013 er antallet af personer på kontanthjælp faldet brat fra 145.000 personer til 108.000 personer to år senere". Sådan skriver BT i en artikel, der handler om, at mange indvandrere hænger fast i kontanthjælpssystemet.

Men er det rigtigt, at der er sket et brat fald i antallet af kontanthjælpsmodtagere? Det har DR-programmet Detektor undersøgt. Og de har fundet frem til, at BT har talt forkert. Der er ikke kommet 37.000 færre kontanthjælpsmodtagere mellem 2013 og 2015.

I 2014 betød en ny kontanthjælpsreform, at kontanthjælpsmodtagere under 30 blev rykket over på en ny ydelse kaldet uddannelsydelse. Selvom den ydelse, de modtager, er lavere og hedder noget andet, er de stadig en del af kontanthjælpssystemet. Og det er her, BT’s regnestykke går galt. De tager nemlig ikke personer på uddannelsesydelse med i opgørelsen over kontanthjælpsmodtagere, og derfor ser det ud til, at der fra 2013 til 2015 er kommet færre på kontanthjælp - selvom der i virkeligheden er kommet flere.

Og ifølge Detektor er det ikke den eneste fejl, BT begår i artiklen. De skriver, at antallet af indvandrere på kontanthjælp er steget med 78 procent fra 29.800 personer til 52.900 personer. Det er sådan set rigtigt nok, men det er for perioden 2011-2016 og ikke 2013-2015. Og når man forsøger at beskrive to fænomener, der har udviklet sig i forhold til hinanden, er det ifølge postdoc fra Aalborg Universitet Mathias Herup, som Detektor har talt med, problematisk ikke at tage udgangspunkt i samme tidsperiode.

Du kan læse hele faktatjekket af BT-artiklen her.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu