Er det sådan her prorussisk misinformation fungerer?

Afmagt, forvirring og en spirende tvivl om, hvad der er sandt og falsk. Det er målet, når prorussiske medier, bloggere og enkeltpersoner bombarderer Vesten med misinformation. Måske er Mandag Morgen-journalist Caroline Damsgaard Christensen i forbindelse med tilblivelsen af denne artikel selv blevet mål for russisk misinformation.

Det er en journalistisk grundregel altid at være åben over for begge sider af en sag. Men det kan også være yderst forvirrende. Kilder kan være så uenige om virkeligheden, at de umuligt begge kan have ret. De kan slå sprækker i ens tro på, hvad der er sandheden, selv om de måske fortæller usandheder. Det kan sprede sig som giftig røg i hjernebarken, der inficerer ens tankevirksomhed, så hjernen lukker ned, og man ikke kan vurdere, hvad der er sandt eller falskt. Hvem er ven, og hvem er fjende?

Dette er fortællingen om, hvordan jeg som journalist blev fanget i et spind om russisk misinformation. På den ene side har vi Marie Krarup, forsvarsordfører for Dansk Folkeparti, og hendes allierede, ’den bekymrede borger’ Jesper Larsen, som er en del af en større gruppe af danske borgere med prorussiske holdninger, der aktivt forsøger at påvirke Vestens syn på Rusland i en mere positiv retning.

På den anden side står tre internationale eksperter og EU’s strategiske kommunikationsenhed East StratCom, der er sat i verden med det erklærede mål at afsløre russisk misinformation mod Vesten. Se tekstboks. Mellem dem sidder jeg og er muligvis selv blevet målskive for russisk misinformation, mener en af eksperterne.

Formålet med East StratCom

Historien tager sin begyndelse tirsdag den 13. september om formiddagen. Dagen før udkom Ugebrevet med min artikel “Rusland fører informationskrig mod Vesten”, der fortæller historien om, hvordan Rusland gennem engelsksprogede nyhedskanaler og europæiske yderfløjspartier forsøger at destabilisere EU, NATO og Vesten i det hele taget ved at sprede løgne og falske nyheder.

Egentlig havde jeg sluppet emnet, men kl. 9:43 lander der en e-mail i min indbakke, der får mig til at ændre holdning. Den er fra Marie Krarup. I mailen beder hun om at få tilsendt artiklen om Rusland, fordi den bl.a. nævner East StratComs arbejde.

Jeg laver hurtigt en pdf-version af artiklen, og knap to timer senere får jeg svar tilbage. Her opfordrer Marie Krarup mig til at se nærmere på enhedens arbejde:

”Jeg synes, East StratCom er lige så propagandistisk som russerne. East StratCom understreger, at der ikke findes noget objektivt. Russerne har deres narrativ, og EU har deres,” skriver hun blandt andet.

Helt kort er East Strategic Communication, som er enhedens officielle navn, et team på 11 Ruslands-eksperter under EU’s External Action Service. Enheden blev sat i verden for præcis et år siden for bl.a. at afsløre russisk misinformation om vestlige institutioner og kilder.

Jeg har været i kontakt med East StratCom, som ikke ønsker at udtale sig, fordi de ønsker at lade deres ’produkter tale for sig selv’, som de formulerer det. Produkterne tæller bl.a. de elektroniske nyhedsbreve “Disinformation Digest” og “Disinformation Review”, som distribueres via e-mail, Facebook og Twitter. East StratCom vil dog godt fortælle, at de har omkring 10.000 læsere hver uge.

I Digest-udgaven skriver East StratCom om eksempler på aktuel russisk misinformation, mens man i “Review” analyserer det, man mener er pro-Kreml-misinformation, og sætter det ind i en bredere kontekst. Emnerne i de to udgivelser spænder bredt, fra sikkerhedspolitik til den generelle verdensorden og konsekvenserne af Brexit. Det overordnede formål er at vise udbredelsen af pro-Kreml-narrativer og at advare lande, der konkret udsættes for russisk misinformation.

På organisationens hjemmeside står der, at det er ”teamets hovedopgave proaktivt at fremme den Europæiske Unions politik mod det østlige naboskab. Når det er passende, identificerer det også og forsøger at rette misinformation.”

Hvem har ret – Krarup eller Kristian Jensen?

Det er dog ikke min artikel, som har kickstartet Marie Krarups interesse for East StratCom. Allerede den 5. september har hun sendt en række kritiske udvalgsspørgsmål til udenrigsminister Kristian Jensen om East StratComs formål og budget, og om hvorvidt ministeren selv har læst “Disinformation Review”. Udenrigsministeren svarer den 27. september og skriver bl.a.:

”Jeg er fuldt bekendt med det fine og vigtige arbejde, som East StratCom Task Forcen gør for at imødegå misinformation (…). Misinformation er et problem, men det er vigtigt at forstå, hvorfor det er et problem. Det vigtigste formål med misinformation er ikke nødvendigvis at overbevise modtageren, men at få befolkninger til at drage konklusionen, at der ikke eksisterer en objektiv sandhed.”

Kristian Jensens svar afslører store forskelle mellem, hvad Krarup mener, og hvad Jensen mener om East StratCom. Og de kan jo ikke have ret begge to. Mit næste skridt er derfor at kontakte tre internationale eksperter, som gennem mange år og på hver deres måde har beskæftiget sig i dybden med Rusland og russisk misinformation.

Jeg spørger dem bl.a. om, hvad de mener om East StratComs arbejde, og deres svar er entydigt. De er alle dybt uenige med Marie Krarup og fremhæver, at enheden gør et virkelig godt stykke arbejde.

Først interviewer jeg Peter Pomerantsev, der fra 2001 til 2010 arbejdede for den russiske tv-kanal TNT, men nu er en del af tænketanken Legatum Institute i London, hvor han er ekspert i informationskrigen mellem Rusland og Vesten. Pomerantsev er født i det tidligere Sovjetunionen, men er nu britisk statsborger, og han mener, at enheden har gjort et ”fantastisk stykke arbejde”.

Edward Lucas, redaktør på The Economist og forfatter til en række rapporter om Ruslands informationskrig for bl.a. Center for European Policy Analysis (CEPA), forklarer, at ”East StratCom er i høj klasse og meget velrespekteret”.

Også Ben Nimmo, der fra 2011 til 2014 var NATO’s ledende pressechef med ansvar for Rusland og Ukraine og i dag arbejder som analytiker og informationskrigsekspert ved tænketanken Atlantic Council, mener, at enheden har klaret sig godt.

Men kan jeg uden videre stole på deres udlægning? Alle tre arbejder for vestlige institutioner og tænketanke, der har deres egne agendaer, og en af dem har endda været ansat hos NATO. Jeg kommer til at tænke på den psykologiske thriller “Shutter Island“, hvor Leonardo DiCaprio får så forskellig information fra læger og indsatte på det psykiatriske sygehus, hvor han efterforsker en persons forsvinding, at det til sidst er umuligt at vide, hvem der har ret. Er det de indsatte, lægerne eller DiCaprio selv, der forvrænger virkeligheden?

Folkeligt oprør eller russiskstyrede rebeller?

I mellemtiden har Marie Krarup tippet mig om en person, som ifølge hende har ”stor viden om East StratCom”, og som hun har lært at kende via Facebook. Jeg ringer derfor til Jesper Larsen, som beskriver sig selv som en ”bekymret borger”, som har fundet ud af, at det er East StratCom, der udøver propaganda og misinformation – ikke nødvendigvis den russiske stat.

Han fortæller passioneret om, hvordan han oplever, at vestlige medier ikke dækker Rusland og Ukraine nuanceret, og at han derfor kun følger vestlige medier med et metablik.

”Man har stigmatiseret russiske medier, så hvis noget står på deres sider, kan man ikke bruge det som dokumentation. Kun vestlige kilder er troværdige, men sådan er det ikke for mig,” siger Jesper Larsen.

Han understreger, at han heller ikke tror på ”fantasifulde russiske medier uden dokumentation”, men han fastholder, at danske mediers udenrigsdækning mangler et pænt stykke vej for at nå op på RT’s (statsfinansieret russisk medie, red.) niveau.

De dårlige oplevelser med vestlige medier betyder, at Jesper Larsen har en del bekymringer ved at stå frem i denne artikel. Han ser ikke sig selv som prorussisk, men siger, at han gerne vil have en saglig diskussion om emnerne, og at han ”gerne vil fortælle sandheden om, hvad der finder sted”.

Jesper Larsen forklarer, at han ikke er den eneste, der mener, at der er noget galt med danske mediers dækning af Rusland og danske politikeres holdning til landet. Han er en del af en gruppe ligesindede på Facebook, som diskuterer politiske synspunkter og deler information om Rusland. Han vil ikke oplyse, hvor mange der er i gruppen, men fortæller, at medlemmerne har forskellige politiske ståsteder. Som eksempel refererer han fra en debat i gruppen, hvor nogen havde skrevet, at det gjorde ’ondt’, at det netop var Marie Krarup, som skrev så ’fornuftigt’ om Rusland. Underforstået, at de ellers ikke støtter DF.

Undervejs finder jeg ud af, at Jesper Larsen tidligere har skrevet indlæg i bl.a. dagbladet Politiken om forholdet til Rusland. I kommentarfeltet til et af indlæggene er der flere, der giver udtryk for, at de deler hans prorussiske synspunkter.

Jeg sætter mig for at finde ud af, om andre journalister tidligere har skrevet om danske grupper med et ’åbent syn på Rusland’. Det lykkes mig ikke at finde nogen eksempler. Til gengæld finder jeg ud af, at der findes lignende prorussiske grupper i muligvis Sverige og i hvert fald i Finland. I Finland har det i en del år været kendt, at der findes et prorussisk netværk, der ledes af en mand ved navn Johan Bäckman. Ham kommer vi tilbage til.

Det er ikke kun på skrift, at Jesper Larsen har en holdning, der afviger fra den gængse, der siger, at russere og vesterlændinge med prorussiske synspunkter forsøger at destabilisere vestlige institutioner og befolkninger gennem spredning af løgne og falske nyheder. Han fortæller, at han på egen hånd inden for de seneste par år har rejst til Krim tre gange, to gange til Donetsk-regionen og en gang til Kiev, for ”med egne øjne at se, hvad der foregik”.

Blev MH17-flyet skudt ned af russerne?

Donetsk er ikke sådan lige at komme til. Området er styret af prorussiske separatister, som kalder sig selv Novorossiya, Det Nye Rusland. Her kæmper separatisterne, som vil være en del af Rusland, mod de ukrainske regeringsstyrker, der vil beholde regionen som en del af Ukraine.

Marie Krarup siger om situationen i Donetsk, at ”man er nødt til at forstå den historiske sammenhæng, hvor området var en del af Rusland. Så man kan ikke bare sige, at russerne er tossede, og Rusland støtter i øvrigt ikke områderne særlig meget.”

Både EU og NATO er af den opfattelse, at separatisterne er støttet af Rusland, og at en del af de prorussiske separatister slet ikke er ukrainere, men derimod russiske soldater.

Et bevis på den sammenhæng kan muligvis ses i nedskydningen af Malaysia Airlines Flight 17 i juli 2014. Her var flyet med 298 personer om bord på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur, da det blev skudt ned over Ukraine. Nedskydningen har været genstand for to hollandsk ledede efterforskninger, hvoraf den ene kom med sin rapport i sidste uge, og en uafhængig efterforskning. De tre efterforskninger konkluderer, at flyet blev skudt ned af et russisk fremstillet BUK-jord-til-luft-missil, som blev affyret fra det prorussiske separatistområde, og at selve missilaffyreren blev transporteret ind fra Rusland og tilbage igen.

Jesper Larsen lægger ikke skjul på sin støtte til separatisterne, fordi de ifølge ham alene ønsker at bestemme selv frem for at blive regeret fra Kiev. Via et tip har jeg fundet frem til et klip på YouTube, hvor Jesper Larsen under et af sine besøg i Ukraine bliver interviewet i studiet hos Novorossia TV, der er en lokal tv-station, der styres af separatisterne. Her bliver han præsenteret således:

”Den 29. august var den danske forfatter, uafhængige journalist og fine fyr Jesper Larsen gæst i studiet på Novorossia TV.” I et andet interview med tv-stationen fremhæver han bl.a. ”det høje disciplinniveau” i Legion-brigaden og de rene gader og stræder i Donetsk.

Er jeg et mål for russisk misinformation?

Jeg taler skiftevis med Jesper Larsen, Marie Krarup, de tre eksperter og East StratCom. Det er svært at finde ud af, hvad der er sandheden. Der er argumenter på begge sider, og spørgsmålet er, hvem jeg kan stole på?

I Vesten lærer vi at være kritiske over for alt, særligt etablerede sandheder. Når vi f.eks. taler om økonomisk vækst, fremstår det ofte som en given sandhed, at der skal være vækst i samfundet. Kun få taler om vækst, som det begrebet også kan ses som, nemlig et udtryk for en magtfuld diskurs, der selvfølgelig kan ændres. Det sker også, at vores regeringer ikke altid siger sandheden. Tag bare grundlaget for den seneste krig i Irak, hvor det aldrig lykkedes at finde de påståede masseødelæggelsesvåben, som var en stor del af argumentationen for overhovedet at vælte Saddam Hussein.

Når jeg så bliver fortalt, at en EU-institution bedriver propaganda mod en ideologisk modstander, vil jeg selvfølgelig ikke afvise det uden at undersøge det først. For hvem kan man egentlig stole på?

Da jeg fortæller Ben Nimmo, som har beskæftiget sig med Rusland i mange år, om min tvivl, siger han, at det præcis er det, der er målet med den russiske misinformation: at skabe tvivl og mistro til de etablerede institutioner. Ben Nimmo mener, at jeg selv er blevet et mål for russisk misinformation.

”Hvis du har en person på den yderste højrefløj, som siger, at det, EU gør, er unfair og propaganda, og at du burde kritisere EU, og vedkommende henviser til en anden person, som fremstår som en, der har analyseret East StratCom længe, har det fingeraftryk fra en misinformationskampagne over alt,” siger han.

Ben Nimmo forklarer, at de statsstyrede russiske medier har en særlig taktik, de kan bruge, når et vestligt medie har skrevet om et emne, som er relevant for deres egen dagsorden. F.eks. kan man forestille sig, at det vil blive taget op af russiske medier, at jeg i denne artikel skriver, at der fremføres kritik af East StratCom. Eftersom russiske medier ifølge Ben Nimmos undersøgelser konsekvent overdriver og forstørrer i deres journalistik, er det ikke usandsynligt, at de vil referere til artiklen med en overskrift a la “Vestligt medie skriver, at East StratCom bør lukkes”.

Det er vanskeligt at vide, hvorvidt jeg er et mål, eller om Jesper Larsen og Marie Krarup alene fortæller mig, hvad de mener, er sandheden.

Men at vestlige journalister er mål for russisk misinformation, er der flere eksempler på. Den finske journalist Jessikka Aro er en af dem, der har været udsat for et massivt russisk misinformationsangreb på allernærmeste hold. Hun begyndte at beskæftige sig med prorussiske troldehæres angreb på internettet, hvilket resulterede i omfattende angreb på hende selv. Hver gang hun skrev noget som journalist, blev det mødt af en byge af horrible beskyldninger. Det viste sig senere, at det var en mindre personkreds omkring den russiskfinansierede finne Johan Bäckman, som stod bag de voldsomme personangreb på Aro på nettet.

Er obskure holdninger i talkshows misinformation?

Jeg tilbringer en del tid med at spekulere over, hvorvidt jeg kan stole på Jesper Larsen, når han siger, at East StratCom udøver misinformation. Hans holdninger afviger temmelig meget fra resten af Danmarks, og han sympatiserer jo med de prorussiske separatister i Ukraine, som EU sidste år overvejede at sætte på unionens terroristliste. Men jeg beslutter, at argumenter og fakta må tale for sig selv. Hvis det er stærkt nok, er det ligegyldigt, hvem der siger det, om det så kommer fra selveste Donald Trump himself.

En af de ting, som går igen i både Jesper Larsens og Marie Krarups kritik, er, at East StratCom ofte henviser til russiske tv-talkshows som eksempler på misinformation. Ifølge Jesper Larsen har enheden refereret til talkshows over 100 gange i deres ugentlige elektroniske bulletiner. Og de peger begge på, at hvis en person f.eks. kom med et udsagn i et program som “Debatten” med Clement Kjersgaard, ville ingen mene, at andre end personen selv skulle tages til indtægt for det.

Jeg tjekker hans påstand i forskellige udgaver af East StratComs nyhedsbreve og kan se, at han har ret; der refereres ofte til holdninger fremsat i russiske talkshows. Umiddelbart ligner de russiske talkshows helt almindelige danske pendanter som f.eks. “Vi ses hos Clement”. Der er ofte fem til syv deltagere, en vært, og det foregår i et professionelt udseende studie. Men man skal ikke lade sig narre.

”En persons mening er én mening. Men hvis fem mennesker i et show fem gange i træk giver udtryk for den samme mening, er det et redaktionelt valg at interviewe de mennesker. En persons mening er en mening, men hvis du kun interviewer folk med den samme mening, er det en redaktionel bias, og det er noget jeg ved, at f.eks. RT gør og er blevet fundet skyldig i af Ofcom (det britiske svar på Pressenævnet, red.) i mindst to tilfælde inden for det seneste år,” siger Ben Nimmo.

Peter Pomerantsev, som selv har arbejdet på russisk TV, mener også, at russiske talkshows kan være topstyrede.

”Man skal kigge på hvert eksempel for sig, men russiske talkshows er meget orkestrerede. Bare fordi noget er sagt i et talkshow, behøver det ikke betyde, at det er direkte udtryk for en politik, men det viser, at emnet er højt på den politiske dagsorden,” siger han.

Nogle af de emner, som værter og deltagere i talkshowene refererer til, er historier, som kan stamme fra mindre hjemmesider, blogs og lignende. Det er et andet af Marie Krarup og Jesper Larsens kritikpunkter. East StratCom henviser ofte til mindre besøgte hjemmesider, og derfor undrer de sig over, hvorfor netop udsagn herfra skal ses som et udtryk for generel russisk misinformation.

Både Peter Pomerantsev og Ben Nimmo peger på, at en hjemmesides ’størrelse’ og besøgstal er mindre vigtige, da det interessante er gentagelsen. Ifølge Pomerantsev kan man bl.a. afgøre, om information er plantet, ved at se på, om det optræder mange steder på samme tidspunkt. Og derfor er det nødvendigt også at kigge på mindre besøgte sider, fordi man dermed kan afgøre, om der ligger en form for logik bag.

Et tredje kritikpunkt går på, at East StratCom ofte tilbageviser påstande om, at NATO f.eks. støttede det, der med prorussiske øjne var et ulovligt statskup i Ukraine i 2014 ved udelukkende at henvise til NATO’s egen hjemmeside. Jeg finder et dokument frem, som Jesper Larsen har sendt mig. Det viser, at East StratCom i 99 ud af 1.042 tilbagevisninger af russisk misinformation kun har henvist til et enkelt NATO-dokument.

De tre eksperter er enige med Jesper Larsen i, at det ikke er nok at tilbagevise påstande at henvise til en kilde i NATO. Men de mener heller ikke, at det er det, East StratCom gør.

”East StratCom refererer til mange forskellige kilder, og du bliver nødt til at læse hele bulletinen. Det er et klassisk eksempel på russisk misinformation. I 2014 var der en folkelig opstand i Ukraine, demonstrationer, og folk var utilfredse med præsidenten, som endte med at løbe sin vej. Men ja, den konstitutionelle proces var meget rodet, modsat i Rusland, hvor man altid ved, hvem der vil vinde,” siger Edward Lucas.

Samtidig kan det være ret svært at bevise, at noget ikke er sket. Når russerne f.eks. siger, at NATO stod bag protesterne på Maidanpladsen i Kiev, medfører det en slags omvendt bevisbyrde, hvor NATO skal bevise, at de ikke var involveret.

Hvorfor er DF så interesseret i East StratCom?

En del af Marie Krarup og Jesper Larsens kritikpunkter imødegås altså ret overbevisende af eksperterne. Jeg fremfører argumenterne for Jesper Larsen. Han mener ikke, at eksperterne bidrager med noget positivt.

”De er en form for ’hadprædikanter’, der altid har et budskab om oprustning og konfliktkurs mod Rusland. Når man har læst dem et par gange, så har man forstået, hvad de bliver betalt for,” siger han og henviser til, at CEPA, som Pomerantsev og Lucas arbejder for, bl.a. bliver finansieret af det amerikanske forsvarsministerium.

Jamen, kan jeg så ikke engang stole på dem, tænker jeg? Ben Nimmo kommer min tvivl i møde. Jeg skal se på evidensen, siger han. Er der udførlige henvisninger bag påstande og argumenter, eller bliver alt skåret over én kam?

Når jeg læser i Nimmos studier, har de alle udførlige henvisninger, det samme har Peter Pomerantsevs og Edward Lucas’. Det er umuligt at vurdere Jesper Larsen på samme måde, fordi han ikke har udgivet nogen studier. Men Marie Krarup, som repræsenterer Danmarks næststørste parti, har alligevel ment, at jeg skulle sættes i kontakt med ham. Hvorfor mon?

Undervejs i vores telefonsnakke har hun ikke lagt skjul på, at det er hendes mål at ”få nedlagt propagandakanalen East StratCom”, og at hun ”håber, artikler om f.eks. East StratCom vil medføre et holdningsskifte. Jeg håber, man vil åbne op over for Rusland, så vi undgår krig i Europa. Jeg er bange for, at det her kan føre til konfrontationer,” siger hun.

Jeg undrer mig over, at hun går så meget op i East StratCom. Mener Marie Krarup virkelig, at enheden kan medføre rigtig krig mellem Vesten og Rusland med døde og lemlæstede mennesker til følge?

I en tidligere artikel har jeg lavet en optælling af, hvor tit Dansk Folkeparti blev omtalt på det statsfinansierede russiske medie RT. Det sker dobbelt så mange gange som andre danske partier. Ben Nimmo peger på, at der ikke nødvendigvis er økonomiske forbindelser mellem Rusland og europæiske yderhøjrefløjspartier, men at russerne kan give dem taletid og ’bløde’ spørgsmål i stedet. Ben Nimmo undrer sig i det hele taget også over, hvorfor DF har taget sagen op:

”Hvorfor er Dansk Folkeparti så oprevet? Det kan ikke være på deres egne vegne, for så vidt jeg ved, laver East StratCom ikke noget i Danmark. Vi ved, at Rusland ser ud til at være oprevet over det, og vi ved, at Rusland har kontakt med mange europæiske højrefløjspartier. Det er værd at stille spørgsmålet, om det kommer fra Rusland eller fra Dansk Folkeparti selv,” siger han.

Marie Krarup afviser forbindelsen.

”Det er jo under lavmål. Mener han seriøst, at jeg og DF er betalt af Rusland! Jeg er måske bare ’belastet’ af at have viden på området og af at kunne sproget (Marie Krarup er bl.a. uddannet sprogofficer med grunduddannelse i russisk, red.). Når man kommer med sådanne beskyldninger i stedet for saglige argumenter, viser det, at man ikke har saglige argumenter,” siger hun.

Peter Pomerantsev mener, at det at være prorussisk er blevet en del af det at være anti-establishment i dag.

”Det er den coole ting at gøre. Der er en vis kontakt mellem Kreml og europæiske højrefløjspartier. De rejser derover, men det tager mere form af en slags tjenester. Det er en forbindelse, der er mere subtil end bare betaling,” siger han.

I Sverige er der et aktuelt eksempel på russisk indblanding i et højrefløjsparti. Rise Capitals, der beskæftiger sig med selskabsledelse og er ejet af forretningsmanden Carl Meurling, har igennem flere år haft kontakt med Sverigedemokraterna. Firmaet er registreret i Sverige, men har ingen aktiviteter der, men til gengæld en række millionkontrakter i Rusland.

Til sidst forsøger jeg at skrive nogle konkluderende ord. Det er vanskeligt, for jeg synes ikke, jeg har fået endegyldigt svar på alle mine spørgsmål.

Tilbagebeviser EU bare fakta, eller praktiserer de en skjult dagsorden gennem East StratCom, som Jesper Larsen og Marie Krarup peger på? Eller er det Larsen og Krarup, som gennem misinformation er lykkedes med at få mig til at tvivle på EU?

Langt de fleste videnskabelige studier, undersøgelser og personlige erfaringer, jeg er stødt på gennem tilblivelsen af denne artikel, peger på, at russerne bruger misinformation som våben, og at det er farligt. Samtidig ligger Rusland helt nede som nr. 148 ud af 180 lande på World Press Freedom Index over pressefrihed. Så meget kunne tyde på, at der i allerhøjeste grad er brug for en enhed som East StratCom.

Jeg føler, at jeg har været på et vildt ridt i en rutsjebane, og at den tur måske ikke er slut endnu. For hvad nu hvis min artikel viser sig at gøre de prorussiske kræfter vrede, og jeg pludselig befinder mig i Jessikka Aros sted, og angreb på mit privat- og familieliv med et bliver min hverdag?

LÆS OGSÅ:

Rusland fører informationskrig mod Vesten

Russisk statspropaganda elsker Dansk Folkeparti

Forrige artikel Google gør os dumme og dovne Google gør os dumme og dovne Næste artikel Journalister sjusker med usikre meningsmålinger Journalister sjusker med usikre meningsmålinger