Er du sødere, hvis du er født i december? Niks!

Et studie viser, at børn født i december er sødere end personer født i årets første 11 måneder. Det kan man læse i en artikel, der har fanget tusindvis af danskeres opmærksomhed. Men påstanden rammer ved siden af, fastslår forskeren bag studiet. 

Bemærk: Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

“Børn født i december er sødere”

Kilde: Siden Delbart.dk


Der findes ikke noget belæg for, at du er sødere, blot fordi du er født i december måned. Studiet, der ligger til grund for påstanden, konkluderer ikke spor om at være sød, siger forskeren bag.

Det kan være trist at være født i december. Julen er lige om hjørnet, og derfor kan ens fødselsdag nemt glide i baggrunden til fordel for den kollektive juletravlhed. Men de kedelige realiteter lader ikke til at gå decemberfødte på.   

Forskning viser nemlig, at børn født i december er sødere end andre. Sådan lyder overskriften i en artikel på internetsiden Delbart.

I artiklen står også, at det slet ikke er så slemt at være født i december, for “ifølge forskning er decemberfødselarer nemlig både venligere” og “har en tendens til at brokke sig mindre”. Med andre ord er decemberbørn altså på alle mulige måder sødere end andre.    

Og det budskab har mange taget til sig.

I kommentarsporet til artiklen på Delbarts facebookside har mere end 6.600 brugere lykønsket hinanden med, at de er sødere end andre, mens over 1.200 mennesker har delt det − for decemberbørn − opløftende budskab.    

Men desværre er der ikke noget om snakken.

Det studie, der henvises til i artiklen, viser nemlig slet ikke, at decemberbørn er sødere end andre. Det fastslår forskeren, der står bag studiet. 

Artiklen fortsætter under billedet

 

Adskillige personer i kommentarsporet til Delbarts artikel glæder sig over, at decemberbørn er sødere end andre. (Foto: Screenshot/Facebook)

Gammel traver

I artiklen fremhæver Delbart en amerikansk undersøgelse med mere end 1,7 millioner deltagere, der skulle dokumentere, “at børn født i december måned beklager sig mindre og er mindre tilbøjelige til at have humørsvingninger”. 

Men når man trykker på artiklens henvisning til den amerikanske undersøgelse, bliver man ledt videre til et studie, der slet ikke handler om hverken personlighedstræk eller personer, der er født i december. I stedet havner man ved et studie, der gennnemgår sunni-islam-teologen Ibn Qayyim al-Jawziyyahs 600 år gamle kritik af datidens okkulte videnskaber. 

Delbart henviser dog også til en artikel i den britiske tabloidavis The Sun, der rigtignok handler om, at børn født i december ifølge forskning er sødere end andre. I The Sun-artiklen refereres der til en hel masse studier, der konkluderer forskellige ting om decemberbørn. Ingen af studierne fortæller dog noget om, at decemberbørn er søde. 

Den britiske artikel er udgivet 3. december i år, men TjekDet faktatjekkede en noget nær identisk artikel fra The Sun sidste jul. Dengang var anledningen, at Se & Hør og flere andre danske medier havde skrevet artikler med påstanden om de søde decemberbørn, og her var Delbart også iblandt. 

Artiklen fortsætter under billedet

Sådan så artiklerne om de søde decemberbørn ud, da TjekDet sidste jul faktatjekkede den samme påstand. Også dengang var Delbart at finde blandt de medier, der udbredte det udokumenterede budskab.

Teolog dukker op igen og igen

The Suns artikel fra sidste år indeholdt faktisk en henvisning til påstanden om, at decemberbørn er sødere end andre. Men også her blev man ledt til den 600 år gamle kritik af okkulte videnskaber, som Delbart henviser til i deres nye artikel.

Da TjekDet dengang spurgte The Sun, hvorfor studiet, de henviser til, handler om noget helt andet end søde decemberbørn, kunne de ikke forklare sig.   

“Jeg ved ikke, hvorfor det originale link nu fører hen til en helt anden videnskabelig artikel. Jeg er overbevist om, at studiet eksisterer, men jeg kan ikke finde et link til det. Jeg har fjernet det forkerte link fra vores artikel,” skrev Hayley Richardson, der er journalisten bag The Sun-artiklen, dengang i en mail til TjekDet. 

Hun kunne desuden fortælle, at hun havde historien fra The Mirror, som er en anden britisk tabloidavis. Også The Mirrors artikel omtalte den amerikanske undersøgelse med 1,7 millioner deltagere, men også her ledte det påhæftede link til føromtalte gennemgang af en 600 år gammel teologikritik.

TjekDet spurgte derfor The Mirror, hvad der var kilden til deres historie, men avisen svarede aldrig på vores henvendelse. Til gengæld ændrede de artiklen, så linket nu i stedet fører videre til en fem år gammel artikel fra det amerikanske magasin The Atlantic. Og dén artikel handler faktisk om, hvordan årstiden for ens fødsel påvirker ens personlighed senere i livet.  

Britiske tabloidmedier misforstår studie

Artiklen i The Atlantic nævner indledningsvist den sunni-islamiske teolog Ibn Qayyim al-Jawziyyah. Og det kan måske forklare, hvorfor teologens kritik også dukker op i de britiske tabloidmedier. Men magasinet omtaler også et fire år gammelt studie, som dog aldrig er udgivet. Og det er formentlig her, vi skal finde baggrunden for blandt andet Delbarts artikel om de søde decemberbørn.

Xenia Gonda er lektor ved Semmelweis Universitet, Budapest, Ungarn. 

Det omtalte studie blev i 2014 præsenteret på European College of Neuropsychology (ECNP), der er en videnskabelig forening, hvor man kan præsentere og udveksle forskning om lidelser i hjernen. Og studiet finder faktisk en sammenhæng mellem den tid på året, man er født, og særlige typer af såkaldte ‘affektive temperamenter'. Dog dækker termen 'affektive temperamenter' over voldsomt irritable temperamenter og store humørsvingninger, som tenderer til psykiske lidelser − altså noget helt andet, end hvorvidt en person er sød og rar.

Og derfor kan studiets resultater ikke bruges til at konkludere, at folk, der er født mellem den 1. og 31. december, er “sødere" end andre, lyder det fra Xenia Gonda, der står bag forskningen og er lektor ved Semmelweis Universitet i den ungarske hovedstad Budapest. 

“Vi har helt bestemt aldrig sagt, at mennesker født i december er sødere end andre,” fortæller hun til TjekDet.  

Desuden understreger Xenia Gonda, at studiet udelukkende er observerende. Derfor kan det ikke konkludere noget om årsagssammenhæng og sige, at folk født om vinteren har et mere stabilt temperament, bare fordi de er født om vinteren. Det kan skyldes en hel række andre forhold. 

Svært at definere videnskabeligt

Studiet, som Delbart ad omveje baserer deres artikel på, siger altså intet om at være sød eller at være født lige præcis i december.  

Sjurdur Frodi Olsen er overlæge og professor ved Statens Serum Institut og adjungeret professor i ernæring ved Harvard University.

Og der findes heller ikke andre studier, som konkluderer det. Det mener Sjurdur Frodi Olsen, der er overlæge og professor ved Statens Serum Institut, hvor han forsker i føtal programmering, altså omgivelsernes betydning under fosterudvikling for senere sygdomsforløb. Men det ville også være vanskeligt at undersøge, siger han. Det er nemlig svært at definere videnskabeligt, hvornår nogen er ‘sød og rar’.   

“Om børn er sødere, hvis de er født i december, vil være ganske svært at måle i en videnskabelig undersøgelse. Jeg siger ikke, det er umuligt at undersøge, men jeg ville gerne se, hvilket instrument de ville bruge til at måle, om en person er ’sødere og mere rar’ end en anden person,” skriver han i en mail til TjekDet.  

Delbarts artikel om de søde decemberbørn kommer også ind på, at børn født i december har tendens til at være sundere end andre. Og der kan faktisk godt være forskel på folks sundhed, alt afhængigt af hvornår på året de er født, siger Sjurdur Frodi Olsen.

Vi ville gerne have spurgt Delbart, hvorfor de skriver, at decemberbørn er sødere end andre, når studiet, de henviser til, handler om noget andet. Vi ville også gerne have spurgt, hvad de siger til, at forskere afviser påstanden. Men Delbart er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Forrige artikel Professor er “dødtræt” af 5G-kritikere: Stop med at fordreje mine ord Professor er “dødtræt” af 5G-kritikere: Stop med at fordreje mine ord Næste artikel De glemsomme har (stadig) ikke en højere intelligens De glemsomme har (stadig) ikke en højere intelligens
Forestiller dette billede virkelig Australien i brand set fra rummet?

Forestiller dette billede virkelig Australien i brand set fra rummet?

Et satellitfoto, der viser Australien i omfattende flammer, florerer i stor stil på sociale medier. Folk fra nær og fjern bruger det skræmmende foto til at vise sympati for australierne og understrege naturbrandenes omfang. Men billedet er ikke en retvisende fremstilling af omfanget af de mange brande. 

Advarslen mod facebook-hackeren fra Skåne er det rene vås

Advarslen mod facebook-hackeren fra Skåne er det rene vås

Godkender du en anmodning om Facebook-venskab med Magnus fra Skåne, lænser han din bankkonto for penge. Sådan slår facebookbrugere i øjeblikket alarm på stribe. Men advarslen har intet på sig, og den har i øvrigt flere år på bagen.

Vi søger universitetspraktikant til faktatjek

Vi søger universitetspraktikant til faktatjek

Mandag Morgens faktatjekmedie TjekDet søger universitetspraktikant, der vil være en del af redaktionen i første halvår 2020, og være med til at udfordre falske nyheder og påstande i den offentlige debat.

Ny bølge af falske Ray-Ban-annoncer skyller ind over danskerne

Ny bølge af falske Ray-Ban-annoncer skyller ind over danskerne

Helt uden at være klar over det deler adskillige danskere på sociale medier lige nu reklamer for absurd billige Ray-Ban-solbriller. Og der skulle angiveligt være tale om den ægte vare. Men det hele er fup. De digitale spor fører os blandt andet til Kina.

PostNord advarer: Falske pakkebeskeder hitter i juletiden

PostNord advarer: Falske pakkebeskeder hitter i juletiden

Flere danskere modtager i øjeblikket sms'er og mails om, at de har en pakke liggende hos Postnord. Den kan de få udleveret, hvis bare de lige betaler 20 kroner. Men henvendelserne er fra svindlere, der forsøger at malke din bankkonto. 

Nej, Expert har ikke sat et par Apple Airpods på højkant

Nej, Expert har ikke sat et par Apple Airpods på højkant

Julen kan blive lidt sødere, hvis du deltager i en konkurrence om AirPods på Facebook, som elektronikkæden Expert står bag. Men både konkurrencen og facebooksiden, hvor opslaget med konkurrencen er slået op, er falsk.  

Nej, Rigshospitalet efterspørger slet ikke tøj til hjemløse

Nej, Rigshospitalet efterspørger slet ikke tøj til hjemløse

Adskillige velmenende danskere deler lige nu en tekst på de sociale medier, hvor Rigshospitalet angiveligt efterspørger tøj til deres hjemløse patienter, så de kan holde varmen, når de bliver udskrevet. Men hospitalet hverken indsamler eller modtager tøj.